»Fodbold er«, som den engelske angriber Gary Lineker i sin tid udtrykte det, »et spil, hvor 22 mennesker løber rundt og spiller bold, en dommer, som laver en masse fejl, og til sidst vinder Tyskland altid«.

I lang tid har Berlinalen da også lignet en – i denne sammenhæng – sjælden tysk hjemmesejr.

Hele tre film, der emmer af kvalitet og som næsten altid fuldstændig lydefrit, fremragende skuespil, har med Christian Petzolds ’Barbara’ som øverste skammelkandidat, ført an i favoritfeltet.

LÆS ARTIKEL Dansk storfilm imponerer anmelderne i Berlin

’Barbara’ med en fornem præstation af Nina Hoss i hovedrollen som tvangsforvist læge i det gamle DDR rammer årets gennemgående temaer med overvågning, indespærring og paranoia.

De to andre bidrag fra værtslandet er ikke dårligere.

Storpolitisk scene
Personligt kan jeg bedre lide Matthias Glasners sindssygt flot filmede ’Gnade’ (Nåde) fra den meget nordlige norske by Hammerfest og Hans-Christian Schmids fint afstemte familiedrama, ’Was bleibt’ (Der, der bliver).

Men de er begge to for nære, familieprægede og hverdagsagtigt vedkommende til at have en chance på den storpolitiske scene.

Her er det så, to af de afsluttende film (og nej, det handler ikke om den danske, royale affære, selv om det er en strålende film) kommer ind med effektive benspænd mod den tyske overlegenhed.

Drab på og vold mod romaer
Den største hindring for en hjemmesejr ser umiddelbart ud til at være den ungarske ’Csak a szél’ (’Just the Wind’ er den engelske titel) om drab på og vold mod romaer.

Filmen er baseret på virkelige mordbanders nedslagtning af 6 romaer på mindre et år på landet i Ungarn. Den følger en familie i en øde beliggende landsby gennem 24 stadig mere intense og uhyggelige timer, mens det håndholdte kamera lister i deres skygge, ligesom angsten.

Uanset hvordan romaerne opfører sig, er de marginaliserede og i fare. Der er ingen beskyttelse. Heller ikke hos politiet, for som en betjent beklagende siger på et tidspunkt: »At dræbe anstændige sigøjnere forplumrer blot budskabet«.

Alligevel undgår instruktøren Bence Fliegauf at falde i fordomme eller fælder i en film, hvor utrygheden og spændingen får lov at vokse sig langsomt ud af scenerne.

Ja, familiens søn, Rio, stjæler, og ja, datteren Anna vender ryggen til, da en anden pige bliver overfaldet af nogle bøller, som tydeligvis vil voldtage hende. Romaerne er ikke engle, men de er mennesker.

»Hvilken film – man kan ikke længere læne sig tilbage eller se væk. Man vil heller ikke sige »roma« længere, som om dette folk bare var en masse«, som Anke Westphal skriver i Berliner Zeitung, inden hun konkluderer:

»’Csak a szél’ bør belønnes med Guldbjørnen. Alt andet vil ikke være rigtigt«.

Politisk bevidst formand
Skulle de filmiske kvaliteter ikke være nok, hvad de er på en Berlinale, der ganske vist hævede sig over sidste års miserable udvalg i hovedkonkurrencen uden dog ligefrem at være fornem, kan filmen hente støtte i den aktuelle udvikling i hjemlandet.

Her frygter hele filmbranchen, at Viktor Orbáns højreekstremistiske parti, Fidesz, med censur og fjernelse af støtteordninger vil gøre det meget svært at skabe film fremover.

LÆS OGSÅ Berlinale: Jude Law-humørpille går som varmt brød

Der er mange gode grunde til at give det ungarske bidrag støtte i form af en Guldbjørn i aften for juryen med britiske Mike Leigh som en politisk bevidst formand.

Skulle man alligevel lade vinden blæse i andre retninger, kan den sidste af de 18 film i hovedkonkurrencen måske gøre sig gældende.

Kim Nguyens canadiske ’Rebelle’ om pigen Komona, der tvinges til at være børnesoldat og kommandørens elskerinde i junglen, veksler i hvert fald overbevisende mellem nådesløs, benhård realisme og drømmeagtige scenarier fra spirituelle, afrikanske traditioner.

Filmisk prædikestol
Naturligvis kan der ske overraskelser i enhver jurys votering, men dette ligner favoritfeltet med den græsk-russiske ’Metéora’, den fortællemæssigt anderledes ’Tabu’ fra Portugal samt de franske ’À moi seule’ og ’L’enfant d’en haut’ som outsidere.

LÆS OGSÅ Makkerparret Vinterberg og Mikkelsen sælger godt i Berlin

Under alle omstændigheder er det slut med Berlinalen, som vanen tro har været lidt af en filmisk prædikestol, men i det mindste har lagt ordet i munden på film med relevante og nutidige temaer som fangenskab, revolutioner, det arabiske forår, Kina og kvinder, der er stærke, hvad enten de er synlige i hovedroller eller alting bare foregår rundt om dem.

Dette års udgave af Berlinalen var i sjælden grad i dialog med sit publikum og verden omkring os.

FACEBOOKBliv ven med Politiken