Lørdag aften er det alle os andre, der får kulden at få føle, ikke mindst i den kødrand af mennesker, der kun har skuldertræk af isnende ligegyldighed tilovers for alle andre end Angelina Jolie, mens de venter foran Haus der Berliner Festspiele.

Flere hundrede mennesker venter på hende med kameraer og smartphones i skudhøjde som soldater ved fronten.

LÆS OGSÅ'Dirch'-bagmand vil gentage succesen med film om Kong Frederik

Koncertsalen er i aften omdannet til biograf, og Angelina Jolie skal se sin instruktørdebut, ’In The Land of Blood and Honey’, her. Den handler om den jugoslaviske borgerkrig.

Men først skal der fotograferes og videofilmes.

Autografer i kulden
Og sandelig om ikke Angelina Jolie og hendes gemal, Brad Pitt, giver sig tid til at skrive autografer i kulden. De er overalt i medierne i Tyskland i disse dage omtalt som Hollywoods Traumpaar – kom ikke og sig, at tysk ikke er et poetisk sprog.

Det må være svært at sætte sig i en så stram, lang og forgyldt kjole, tænker jeg, da Angelina endelig placerer sin yndige popo i sædet.

Men det må være langt sværere at leve inde i denne voldsomme berømmelseskult. Leve, elske, få børn og arbejde i en verden af endeløs kærlighed, vild beundring og bundløst had, der skifter lige så hurtigt som scenerne i en gennemsnitlig actionfilm.

Det er ikke desto mindre, hvad Angelina Jolie gør. Og nu har hun så indspillet sin første film.

»For denne film havde man doch Angst«, starter hendes medsøster Anke Westphal sin anmeldelse i Berliner Zeitung.

Derpå undrer hun sig over, at Angelina Jolie, der har alt, absolut selv må lave en film.

For så endelig at konstatere, at »den gode nyhed er, at ’In the Land of Blood and Honey’ er bedre, end Madonnas film formentlig nogensinde bliver. Den dårlige nyhed er, at denne film ikke er god nok«.

Nietzsches kreative kvinde
Nå, nå. Men hvor kom Madonna flyvende ind fra? Fra sit royale skilsmissedrama i filmen ’WE’? Eller fra det sted, hvor hadet mod smukke kvinder som Angelina Jolie og Madonna kommer.

Fordi de i deres forvirrede sindstilstand på de svævende silkelagner bilder sig ind, at de vil arbejde og tages alvorligt som kunstnere?

LÆS OGSÅDansk flopfilm får nye hug i Berlin

Et had, det feministiske ikon Naomi Wolf funderede over i en klumme i den britiske avis The Guardian forleden, hvor hun kaldte Madonna – »denne forbudte skabning, Nietzsches kreative kvinde«.

Og slog fast, at Madonnas – og tilføjer jeg så, Angela Jolies – forbrydelse er, at de går op i deres arbejde på samme ’megalomane’ måde som mandlige kunstnere uden at stå og tude over deres fejl som mødre og kvinder i interview.

ANONYM.  For ikke at blive vurderet på sit navn sendte Angelina Jolie sit manus ind til filmselskaberne under pseudonym. Da det blev antaget, krævede hun, at filmen skulle indspilles i Bosnien af lokale skuespillere og uden engelsk tale. Zana Marjanovic og Goran Kostic stråler som elskende fra hver sin side af den usynlige etniske frontlinje i borgerkrigen. Foto: Dean SemlerHård kost
Filmen viser sig at være overordentligt vellykket, om end en smule lang.

Med sit fine hold af skuespillere fra alle etniske og geografiske grupperinger i det tidligere Jugoslavien, skildrer Jolie i sit eget manuskript krigens manipulationer og meningsløshed gennem to elskende fra hver sin side af fronten.

Uden at lægge skjul på krigens nådesløshed med brutale scener med bedstemødre, der tvinges til at strippe og danse for soldater, massevoldtægter og mordet på en baby. Det er hård kost, men udløser stående ovationer efter filmen. I aften er Angelina blandt venner.

»Jeg mødte en bosnisk kvinde, der var helt ødelagt af borgerkrigen, hun havde været levende skjold og set gamle damer blive tvunget til at strippe. Mødet med hende rørte mig så dybt, at jeg måtte lave en film for at være hendes stemme«, forklarer en rolig, naturlig og veltalende Angelina Jolie.

»Jeg vil gerne fortælle historien om en nogenlunde præsent krig for at minde os om, at hvis ikke det internationale samfund griber ind … hvis ikke nogen gør noget, fortsætter undertrykkelse og vold mod også børn og kvinder i krig. Sådan er det og så i dag«, siger hun.

Kærlighed og krig
Hun har noget på hjerte og har omsat det til en film. Uden at dræbe sin enkle historie om kærlighed og krig i intellektualitet.

Det vinder man næppe Oscars for, men til gengæld folks hjerter. Og det er derfra forståelse og tolerance skal vokse frem, hvis verden skal forbedres. Og det er vel svært at blive uenige om, at det kan den godt trænge til?

FACEBOOKBliv ven med Politiken