Annonce
Annonce
Annonce
Film & tv

Filminstruktør: Teleselskaber skal støtte dansk film

Teleindustrien tjener penge på film på nettet og skal derfor være med til at finansiere dem.

Gem til liste

Teleindustrien har lavet en fin forretning på at stille internet til rådighed for befolkningen.

Men kunderne bruger blandt andet nettet til at transportere film, som de ikke betaler for, og det betyder, at forretningsmodellen i filmbranchen er ved at bryde sammen.

Fakta

Digital kultur
En større og større andel af kulturforbruget foregår via nettet.

For nylig åbnede amerikanske Netflix sin streamingtjeneste i Danmark, hvor man kan hente film og tv-serier på nettet lovligt mod at betale et abonnement.

En fjerdedel af alle husstande i USA bruger i dag Netflix.

Den amerikanske betalingskanal HBO har varslet, at deres en streamingtjeneste lanceres i Danmark senere på måneden.

YouSee lancerer om tre uger deres variant, YouBio.

Derfor bør teleselskaberne tage et økonomisk medansvar for, at der kan produceres danske film.

Det mener filminstruktør Christina Rosendahl, der i en Kronik i dagens Politiken foreslår, at teleselskaberne betaler 4 kroner om måneden per internetforbindelse, hvilket vil indbringe cirka 300 millioner kroner om året til blandt andet filmproduktion og udvikling.

LÆS OGSÅFilmbranchen og teleindustrien skal mødes

For selv om teleindustrien kun stiller internettet til rådighed og ikke blander sig i, hvad folk bruger det til, mener filminstruktøren, at den har et økonomisk medansvar.

»Dansk film eksisterer i et fintfølende system mellem markedskræfter og kunststøtte. Nu er forretningsmodellen flyttet over på de digitale platforme, og det er ikke bæredygtigt, fordi de penge, der tjenes, ikke længere geninvesteres i dansk film. Den indtægt, man havde på dvd-salg, tjenes nu af teleindustrien, der bærer vores indhold rundt. Min pointe er, at det også kunne være interessant for dem at indgå i et partnerskab med os«.

Seriøs bag-om-kameraet-film
Producentforeningens direktør, Klaus Hansen, bakker forslaget op.

»Når man ser på de profitter, teleudbyderne laver på transport af indhold, kunne de udmærket give et bidrag. Guleroden er, at ligesom vi gerne vil se danske film i biografen og dansk drama i tv, så vil det danske indhold også trække folk over til teleudbyderne. Men det er vigtigt, at pengene går til produktion, som kommer både teleindustrien, producenterne og de kreative til gode«, siger han.

Christina Rosendahl foreslår, at en del af pengene skal udbetales til opretshaverne. Andre skal lægges i en fond, der skal udvikle nye indholds- og distributionsformater.

LÆS OGSÅKunstens pengemagt knuser det kulturelle demokrati

Nogle af pengene skal bruges til at finansiere risikovillige film. Og resten til at sikre en hurtigere digitalisering af den danske filmarv, som vil give teleudbyderne netadgang til et større filmarkiv.

Al erfaring viser, at lovlig streamning er den mest effektive måde at bekæmpe piratkopiering på

Claus Bülow Christensen, analytiker og ekspert i digital distribution

»Teleudbyderne konkurrerer jo på, om de har adgang til et særligt indhold, og der er mange muligheder at udnytte i filmmediet. Man kunne også lave mere seriøse bag-om-kameraet-film og måske åbne for den proces, det er, at lave en film«.

Filmbranchen sov i timen
Direktør for Telekommunikationsindustrien Jakob Willer vil læse Christina Rosendahls forslag med »et åbent sind«.

Men umiddelbart mener han, at det er en tvangsbeskatning af internettet, hvis teleindustrien skal afregne 4 kroner om måneden til filmbranchen per internetforbindelse.

»Vi vil gerne tale med kulturindustrien om, hvad man kan gøre. Men brugerne skal ikke tvangsbetale for noget indhold, de ikke selv har valgt. Filmbranchen skulle selv lidt før have lavet lovlige forretningsmodeller. Musikbranchen var først med streamingtjenester som Spotify, og nu kommer tv og film flyvende efter med tjenester som Netflix. Al erfaring viser, at lovlig streamning er den mest effektive måde at bekæmpe piratkopiering på«, siger han.

LÆS OGSÅCopyright-diskussionen er en balancegang mellem ekstremer

Det er en god model, at de, der kan tjene penge på den nye måde at distribuere på, også er med til at stimulere produktionen og udviklingen, mener Claus Bülow Christensen, der er analytiker og ekspert i digital distribution i firmaet GlobalConnect.

Men ifølge ham er det også mere oplagt, at det er streamingtjenester som Netflix, der holder for.

»Teleselskaberne tjener som sådan ikke mere, fordi de transporterer film og tv, for folk har internetforbindelsen i forvejen«.

Vi blevet taget med bukserne nede
I USA står Netflix i spidsbelastede perioder for en tredjedel af al trafik på internettet. Derfor begynder nettet at blive overbelastet, hvilket betyder nye omkostninger for teleoperatørerne, forklarer han.

»Nogle af dem har set sig onde på Netflix, som tjener en masse penge på at distribuere film og tv, uden at teleselskaberne får noget ud af det, men tværtimod skal leve op til den store trafik og levere en bedre kvalitet internet«.

LÆS OGSÅGiv os lov til at streame film

»I vores del af verden er vi blevet taget med bukserne nede, fordi vi ikke lokalt har fået skabt lovlige streamingtjenester. Den danske film- og tv-verden havde ikke forestillet sig, at distribution over nettet ville blive folkeeje. Så man har ikke forberedt sig på, hvordan man skulle håndtere rettighederne«, siger han.

I USA har Netflix lagt 100 millioner dollar i en ny tv-serie af David Fincher, ’House of Cards’, mod at de kan lægge alle ti afsnit ud til februar, når serien har premiere.

Ifølge Claus Bülow Christensen har HBO, der kommer til Danmark med deres streamingtjeneste om kort tid, bebudet, at de overvejer at medfinansiere danske film og tv-serier. Og som han siger:

»Den model tror jeg er mere realistisk, end at teleselskaberne skal betale«.

PolitikenPlus
  • Breaking Bad - Bokssæt - alle sæsoner Alle sæsoner af den prisbelønede serie samlet på 21 dvd'er i én boks

    Pluspris 650 kr. Alm. pris 800 kr. Køb
  • The Secret Life of Walter Mitty Ben Stiller spiller hovedrollen som Walter i denne komiske bearbejdelse af James Thurbers novelle.

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Oscarvinder Vinder af 3 Oscars. Bl.a. for bedste mandlige hovedrolle og bedste mandlige birolle

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • House of Cards - sæson 2 2. sæson af David Finchers glimrende serie med aldeles skrupelløse Francis Underwood i skikkelse af Kevin Spacey.

    Pluspris 250 kr. Alm. pris 350 kr. Køb
  • True Detective - sæson 1 Forrygende syret krimiserie om de to politifolk Rust Cohle og Martin Hart

    Pluspris 250 kr. Alm. pris 300 kr. Køb