Annonce
Annonce
Annonce
Film & tv

Dokumentarfilm er blevet cool, og danskerne er med helt fremme i feltet

I dag er dokumentarfilmen en vidtfavnende og ikke mindst underholdende genre. Og de unge elsker den.

Gem til liste

Scenen er fra begyndelsen surrealistisk sat i den biografaktuelle, skamroste og danskproducerede dokumentarfilm ’The Act of Killing’.

I et syret, koloreret indonesisk landskab står en flok magtfulde indonesiske gangstere. Flere af de kraftige mænd er til lejligheden iklædt dametøj og vulgær læbestift.

Forbryderne synger. Med hele kroppen og galgenhumoristisk uprøvede stemmebånd fremfører de en form for musical, de sammen med filmens amerikanske instruktør, Joshua Oppenheimer, har skrevet over de folkemord, de samme mennesker ustraffet begik på omkring en million kommunistiske, kinesiske og homoseksuelle landsmænd, da Indonesien efter et kup i 1960’erne blev et militærdiktatur.

Er det en dokumentarfilm, når nu mange af scenerne er en slags ’genopførelser’?

Ja, det er det utvivlsomt. Men en ny tids dokumentarfilm.

Den berømte tyske instruktør Werner Herzog, som selv står for nogle af tidens mest barske, sære og tankevækkende dokumentarfilm, har sagt om ’The Act of Killing’:

»Jeg har ikke i de sidste ti år set så kraftfuld, surrealistisk og skræmmende en film«. Vel at mærke uden at skele til, om det er en dokumentarfilm eller en spillefilm.

’The Act of Killing’ fremviser et ellers ubeskrevet og traumatisk kapitel i indonesisk historie.

Folkemord.  Den biografaktuelle 'The Act of Killing' fortæller i et for dokumentarfilm nybrydende billed- og formsprog om 1960'ernes folkemord i Indonesien. Filmen tegner til at blive en af de helt store internationale succeser i 2013. Foto fra filmen

I et nybrydende filmsprog bliver fortidens massemord pludselig nærværende og umuligt at lukke øjne og ører for.

Joshua Oppenheimer har bosat sig i Danmark, hvor han har fået den danske producent Signe Byrge Sørensen med sig.

Filmprojektet, Oppenheimer har arbejdet på i syv år, er med Det Danske Filminstitut i ryggen på vej ud i verden.

Og ud i verden kommer ’The Act of Killing’! Filmen havde verdenspremiere som åbningsfilm på den 10. CPH:DOX-filmfestival i november, hvor den blev en populær vinder af hovedkonkurrencen.

LÆS OGSÅGenial dokumentar genskaber absurd folkedrab

Man behøver ikke kaffegrums for at spå ’The Act of Killing’ et stort år i 2013.

Filmen med kvalitetsstemplet Made in Denmark er allerede solgt til premiere i USA, og det skulle gå mærkeligt for sig, hvis ikke den vil høste en halv skov af internationale priser i det kommende år.

Større frihed
Set med danske øjne er noget af det bedste ved det hele, at ’The Act of Killing’ ikke er en enlig svale. Den er snarere et symptom på den eksplosive vækst i relevans og popularitet, dokumentarfilmen også i Danmark gennemgår i disse år.

Efter mange års forgæves tilløb tiltrækker den nu et langt større publikum i biograferne end tidligere.

Fra at være altovervejende domineret af den klassiske journalistiske dokumentarfilm, som typisk gjorde sig bedst på tv-skærmen, har dokumentarfilmen udviklet sig til en spraglet, vidtfavnende og ikke mindst underholdende genre.

Man fortæller nu ikke bare sin historie, men er på en helt anden måde opmærksom på, at skulle fortælle den gode historie. Verden er fuld af gode historier

Dorte Hygum Sørensen og Kim Skotte

Siden Michael Moore i 2002 med ’Bowling for Columbine’ beviste, at der er et potentielt stort publikum til dokumentarfilm, hvis man tænker publikum med i processen, er udviklingen gået hurtigt.

To ting har været afgørende for gennembruddet til det større publikum.

For det første har man i vidt omfang adopteret spillefilmens format og fortælleteknik. Nu bliver også virkelighedens film ’fortalt’ på 90 minutter og med brug af spændingskurver, stærke hovedpersoner, iscenesat billedsprog og alt til det dramatiske fag hørende.

For det andet har man også indholdsmæssigt tilladt sig helt andre friheder.

Man fortæller nu ikke bare sin historie, men er på en helt anden måde opmærksom på, at skulle fortælle den gode historie. Verden er fuld af gode historier.

Den elastiske sandhed
Masser af film konkurrerer om opmærksomheden. Skal man skaffe sig ørenlyd i mylderet, skal man gøre sig umage med, hvordan man fortæller.

Sandheden er på godt og ondt blevet en mere elastisk og mindre firkantet størrelse. Man rekonstruerer, genfortæller, iscenesætter, digter, animerer og bruger hele det dramatisk udtræk, som indimellem forståeligt nok må få mere traditionelle dokumentarister til at gnide sig i øjnene og ryste på hovedet.

Det utrolige er sket. Dokumentarfilmen er blevet cool og ikke mindst populær hos de unge. Prisen er, at dokumentarfilmen ikke længere på samme måde bliver betragtet som sandhedsvidne.

Dokumentarfilmen er ikke længere en rapport fra en gulvspand, men en rejse ud i den utrolige virkelighed.

Hjerneforskning.  Phie Ambos dokumentarfilm 'Free The Mind' om viden- skabelig undersøgelse af meditation foregår i USA, og der får den biografpremiere i foråret 2013. Også i Tyskland og bl.a. Polen får filmen biografpremiere. Foto fra filmen

Dokumentarfilm på fire hjul
Herhjemme har CPH:DOX og et initiativ som Dox-on-Wheels, hvor udvalgte dokumentarfilm kommer ’på turné’, været stærkt medvirkende til at udbrede interessen og kapre et helt nyt publikum.

I løbet af ti år er CPH:DOX blevet en af de mest toneangivende dokumentarfilmfestivaler.

Målet og midlet har hele tiden været at udvide grænserne for, hvad dokumentarfilm er og kan være.

LÆS OGSÅRørende dokumentar gør hjernen til en god ven

Politiske guerillareportager, koncertfilm, kunstfilm og eksperimentalfilm er alle udsprunget af den gode gamle ting, de kalder virkeligheden, men har ikke nødvendigvis meget tilfælles med den traditionelle opfattelse af begrebet dokumentarfilm.

Men selvfølgelig handler det ikke kun om at gøre sig selv mere lækker end dokumentarklicheen om et fuldskæg i parkacoat på social reportage blandt Vesterbros narkomaner.

Dokumentarfilmens succes afspejler til dels en krise i spillefilmen. Når først dokumentarfilmen begynder at fortælle lige så bevidst om sine virkemidler som spillefilmene, får dokumentarfilmen en fordel forærende.

Rigtige mennesker
Virkelighedens personer er ofte mere spændende end fiktionens skrivebordsvæsner.

En film som ’Searching for Sugarman’ om den amerikanske musiker og outsider Rodriquez river folk med, fordi det er umuligt at sidde uberørt af ham og hans skæbne.

En glemt musiker og frihedselskende idealist, som uden selv at vide det havde været et pejlemærke og samlingspunkt for unge sorte og hvide i Sydafrikas apartheidhelvede. Sikken skæbne!

Når det i så mange spillefilm er svært at engagere sig tilsvarende i hovedpersonens skæbne, er det, fordi det skinner igennem, at hovedpersonen er en konstruktion undfanget ved et skrivebord.

Havde Rodriquez været fiktion, havde man nok følt, at dén skulle man længere ud på landet med!

Snart sagt hver anden spillefilm klamrer sig til besværgelsen ’baseret på en sand historie’.

Men det gør sjældent en forskel. Her kan dokumentarfilmen noget andet. Hvis historien bliver fortalt på den rigtige måde, er det simpelthen svært at sidde et rigtigt menneske overhørig.

Realiteter og reality
Det er måske sådan, at vi efterhånden lever så meget på de sociale netværk, at virkeligheden har fået lidt samme status som en eftertragtet luksusvare. Jo mindre der er af den, desto mere higer vi efter den.

Realityunderholdning har haft en sejlivet popularitet.

Men disse programmers iscenesatte akvarievirkelighed har ikke meget med den ægte vare at gøre.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at kulturens epicenter i disse år befinder sig, hvor virkelighed og fiktion mødes og brydes. Det gælder litteraturen, hvor Knausgård er den nye profet; det gælder teatret, hvor Breivik er sæsonens sensation; og det gælder på film, hvor dokumentarfilmen buldrer frem. Virkeligheden er in.

LÆS OGSÅFestivalgæster foretrækker de danske film

Ikke mindst de unge har taget dokumentarfilmen til sig. Det sker ikke mindst i det naturlige forum, små og store virkelighedsfilm finder på YouTube og andre steder på nettet. Facebook er det delte liv, og med håndholdte mobiltelefonkameraer er det at lave dokumentarfilm blevet allemandseje uanset baggrund og kvalifikationer.

Virkeligheden byder sig til i små attraktive lunser overalt på nettet. Hvor unge måske før undertrykte en uhøflig gaben ved ordet ’dokumentarfilm’, er det nu de unge, der tegner publikummet på CHP:DOX.

Ca. 25 procent af seerne til DR 2’s ugentlige visninger af dokumentarfilm på Dokumania er mellem 15 og 35 år. Og det er ungt!

Munkeprotest.  'Burma VJ' fra 2008 med reportager fra det lukkede land er instrueret af Anders Østergaard og har modtaget utallige internationale priser. Optræder ofte på lister over verdens bedste dokumentarfilm. Foto fra filmen

Danmark i front
Dox-bølgen er international. I år oplevede man således i Sverige, at de fem bedst anmeldte svenske långfilm havde én ting til fælles. De var alle dokumentarfilm.

Men Danmark lader ikke Sverige noget efter og er i front internationalt. Dansk dokumentarfilm er i langt højere grad end den danske spillefilm ’på færde’ internationalt.

’The Act of Killing’ og ’Queen of Versailles’ er danskproducerede. Danske dokumentarfilm og -instruktører bevæger sig frit rundt i verden.

’Free The Mind’ i USA, ’Into Eternity’ i Finland, ’Ambassadøren’ i Liberia og Den Centralafrikanske Republik, ’Armadillo’ i Afghanistan, ’The Good Life’ i Portugal og ’Tyveriet af Afrika’ i Zambia, ’Mercy Mercy’ i Etiopien osv.

LÆS OGSÅDansk Burma-dokumentar høster priser i New York

Den danske dokumentarfilm, som tidligere var meget lokal i sine problemstillinger og en overgang var stærkt optaget af indersiden af de filmskoleuddannede instruktørers egne navler, er nu gudskelov i høj grad blevet udadvendt, nysgerrig på verden og dybt engageret i den.

Hvis dansk dokumentarfilm kan opsummeres med ét slogan netop nu, så er det, at virkeligheden kan være lokal, men at synet på den ikke er provinsielt.

Dog ligger det provinsielle stadig på lur som en kratlusker i støttesystemet.

Det danske filmstøttesystem er nu konstrueret på en måde, så man helst både skal have opbakning fra instituttet og en tv-station.

Det Danske Filminstitut er ikke blegt for at tænke internationalt. Overalt i verden betragter man det danske støttesystem for dokumentarfilm som second to none. Med de svagheder som ethvert støttesystem nok altid vil have.

Adoption.  I morgen viser TV 2 Katrine W. Kjærs dokumentarfilm 'Mercy Mercy' med undertitlen 'Adoptionens pris'. I den forløbne uge har filmen gjort sig bemærket på verdens vigtigste dokumentarfilmfestival, IDFA i Amsterdam. Foto fra filmen

Tv-stationernes rolle
Men tv-stationerne insisterer i højere grad på at fastholde den danske vinkel. Det har i flere tilfælde ifølge danske producenter og instruktører gjort det svært at få realiseret spændende ideer, hvis filmene udspiller sig uden for Danmarks grænser.

Et lidt andet eksempel er den aktuelle og debatskabende adoptionsfilm ’Mercy Mercy’. Filmen varer 90 minutter, men versionen, TV 2 viser i morgen, varer 52 minutter.

Det er en voldsom beskæring af en film, hvor navngivne menneskers skæbne står på spil. Mon det er den afrikanske side af historien, der er blevet skåret ud?

LÆS OGSÅNy film rejser hård kritik af DanAdopt

At dansk tv kræver danske vinkler, er i en globaliseret tidsalder et udtryk for et forældet og provinsielt kultursyn.

I dag slutter den store dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam. Ikke færre end 9 danske dokumentarfilm var i år udtaget til verdens vigtigste dokumentarfilmfestival. ’Mercy Mercy’ og ’The Ghost of Piramida’ om og med det danske orkester Efterklang er begge nomineret til en pris.

Faktisk er der så mange gode danske dokumentarfilm på banen i øjeblikket, at de da godt kunne lave en hel festival nede i Holland, hvor hovedprogrammet kun bestod af danske kvalitetsfilm!

PolitikenPlus
  • Mad Men - Sæson 7 pt. 1 1. del af 7. sæson af den ekstremt populære serie.

    Pluspris 260 kr. Alm. pris 300 kr. Køb
  • Gloria Prisbelønnet chilensk film emd en forrygende Paulina Garcia i hovedrollen.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Fortiden Oscar-vinderen Asghar Farhadi er tilbage med endnu et syleskarpt og universelt menneskeligt drama med thrillerelementer.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Hobbitten 2 Fra den Oscarvindende instruktør Peter Jackson kommer nu ?Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark?, som er den anden film i trilogien baseret på J.R.R. Tolkiens populære mesterværk ?Hobbitten?.

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Don Jon Prisbelønnet og anmelderrost alternativ komedie.

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb