Annonce
Annonce
Annonce
Film & tv

Gys og gru: Her er anmeldernes Hitchcock-favoritter

'Psycho', 'Fuglene' eller 'Vertigo'? Vi anbefaler de bedste Hitchcock-film.

Gem til liste
Politiken synes

Hitchcock

15. januar - 27. marts

Kim Skotte: Noth by Northwest
Hatten af for geniale ’Vertigo’, men ’Menneskejagt’ er Hitchcockfilmen, jeg bare ikke kan stå for og aldrig bliver træt af. Den er hans mest indtagende film. Spænding for spændingens skyld og en opvisning i charme, timing og kontant suspense. En romantisk action-fromage, der aldrig er tæt på at klaske sammen.

Elegante Cary Grant er på toppen i rollen som den stakkels reklamemand Roger O. Thornhill, der bliver hvirvlet ind i en farlig bunke dramatik, da han forveksles med en spion og anklages for at have likvideret en FN-diplomat. Snart må han halse af sted ind over det amerikanske kontinent forfulgt af såvel politiet som af nogle seriøst slemme skurke med James Mason i spidsen. Cary Grant og James Mason i samme film. Kan det blive mere stilfuldt?

LÆS OGSÅAnthony Hopkins er skræmmende god som Hitchcock

Thornhills trøstpræmie for at måtte løbe spidsrod er ikke at kimse ad. Eva Marie Saint var en af Hitchcocks yndlingsblondiner. Hun kunne matche Cary Grant på elegancen og er selvfølgelig slet, slet ikke til at stå for som den køligt sexede Eve Kendall.

Berømt for sin seksuelle symbolik er scenen, hvor nattogets penis smutter ind i den vaginale tunnels mørke, netop som Helten og Heltinden skal gå til makronerne. Lyset slukkes i det afgørende øjeblik i en diskret gestus, der er langt mere suggestiv, end den er blufærdig.

Scenerne, hvor Thornhill forfølges af en ondsindet flyvemaskine, mens han flygter igennem en majsmark og filmens klimaks klatrende farefuldt rundt på Mount Rushmores præsidentielle stenansigter, er blevet efterabet i utallige actionfilm siden. Det er da også spænding på højt plan, men dybest set er det jo ikke derfor, jeg genser ’Menneskejagt’.

Åh, diskret sex i nattog! Åh, Cary Grants retoriske ukuelighed med luft i jakkesættets bukseben og pressefolder ingen skurk kan knægte! Alt det slemme må bøje sig for den kvikke repliks ukuelighed og klippebordets magiske snuptag.
Ikonisk.  Foto fra filmen

Søren Vinterberg: Strangers on a Train
Grundlæggende i vores fascination af gøgl, tivoli og andre karnevalistiske forlystelser er anonymiseringen: Jeg er ikke mig, jeg er maskeret eller viljeløst offer for større kræfter. Den blå vogns fart eller karrusellens centrifugalkraft. Identitetstab og tab af kontrol, også i befriende forstand: ansvarsfralæggelse, frigørelse fra overjegets disciplinering af det’ets driftsstyring, i freudiansk terminologi. Som Hitchcock leger så virtuost med i ’Strangers On A Train’ (’Farligt møde’).

I et almindeligt tog møder tennisspilleren Guy (Farley Granger) den charmerende psykopat Bruno (Roger Walker), som ved, at Guy vil skilles fra sin kone for at blive gift med en senatordatter og selv gå ind i politik. Men konen vil ikke slippe ham, så Guy »kunne kvæle hende«, siger han selv. Bruno vil til gengæld gerne slippe af med sin far, som han hader ubændigt – i sandhed freudiansk, ødipalt. Hans forslag til Guy lyder: Lad os bytte mord!

LÆS OGSÅHitchcocks første film er fundet på New Zealand

Guy vil selvfølgelig ikke – hans overjeg fungerer endnu. Men Bruno går ufortrødent i gang – med al Walkers drengede, netop umodne charme. Snart er Guys unævnelige ønske opfyldt, hans vulgære og egoistiske kone kvalt, om end med Brunos hænder, som vi har set hans lovlig højt elskede mor manicurere.

Da Guy stadig nægter at ’kvittere’, står kampen på liv og død mellem (Brunos) driftsberuselse og (Guys) disciplinering. Også en social kamp om at skubbe ansvar og skyld over på andre i den afsluttende karruseltur. Den enes offerdød, såmænd, som skænker den anden livet.

Kærlighedstunnelen, tenniskampen, karrusellen og Guys lighter som bevismateriale bliver for altid stående i erindringen som Hitchcocks geniale visualisering af katolske Patricia Highsmiths romanforlæg om ’syndsforladelse’ via den perfekte forbrydelse. Hos hende bliver begge ’byttemord’ begået, men at den pæne mand nærer samme ønske som den skøre, er i dén grad også Hitchcocks egen pointe: Vi er alle potentielle mordere.
Togtur.  Foto fra filmen
SophieEngberg Sonne: Rear Window
Rear Window’ er en filmisk fornøjelse på usædvanlig mange niveauer. Filmen fortæller historien om pressefotografen Jeffries (James Stewart), der har brækket benet og derfor har sit udsyn begrænset til den baggård, han bor i, i New Yorks West Village.

Af kedsomhed, som resultat af solstik i hedebølgen eller slet og ret ved hjælp af skarpsind får han færten af, at der er begået et mord i en lejlighed overfor, og da først han får overbevist sin kæreste Lisa (Grace Kelly) om det, udvikler filmen sig fra rene voyeuristiske betragtninger til suveræn suspense.

Kun en enkelt gang forlader kameraet lejligheden, ellers er ’Rear Window’ begrænsningens kunst, når det kommer til synsvinkel, men ren overdådighed i alle andre henseender. »A purely cinematic film«, som Hitchcock selv kaldte den.

LÆS OGSÅ Hitchcock: 'Psycho' var en vits

Manuskriptet er muligvis et af Hitchcocks allerbedste; dialogen er skarp, fortællingen renset for alle unødvendigheder. Første del etablerer Jeffries’ ubevægelighed, anden del handler om, hvad han ser, og tredje del om, hvordan han reagerer på sine opdagelser. James Stewarts rolle er en forlængelse af filmseeren; han – og vi – nyder det intime kig ind i andre menneskers privatliv, vi er alle Peeping Toms, der stjæler et sultent kig ind gennem vinduet hos hinanden.

Hitchcock bruger sin veludviklede identifikationsteknik til at få os til at håbe, at Jeffries får ret i sin mistanke, selv om de fleste af os normalt ikke ønsker, at en mand skal have myrdet sin hustru, og da en detektiv finder et alibi for kvindens fravær, ærgrer man sig som seer og ånder først lettet op, da mistanken igen styrkes.

Dermed stiller filmen sig på tilskuerens side i vores moralsk set underlødige længsel efter underholdning og tilfredsstillelse. Et greb, instruktøren Michael Haneke også har benyttet i filmen ’Funny Games’. Fornøjelsen ved dette, dialogens skarpe vid, Grace Kellys uendelige elegance og filmens musikalske montage løfter filmen ud af sin efterhånden høje alder og holder den evigt ung.

Lurer.  Foto fra filmen

Bo TaoMichaelis: Vertigo
Selv om hans navn ofte nævnes i bøger om film noir, drejede Alfred Hitchcock sandt at sige kun en eneste rigtig af slagsen. Nemlig ’Vertigo’. Den havde premiere i 1958, blev et flop, så mesteren trak den ud af cirkulation i rigtig mange år.

Langt senere, da den endelig blev sat fri og set på med andre øjne, forvandlede den sig til hans dybeste, mest komplicerede, mest fascinerende, dragende og mest omdiskuterede. Hvor alle der kommer med en fortolkning faktisk gør filmen mere rig og fascinerende. Mere overbevisende seværdig med den åbenbare sandhed; denne film bliver du aldrig færdig med.

Som film noir er den unik og sublim. Både klassisk og original, skelsættende og anderledes med sit bidrag til genren. Den har for så vidt en stereotyp historie for denne: En detektiv får til opgave af en klient, i det her tilfælde en god ven, at skygge dennes hustru.

LÆS OGSÅAnmelderne: Stærkt spil, men 'Hitchcock' skuffer

Hun er besat af en gådefuld afdød kvinde, men det kunne lige så godt være en maltesisk ridderfalk eller en anden sagnomspunden skat. Hustruen får et forhold til sin detektiv, hvor meget og hvor intimt antydes anelsesfuldt. Men detektiven forelsker sig inderligt. Så dør hun under foruroligende omstændigheder, sagen afsluttes som selvmord. Senere ser detektiven i byen en pige, som ligner den afdøde.

Nu begynder han fanatisk og neurotisk at restaurere denne nye kvinde til på en prik at ligne den døde eneste ene. Dette får fatale konsekvenser. Uden at røbe for meget for den, som aldrig har set dette mesterværk, kommer han på sporet af en forbrydelse, han ikke havde anet før. Men som latent har fået ham til at brænde alle broer bag sig, også pigen, som han burde elske, og politiet, som han burde tjene.

At filmen hedder ’Vertigo’, højdeskræk, betyder på det plan hans angst for at bryde den sidste bro, det forgangne. Begynde forfra som en fri mand over for en virkelig kvinde i nuet og ikke en anden falsk fra fortiden. Men så ringer postbuddet for anden gang.

Indrømmet, mit resume er groft og kort. Med den pointe at handlingen giver ekko af andre mesterlige film noirer om svigt, kærlighed og venskab: Billy Wilders ’Double Indemnity’, Jaques Tourneurs ’Out of The Past’ og Robert Altmans udgave af Raymond Chandlers ’The Long Goodbye’.

Om mænd, der tror, at de bemestrer deres omverden, ikke mindst de kvinder, der er i den, men må sande, at skæbnen er en skælm og slet ikke deres egen. James Stewart var aldrig mere en nørdet antihelt end her, en håbløs, sentimental snushane. Kim Novak var aldrig smukkere.

I Hitchcocks hænder en enigmatisk elverpige i sin elskers og andre mænds hensynsløse spind. Skurken for det hele, spillet underdrejet af Tom Helmore, forråder sin ven James Stewart, mens denne svigter sin egentlige kæreste, Barbara Bel Geddes, den hjertensgode kvinde, som aldrig har noget at vinde i nogen som helst film noir. Men det har filmens femme fatale ej heller her i filmen.

Hvad enten Kim Novak er hustruen Madeleine eller elskerinden Judy, så er det filmens særegne dobbeltgængermotiv, at kvinden som bødlens håndlanger også er hans sidste offer. I den betagende by San Francisco, filmens mennesketomme, mystiske dødeby, fotograferet af Robert Burks i douce farver, svøbt i Bernhard Hermans sfinksagtige score. Mageløst og siden aldrig glemt.

Vertigo.  Foto fra filmen

Michael Bo: Fuglene
Hektisk flaprende vinger og et kaudervælsk af skingre skrig – har man én gang set ’The Birds’ (1963), vil der altså sidde en lille fuglefobi tilbage i systemet, fast forankret.

Men det var først som rigtig voksen, at filmens egentlige lyksaligheder gik op for mig. Inden havde den altid stået i skyggen af mere indlysende kunstneriske præstationer som ’Berygtet’ eller ’Vertigo’, men da først ’Fuglene’s sofistikation og filmiske dybder gik op for mig, var jeg solgt. Indtil videre for evigt.

Den handler om en blond, ironisk velhaverpige, der kører op til fredelige Bodega Bay for at aflevere en practical joke i form af to kærlighedsfugle på dørtrinnet hos en mand, der er på weekend hos sin mor, den mest interessante af Hitchcocks besidderiske mødre. På vej derop vugger de to grønne fugle musikalsk frem og tilbage på pinden i buret, mens bilen tager hårnålesvingene.

LÆS OGSÅNy film: Hitchcock var sexgal og hævngerrig

Den første fjendtlige fugl viser sig efter 24 minutter, og mandens mors kyllinger vil ikke tage føde til sig. Ikke just et af de sikreste tegn i den hellige bog på apokalypsens komme. Først efter 50 minutter kommer det dybt skræmmende, tilsyneladende velorkestrerede masseangreb på børnene ved fødselsdagsfesten, og begynder naturen ellers at gå amok.

Og det ornitologiske tema følges til dørs, diskret og drilsk, og vel at mærke uden nogen færdigtygget analyse som den, der ender med at agterudsejle en ellers perfekt film som ’Psycho’. Her får vi intet svar, ingen forsikringer om, at mareridtet slutter sammen med filmen. Den slutning, man oprindelig havde skrevet, men ikke filmede, var entydigt håbefuld.

Den logik, hvormed billederne i ’Fuglene’ følger efter hinanden, nært, halvnært, total, er som Mozarts i ’Jupiter’-symfonien, på en gang flydende, velkendt og stimulerende. Film- og fortælleteknisk angav ’Fuglene’, hvor langt menneskeheden var nået inden for mediet, og ikke et billede, ikke et klip, ikke en blikretning er galt bedømt. ’Fuglene’ blev Hitchcocks sidste mesterværk.

Henrik Palle: Psycho
Der en god portion moralisme i Alfred Hitchcocks fortolkning af Robert Blochs roman om hotelportieren Norman Bates og hans trættekære mødrene ophav. For set ud fra et rigoristisk 1950’er-normsæt er Marion Crane jo sådan set selv ude om, at det går hende, som det gør:

Hun har stjålet fra sin arbejdsgiver; hun har uden mandligt selskab tjekket ind på et tvivlsomt motel og har dér til og med indladt sig på en slags date, inden hun viser sig i undertøj for filmens tilskuere.

Så da hun i løbet af den tre minutter lange knivstikkerscene i brusebadet – som i øvrigt omfatter op mod 80 forskellige kameraindstillinger – bliver myrdet noget så eftertrykkeligt af en kvindelignende skikkelse, er det sådan set blot den moralske veksel, der forfalder til indfrielse.

Og siden har hundred- for ikke at sige tusindvis af unge kvinder måttet betale den samme pris for deres løsagtighed i alskens teenage-slashers. For sådan er Loven i den ødipale gyser, som ’Psycho’ er det fineste eksempel på: Giver man sig seksualiteten i vold uden den store Andens udtrykkelige positive sanktion, falder hammeren; hvad enten det er Fadernavnet eller Moderskabets symbiotiske relation, man symbolsk sætter sig ud over.

Norman Bates, den neurotiske mandlige hovedperson, bakser med sit forhold til moderen, men lader det udarte til såvel tvangsmæssig undertrykkelse som dødelig identifikation.

Fordi han ikke er i stand til at frigøre sig fra sin moderbinding, kan han heller ikke rette sin voksne seksualitet mod en ligeværdig kvindelig partner; og derfor falder overjegets hammer prompte i skikkelse af en velsleben køkkenkniv.

Når man som voksen aldrig for alvor har sat sig ud over den symbiotiske relation med moderkroppen, vil en trussel mod mor-barn-relationen antage karakter af dødstrussel, hvilket selvsagt afføder en voldsom reaktion. My heart belongs to (a) mummy. ’Psycho’ er et morbidt mesterværk.
'Psycho'.  Foto fra filmen

PolitikenPlus
  • Breaking Bad - Bokssæt - alle sæsoner Alle sæsoner af den prisbelønede serie samlet på 21 dvd'er i én boks

    Pluspris 650 kr. Alm. pris 800 kr. Køb
  • The Secret Life of Walter Mitty Ben Stiller spiller hovedrollen som Walter i denne komiske bearbejdelse af James Thurbers novelle.

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Oscarvinder Vinder af 3 Oscars. Bl.a. for bedste mandlige hovedrolle og bedste mandlige birolle

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • House of Cards - sæson 2 2. sæson af David Finchers glimrende serie med aldeles skrupelløse Francis Underwood i skikkelse af Kevin Spacey.

    Pluspris 250 kr. Alm. pris 350 kr. Køb
  • True Detective - sæson 1 Forrygende syret krimiserie om de to politifolk Rust Cohle og Martin Hart

    Pluspris 250 kr. Alm. pris 300 kr. Køb