For at fuldende første dag på Berlinalen i rette filmiske ånd indkvarterede jeg mig om aftenen på en barstol med en velskænket fadøl fra det lokale bryggeri Schultheiss, det fineste, Berlin kan byde på, når det kommer til øl.

Rammen for nydelsen gav sig selv.

Hvis ikke det amerikanske filmgeni Quentin Tarantinos yndlingsværtshus i Berlin skulle være fint nok til en træt Berlinale-deltager, hvad skulle så?

Passende rammer til triste tanker
Selv for en ikkeryger er det en sand fornøjelse at træde ind gennem det evige røgslør på Alt Berlin ved Alexanderplatz.

En lille bar med mørkt træ på væggene og en helt egenartet atmosfære af rå rock’n’roll og gulnede fotos fra anno dazumal. Et af den slags steder, hvor tiden automatisk går i stå, og man kan koncentrere sig om eksempelvis dybe samtaler.

Hvad også Tarantino gjorde, da han for et par år siden var i Berlin for at optage ’Inglourious Basterds’ og gjorde knejpen til tilholdssted.

LÆS INTERVIEWTarantino omskriver Hitlers død

Hvis han havde hørt, hvad der blev talt om ved bardisken denne torsdag, havde han formentlig sendt et kompagni af sejt sexede amazoner i store amerikanerøser af sted mod den tyske hovedstad for at standse den lukning af værtshuset, der gik som et trist rygte under røgskyerne.

Stadig med disse triste tidender tungt rugende i baghovedet drog jeg under en bragende vintersol og i rensende kulde til fredagens film i Berlinalens hovedkonkurrence. Og mødte i selskab med Satché, en ung far til to børn i en senegalesisk landsby, og 9-årige Oskar fra New York ingen ringere end Døden.

LÆS MEREÅrets Berlinale svømmer over med storpolitik

Efter at have set filmene ’Aujord d’hui’ (I dag) om den sidste dag i Satchés liv og ’Extremely Loud and Incredibly Close’, baseret på Jonathan Safran Foers bestseller om drengen Oskars forsøg på at forlige sig med sin fars død under terrorangrebet på New York 11. september 2001, står det igen klart for mig, at der faktisk findes visse forhold, det ikke bliver behageligere at deale med, fordi man omsætter dem til et så eskapistisk medie som filmens.

Døden i særdeleshed.

Omvendt immigration
Men derfor kan man jo godt skabe stilfærdigt smukke film om det uomgængelige.

Som nu eksempelvis ’Aujord d’hui’, hvori vi møder Satché, den dag han skal dø som offer for en religiøs tradition. Der er ingen forklaring, sådan er det bare. Satché kunne jo bare være blevet i USA, hvor han studerede, som de lokale hele tiden siger til ham.

Nu er det for sent, og han kan gå sin sidste tur gennem barndomsbyen, møde familie, venner, en gammel kæreste og til sidst sin kone og børn. Den tilbagevendte immigrant fejres først som en helt, men indser i løbet af dagen, hvordan grådighed og begær har ædt sig ind på hans omgivelser.

På forunderlig vis giver det ham fred til at møde sin skæbne og slentre hverdagsagtigt rundt i sine sidste timer. En pointe i sig selv, døden kan man ikke for alvor hverken gå i møde eller forberede sig på, synes filmen at sige.

Instruktøren Alain Gomis har med intelligens og intensitet vendt den sædvanlige historie om immigration på hovedet ved at lade sin hovedperson vende hjem. Oven i købet til den visse død.

En anderledes fascinerende og velkomponeret film, der bæres af den amerikanske musiker, poet og skuespiller Saül Williams i en tour de force af nærvær.

Spiller på følelserne
På trapperne i Berlinale Palast, hvor køerne giver mange mulighed for adspredt konversation med kolleger fra hele verden, fik Stephen Daldrys filmatisering af romanen om 9-årige Oskars forsøg på at finde mening med sin fars død på ’den værste dag’ hurtigt tilnavnet ’Extremely Loud Incredibly Boring’.

Jo, journalister er hurtige dommere med evig angst for at kede sig ihjel.

Dommen over filmen, der vises i hovedkonkurrencen for at tiltrække opmærksomhed med sit glamourøse cast med Tom Hanks og Sandra Bullock i rollerne som forældre og Max von Sydow som den mystisk opdukkende bedstefar, er hård.

Filmen kan slet ikke leve op til bogens blanding af facts og magi, fordi der spilles for kraftigt på følelsernes store, lyserøde violiner.

LÆS BOGANMELDELSEÅrets smukkeste udgivelse?

Heldigvis kan Max von Sydow noget helt andet med sit uomgængelige lurende nærvær. Sammen med Thomas Horn på 13 år i rollen som Oskar får han til sidst bundet et fint bånd omkring det ubegribeligt tragiske og vist os vejen til de hemmelige steder, der kan gøre det tåleligt at komme overens med livet ... døden.

Og Alt Berlin? Kan kun håbe, at rygterne om dette i sig selv filmiske sted er fuldkommen overdrevne. Ellers har vi jo ikke engang et sted at drikke gravøl for vores fælles yndlingssted, Tarantino og jeg.