Annonce
Annonce
Annonce
Film & tv

Den virkelige hovedperson i fransk films største succes fortæller den fantastiske historie

Hvordan føles det, når hele Frankrig griner over ens halvsørgelige situation i historien 'De urørlige'?

Gem til liste

Det er næsten uhyggeligt, så meget Philippe Pozzo di Borgo lyder som François Cluzet, skuespilleren, der spiller ham i filmen ’De urørlige’.

Både i stemmens afstemte leje og i den aristokratisk ophøjede tone, der på besynderlig vis stråler gennem sendemasterne hele vejen fra hans bopæl i Essaouira til Danmark.

Da jeg bemærker det, siger han: »Jeg siger også ofte til folk, at François Cluzet må være en vampyr, der har suget min personlighed til sig. Det er skræmmende!«, insisterer han, da jeg ler.

»Da min mindste datter på 5 år så ham i filmen, udbrød hun ’Far!’«, fortæller han med det humoristiske overskud, der er det mest påfaldende ved ham – i alt fald når man som undertegnede ikke kan se den kørestol, der i snart tyve år har været hans obligatoriske livspartner.

Et champagneliv
61-årige Philippe Pozzo di Borgos liv danner inspiration for den franske film ’De urørlige’, som med 12 millioner solgte billetter i hjemlandet er fransk films største succes til dato og den hidtil største ikke-engelsksprogede filmsucces i verden.

Pozzo di Borgo er ud af en gammel aristokratisk familie i Frankrig og er med egne ord født »med en sølvske i munden«.

LÆS OGSÅFeelgood-komedie scorer billige point med en overflod af ærlig charme

Han gik på de bedste skoler og havde en karriere som manager i champagnefirmaet Moët & Chandon, inden han blev direktør for Pommery, et andet stort fransk champagnemærke.

Et liv badet i berusende bobler og rigdom, med andre ord, ind til han blev ramt af en personlig ulykke, da hans første hustru blev alvorligt syg af kræft.

Han har senere offentligt spekuleret i, om han mon ubevidst forsøgte at påføre sig selv en smerte, der kunne være sammenlignelig med hendes, da han trodsede dårligt vejr og invaliderede sig for livet i en paragliding-ulykke.

Indlysende god historie
Philippe Pozzo di Borgo var 42 år, da han faldt og brækkede sin rygrad, og siden har han været tetraplegiker. Ubevægelig fra halsen og ned.

Tre år senere døde hans hustru, og Pozzo di Borgo sank ned i en altomsluttende depression, martret af sorg og stærke smerter.

Filmen om Philippe Pozzo di Borgo begynder netop da han var allermest nedtrykt og havde brug for en ny personlig hjælper.

Jeg afviste dem alle, fordi de ville behandle min historie trist og miserabelt

Philippe Pozzo di Borgo

I filmen er det den tårnhøje fransk-afrikanske Omar Sy, der træder ind og ændrer Philippe Pozzo di Borgos liv – i virkeligheden var det den småtykke fransk-algeriske Abdel Sellou, men effekten var den samme: nærmest fra det ene øjeblik til det andet gav Abdel Pozzo di Borgo nyt livsmod.

Philippe Pozzo di Borgo har beskrevet historien i bogen ’Du ændrede mit liv’, og flere filmfolk viste hurtigt interesse i den indlysende gode historie.

»Flere havde spurgt, og jeg afviste dem alle, fordi de ville behandle min historie trist og miserabelt. Men da Olivier Nakache og Eric Toledano kontaktede mig med intentionen om at behandle historien med humor, intelligens og kærlighed, gav jeg dem lov«.

Må man grine af en handicappet?
Det blev til ’De urørlige’, en film, der er overraskende fri i sin tone og giver publikum lov til at le af det ofte bizarre liv, man lever, når man er afhængig af andres hjælp.

Pozzo di Borgo ser ikke noget problem i, at det blev en komedie til trods for den tragiske historie, der ligger bag. Snarere tværtimod.

»Filmen er heldigvis både morsom og rørende, og komikken går jo begge veje«, siger han.

»Den handler jo om to mænd – Abdel og jeg – som begge har et handikap, henholdsvis et fysisk og et socialt (Abdel var kriminel og indvandrer fra de nederste lag af det franske samfund, red.). Så længe humoren tjener et godt budskab, generer det mig ikke, at publikum ler. Man kommer længere ved at le end ved at græde. Latteren forener os!«.

LÆS OGSÅ'De urørlige' har trukket 20 millioner franskmænd i biografen

I dag bor Pozzo di Borgo sammen med sin anden hustru Khadija og deres to adopterede døtre i Marokko, hvor klimaet er godt for hans helbred.

Abdel Sellou arbejder ikke længere for Pozzo di Borgo, men han bor i nærheden med sin familie og ernærer sig nu som fjerkræsfarmer.

Pozzo di Borgo siger, at Abdel er en del af familien og fortæller, at »vi sås så sent som i sidste uge«.

Ikke alt er virkelighed
Pozzo di Borgo har stadig den kørestol, som Abdel fik pimpet, så den kunne køre hurtigere end almindelige kørestole, hvilket er en af de mange morsomme scener i ’De urørlige’.

Vi var to udstødte, som fandt hinanden og gennem hinanden fandt lykken. Han var en rebel, jeg var uden forhåbning. Det var to slags ensomheder

Philippe Pozzo di Borgo

Jeg spørger ham, om alle scener i filmen er baseret på virkelige anekdoter og behøver end ikke sige, at jeg sigter til scenerne, hvor Philippe og Abdel lejer et par prostituerede og ryger sig skæve. Han ler lidt indforstået.

»Alt i filmen er ikke sandt. De prostituerede eksisterer ikke i virkeligheden. Ej heller scenen, hvor Omar Sy barberer François Cluzet og giver ham Hitler-overskæg. Men ordene og måden de omgås på, er ægte«.

Helvede er ensomheden
Da jeg beder ham beskrive sit venskab med Abdel Sellou, siger han:

»Det er ikke bare et venskab. Han hjalp mig gennem en svær tid, hvor alle ynkede mig – han var opmærksom og fuld af medmenneskelighed. Jeg skylder ham mit liv, simpelthen«, siger han og insisterer han på, at forholdet er mere ligeværdigt end man umiddelbart skulle tro imellem en aristokratisk, intellektuel milliardær og en kriminel indvandrer.

»Vi var to udstødte, som fandt hinanden og gennem hinanden fandt lykken. Han var en rebel, jeg var uden forhåbning. Det var to slags ensomheder«, siger han.

»Jeg havde ikke brug for medlidenhed, medlidenhed er håbløs«.

»Helvede er ikke de andre, helvede er ensomheden«, siger Pozzo di Borgo med en omformulering af Jean-Paul Sartres berømte ord.

»Abdel og jeg trøstede hinanden. Kender du den etymologiske baggrund bag ordet ’consoler’ (’trøste’ på fransk)?«, spørger han.

»Det vil sige at blive hel igen. Abdel og jeg gjorde hinanden hele igen. Og det er det, filmens egentlige budskab er: at vi er skrøbelige alle sammen, men at vi kan heles gennem venskab. Det tror jeg, mange kan identificere sig med«.

PolitikenPlus
  • Ernest og Celestine Fantastisk og prisbelønnet tegnefilm. Nomineret til en Oscar for bedste animationsfilm.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Oscarvinder Astronauterne Ryan Stone og Matt Kowalski er på en rutinemæssig rumvandring, da katastrofen rammer. Deres rumfærge tilintetgøres, og de er nu mutters alene i verdensrummet ? kun tøjret til hinanden.

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Rush Rush er et biografisk drama om formel 1 køreren Niki Lauda og om en sport, hvor der ikke er plads til fejl.

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Antboy 12-årige Pelle Nørhmann bliver ved et skæbnetræf bidt af en myre og opdager, at han har fået dens styrke og egenskaber.

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Sorg og glæde Nils Malmros har gennem en række film genskabt sin opvækst, barndom og ungdom og fortalt om forelskelsen i de uopnåelige piger.

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb