Annonce
Annonce
Annonce
Film & tv

Manden bag vanvittig krøllet kultfilm er en ekstremt sky enegænger

Vi tegner et portræt af kultinstruktøren bag 'Holy Motors', Léos Carax.

Gem til liste

Léos Carax

Født Alexandre Oscar Dupont i Suresnes, 1960.

Fulgte kurser i film på Sorbonne hos bl.a. den legendariske franske filmkritiker Serge Daney.

Instruerede i 1984 sin første film, det sort-hvide generationsportræt 'Boy Meets Girl', som han fulgte op med 'Mauvais Sang' (1986) og 'De elskende fra Pont Neuf' (1991), som nok er hans kendteste film.

Holdt sig derefter væk fra filmindustrien i 21 år, før han brød stilheden med den udskældte 'Pola X' - en filmatisering af Herman Melville.

Yderligere 13 år skulle der gå, inden han igen fik mulighed for at lave en film, 'Holy Motors'. De fleste af hans film har været vist på filmfestivalen i Cannes.

Rygterne var løbet langt forud for filmfestivalen i Cannes i år.

Fra sikre kilder tæt på instruktøren forlød det nemlig, at »Carax er tilbage«, - og ikke blot på det store lærred og på verdens vigtigste filmfestival, men også med en selvrefererende og surrealistisk science fiction-komedie, der med garanti ville slå benene væk under os.

Få måneder efter havde 'Holy Motors' helt rigtigt premiere i hovedkonkurrencen, og selvom dens berygtede beskrivelse viste sig at holde stik, ville ingen ord i verden have kunnet forberede os på den særlige filmoplevelse, vi stod over for.

En sjælden gang bliver den internationale filmscene nemlig overrasket af et værk, som vrangvender vores vante forventninger om film og viser os mulighederne i det medie, vi alle mener at kende til udødelighed - og så alligevel ikke.

'Holy Motors' er med sin fortælling om den mystiske Monsieur Oscar, der tilbringer dagene med at køre rundt i en kæmpemæssig hvid limousine, hvorfra han springer fra dimension til dimension og fra fortælling til fortælling, en sådan film, som også David Lynchs 'Lost Highway' var det før den.

Og selvom 'Holy Motors' ikke løb med så meget som antydningen af hædrende anerkendelse, da priserne blev uddelt i det sydfranske, var det alligevel den film, man talte om, og som blev ved at vende tilbage i tankerne.

LÆS ANMELDELSE Utæmmet mesterinstruktørs nye film lyser med kunstnerisk energi

Ikke mindst i tiden efter festivalen, der kun har fået den mærkværdige film til at stå endnu stærkere, hvilket også bekræftes af den hæder, både filmen og dens hemmelighedsfulde bagmand er blevet bestrøet med i månederne efter premieren.

Skamrosende anmeldelser i hjemlandet såvel som i New York Times og The Guardian, en særligt hædrende ærespris til Carax på filmfestivalen i Locarno samt et retrospektiv over hans ældre film, der lige nu rejser verden rundt og rammer Danmark til december. Alt sammen peger på det samme faktum: Carax er tilbage.

Enspænder af eget valg
Men hvem er han egentlig, Léos Carax, der spillefilmsdebuterede i en alder af 24 med en film, der definerede en hel generation, men som blot to film senere forsvandt fra filmbranches søgelys lige så hurtigt, som han var dukket op?

En ting er i hvert fald sikkert, og det er, at Carax' næsten notoriske hemmelighedsfuldhed og det faktum, at han helt og aldeles holder sig i periferien af den medieindustri, der ellers skulle skaffe ham levebrød og kunstneriske udfoldelsesmuligheder, har givet ham en næsten mytologisk status. Derfor bliver han dyrket af de få og overset af de mange.

Altså en ægte Carax-fortælling om udstødte, rodløshed og en lang erkendelsesrejse ind i natten

Det hjælper heller ikke, at han gemmer sig bag et pseudonym. Hans borgerlige navn er Alexandre Oscar Dupont, og allerede kunstnernavnet - en sammentrækning af udvalgte stavelser fra hans to fornavne - vidner om hans forkærlighed for den leg og de mange ordspil, der gennemsyrer hans film.

»Jeg er ikke så god til at svare på spørgsmål, og mere end spørgsmål-svar bliver det til spørgsmål-spørgsmål«, forklarede han selv sin sky natur med, da han for nylig stillede op til en af sine yderst sjældne interview under filmfestivalen i Locarno, da han skulle modtage en ærespris for sit værk – selvom det blot tæller fem spillefilm og en håndfuld kortfilm.

Hvis man partout skal snakke om identifikation, ligger den for Carax nok snarere i retning af den frie, skabende ånd og det personlige kunstneriske udtryk.

Han er ikke for ingenting opflasket med film og fransk poesi, og i det timelange interview i Locarno afspejler han en ekstremt bred referenceramme samt et indgående kendskab til både film og litteratur - fra Céline og Melville til russisk poesi og den franske surrealist og filosof Georges Bataille.

Generationsportræt i sort-hvid
Men spoler vi tiden tilbage til begyndelsen, er det også makkerparret mellem poesi og film, der gennemsyrer hans imponerende debut, det tindrende sort-hvide generationsportræt 'Boy Meets Girl'.

Året er 1984, François Mitterand er i sit tredje regeringsår, mens en helt anden François, nemlig nybølge-instruktøren Truffaut, der sammen med Jean-Luc Godard groft sagt havde optegnet den franske film i de forgangne 25 år, tabte kampen til en svulst i hjernen på et hospital vest for Paris.

Den kunstneriske arena var med andre ord tom, og desperationen havde gjort sit første, store indtog og definerede sammen med punkbevægelsen den generation, der med ét følte sig i øjenhøjde med Carax.

Og med den utidssvarende kærlighedshistories subsistensløse helt, Alex (spillet af Denis Lavant, Carax' fra da af faste skuespiller), der vandrer hvileløst rundt langs Seinen i Paris i jagten på både kærligheden og et fast ståsted i tilværelsen. Begge dele forgæves.

Filmen var fyldt til randen med finurlig formvilje, ungdommelig udtryksiver og flittige referencer bagud i filmhistorien, fra underkendte film som Georges Franjus 'Judex' og Jean Epsteins 'Coeur fidèle' til klassiske instruktører som Alfred Hitchcock, Jean Vigo og Jean-Luc Godard.

Den rejse, Alex her begiver sig ud på, er den samme, som vi ser i alle Carax' efterfølgende film, nemlig en rejse ind i natten, der mere end nogen roadmovie snarere minder om den, der skildres i den store franske litteratur, fra Mallarmé og Baudelaire til Céline og førnævnte Georges Bataille.

Det er nemlig ikke en hvilken som helst nat, Carax lader sine fiktioner udspille sig i. Det er natten med stort N, som erkendelsesform og som jagten på den helt store rus. Når alt føles tomt, satser hans karakterer stort i tilværelsens spil i håb om at mærke bare et eller andet - også selvom det er med deres egen mulige undergang som største indsats.

Stor publikumssucces
Som en skalpel gennem modløsheden blev 'Boy Meets Girl' glimrende modtaget - og hurtigt udnævnt til et generationsportræt.

Blot to år senere fortsatte Léos Carax sit samarbejde med skuespilleren med det mildest talt mærkværdige ansigt, Denis Lavant, i deres anden film, 'Mauvais Sang', der var en slags 'Boy Meets Girl' i farver og med et mere glamourøst cast bestående af både Michel Piccoli og en meget ung Juliette Binoche.

Succeskarrieren kørte på skinner, også selvom Léos Carax på daværende tidspunkt endnu ikke havde optrådt offentligt eller givet nogen interview, hvilket havde sat en hel del gætværk i gang om, hvem der mon gemte sig bag det hemmelige alias.

Men forude ventede den film, der for alvor skulle gøre ham kendt i udlandet og cementere hans status i hjemlandet, 'De elskende på Pont Neuf', som måske er den af Carax' film, flest folk vil nikke genkendende til.

LÆS OGSÅGranddirektøren: Syrede Carax skal med hjem

Juliette Binoche og Denis Lavant spillede igen over for hinanden - som to hjemløse, der møder hinanden på Pont Neuf-broen i Paris, hvor de tilbringer en række tøjleløse parisiske nætter sammen.

Sin store succes til trods var 'De elskende på Pont Neuf' Carax' mest besværlige film at lave. Forud for optagelserne, der skulle foregå på den rigtige Pont Neuf-bro i Paris, der dengang var lukket pga. renovering, kom Denis Lavant ud for et uheld, der gjorde et nødvendigt at udskyde filmen.

Broen kunne nu ikke længere bruges og blev derfor genopbygget som kulisse for en ikke undselig ekstraudgift, men også den blev ramt af et uheld, da den blev blæst omkuld af en storm.

Da filmen efter fem år endelig stod færdig, var den også blevet ændret en del fra sit oprindelige udgangspunkt, og selvom det i dag er Carax' kendteste fim, er det stadig den, der er ældet med mindst ynde - og selv ikke den vanvittige fortælling om kugleskør kærlighed kan forhindre de kulørte kulisser i at fremstå en smule hule.

Tyve års ventetid
Den store publikumssucces til trods lykkedes det alligevel Carax at blive persona non grata i den franske filmindustri.

Rygter havde svirret om både hans besværlighed og om de enorme budgetoverskridelser, det kostede at realisere 'De elskende fra Pont Neuf'. Hvad årsagen end var, skulle der gå hele 21 år, før Carax igen trådte ind bag et kamera.

Det var med 'Pola X', hvor vi følger en kendt forfatter, der under pseudonym har bedrevet et succesrigt generationsportræt, men som i jagten på sin nye roman vender ryggen til sin vanlige hverdag og kommende brud for at rejse ud i natten med en ukendt pige, der pludselig dukker op og siger, at hun er hans fortabte søster.

LÆS OGSÅGranddirektøren: Kærlighed ved første desperate blik

Altså en ægte Carax-fortælling om udstødte, rodløshed og en lang erkendelsesrejse ind i natten, selvom han her for første gang tager afsæt i materiale, han ikke selv havde skrevet, nemlig Herman Melvilles roman 'Pierre eller flertydighederne'.

Titlen 'Pola X' refererer dels til forbogstaverne i den franske oversættelse ('Pierre ou les ambiguités'), dels til, at den endelige film var dem det er den tiende gennemskrivning.

Gæsteoptrædender
Men selvom Pola X er en af de stærkeste og mest personlige film i Carax' korte filmografi, blev hans annoncerede comeback rakket ned af den internationale presse, der ønskede, at han som en anden skomager var blevet ved sin læst - kulørte farver og skøre indfald. Har man en gang haft succes, kan det være svært at få lov at skifte stil.

Det måtte Carax sande, da han efter premieren igen endte som arbejdsløs filmskaber. I 13 år. Frem til i dag og 'Holy Motors'. I de 13 år var Carax' eneste flirt med film enkelte, mindre kortfilm eller gæsteoptrædener i små roller hos andre instruktører - som eksempelvis i Harmony Korines 'Mister Lonely'.

I 'Holy Motors' tager han publikum med ud på endnu en særegen rejse ud i den parisiske nat med Denis Lavant ved roret som Monsieur Oscar - et slags alter ego for Carax, der også selv har valgt at åbne filmen med en scene, hvor han iført nattøj undersøger væggene i et rum dekoreret med et kæmpe fotografi af en skov ved nattetide.

Kun de forreste træer kan skimtes, og bagved dem er kun natten. Her finder Carax en dør, som han åbner - ind til en film, der hurtigt skal vise sig at handle om natten og de drømme, vi drømmer i den. Ikke mindst drømme om, hvordan film kan se ud.

PolitikenPlus
  • Inside Llewyn Davis Musikalsk perle skrevet og instrueret af Coen-brødrene

    Pluspris 100 kr. Alm. pris 150 kr. Køb
  • Arvingerne Første sæson af DRs seneste drama succes om familieintriger og splid, når arven efter den rige kunstner Veronika Grønnegaard skal gøres op.

    Pluspris 350 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Gensynet Vinder af et hav af priser. Bl.a. Guldbaggen for årets bedste film i Sverige.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Mor & Søn Vinder af Bedste Film ved Guldbjørnen

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Fortiden Oscar-vinderen Asghar Farhadi er tilbage med endnu et syleskarpt og universelt menneskeligt drama med thrillerelementer.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb