Annonce
Annonce
Annonce
Film & tv

Jørgen Leth: »Jeg stopper, når jeg styrter«

Nogen afslutning på arbejdet ser Jørgen Leth ikke for sig. Helst vil han fortsætte til det sidste. Rædselsscenariet er at komme til at visne hen.

2
Gem til liste

Det var efter jordskælvet i Haiti i 2010, at det begyndte at blive svært at undslå sig for alderens slid.

Siden slutningen af 80'erne havde han betragtet landet som sit andet hjem. 12. januar 2010 om eftermiddagen fik han et chok, da et jordskælv i bogstavelig forstand rev jorden væk under fødderne på en nation, dræbte flere hundredtusinder mennesker og ødelagde blandt andet den danske forfatter og filminstruktørs lejede hus og ejendele.

LÆS OGSÅJørgen Leth: Endelig kommer oprøret fra instruktørerne

Den eneste ting, han fik med sig fra huset i Jacmel i det sydlige Haiti, var sin bærbare computer.

Nu er der gået mere end tre år. Jørgen Leth bor stadig mere end halvdelen af året i Haiti. I øjeblikket er han i Danmark. Til sommer skal han tre uger til Frankrig for at kommentere Tour de France for TV 2, som han har gjort det i adskillige år.

For tiden optræder han som foredragsholder om cykelsport, med jazz'n'poetry og som digtoplæser foruden at tale om sin helt nye film, 'Jeg taler til jer - John Kørners verden'.

Katastrofens eftervirkninger
Uanset hvor han er, synes der at være et skel i hans liv før og efter jordskælvet. Jørgen Leth er hverken døende eller syg. Han er langtfra holdt op med at arbejde.

Jørgen Leth

Blå bog

Forfatter, filminstruktør, journalist, cykelkommentator, foredragsholder m.m. født 14. juni 1937 i Aarhus.

Læste litteratur, inden han blev journalist i 1959 ved først Dagbladet Aktuelt ogsiden Politiken.

Debuterede som forfatter i 1962 med digtsamlingen 'Gult lys'.

Har skrevet 25 bøger, senest 'Hvad er det nu det hedder' (digte, 2011) og 'Et hus er mere end en ting' (3. bind af selvbiografi, 2012).

Debuterede som filminstruktør i 1963 med 'Stopforbud'. De seneste af hans 45 film er 'Det erotiske menneske' (2010) og 'Jeg taler til jer – John Kørners verden' (2013).

Leth medvirker på flere spoken words-album, herunder 'Vi sidder bare her' (2008) med Mikael Simpson og Frithjof Toksvig.

Han bor nu i Haiti. Han har tre ægteskaber bag sig og har de voksne børn Asger, Karoline, Kristian og Tomas.

Men naturligvis ved han, at han er fyldt 75 år, og efter jordskælvet er der sket noget med ham, han ikke kan lukke øjnene for:

»Jeg har altid skrevet meget hurtigt på computeren. Med to fingre. Inden jeg går i gang, er der hver gang en kæmpe modstand at overvinde. Når jeg først er i gang, så kører det. Men siden jordskælvet har jeg så haft det praktiske problem, at jeg laver masser af slåfejl. Det skyldes jordskælvet, har jeg fået forklaret af lægen. Det er selvfølgelig en trøst, at der er en årsag, men det gør det jo ikke nemmere. At jeg hver gang skal tilbage i teksten for at rette igennem«, siger han.

Også korttidshukommelsen er blevet ringere efter jordskælvet ikke blot hos Jørgen Leth, men tillige hos hans haitianske venner.

Sammen betyder eftervirkningerne af katastrofen og den naturligt stigende alder, at der er nogle kendsgerninger at se i øjnene.

Også for Jørgen Leth, der ellers stadig med sine mange optrædener i Danmark og i udlandet her i foråret har et dags- og aftenprogram, man godt kan blive forpustet af at forestille sig, selv om man er et par årtier yngre.

»Det er ikke nyt for mig, at jeg har mange aftaler, når jeg er i Danmark, og at jeg helst kun har et arrangement hver anden dag for så at holde en pause. Men det er mere udpræget nu, at jeg kan mærke, at jeg skal passe på med ikke at bruge mig selv op. I den kommende tid er der dage, hvor jeg har to arrangementer på en dag, og det er for meget for mig. Det bliver meget kompakt«.

At komme til sig selv
Skjorten er rød- og hvidternet og hænger løst omkring livet. Over den har Jørgen Leth en mørkeblå habitjakke. Foran ham på bordet i café Det Vide Hus står en caffelatte. Klokken har lige passeret 14.

Jørgen Leth har allerede været her i cafeen en gang før i dag. Når han vågner i den lejelejlighed, han bor i under sit ophold i Danmark, tager det ham halvanden times tid at komme i gang og udføre rutinen med at spadsere til Det Vide Hus for at indtage kaffe, morgenmad og dagens aviser.

LÆS OGSÅForskere tager et opgør med Jørgen Leths 'manglende' dæmoner

I dag er Politiken udeblevet. Til nogen irritation og forundring hos stamgæsten i Det Vide Hus. Når man som Jørgen Leth indretter sig efter og hviler i sine rutiner, er det ubehageligt at få dem brudt.

»Jeg er ret deprimeret om morgenen, når jeg vågner, og kan synes, det er umuligt og uoverstigeligt at foretage mig noget. Jeg er i det hele taget langsom. Det er ikke en hurtig sætten i rækker og geled, jeg kan byde på. Det er langsomheden. Den sanselige overvejelse. Eftertænksomheden. Betragtningen. I stedet for en hurtig reaktion. Og det bliver mere udtalt med alderen. Det kan jeg godt mærke«, siger han i et faktisk også lidt langsomt tempo med den karakteristiske stemmes smagen på enkelte udstansede ord.

Når han først er i Det Vide Hus, bruger han sædvanligvis lang tid på at læse avis. Politiken læses fra den ene ende til den anden. International Herald Tribune undersøges i dybden.

Foto:  Jacob Ehrbahn

Imens skal man ikke forstyrre Jørgen Leth:

»Jeg vil ikke snakke med nogen, mens jeg overvinder min modstand mod at få dagen i gang. Jeg er også meget imod, hvis jeg sidder med avisen, og folk forventer, at jeg afleverer en del af den. Så bliver jeg tosset. For jeg har brug for den og for at sidde i fred. Bare for at komme i live. Kender du det?«, spørger han.

Et interview med Jørgen Leth udvikler sig hurtigt til næsten lige så meget at være en samtale som at være en situation, hvor den ene spørger og den anden svarer. Hyppigt spørger han interesseret til den, han i dag drikker en kop kaffe med på Det Vide Hus. For så at fortsætte, hvor han slap:

»Det er det samme i Haiti. Der skal jeg også have den morgenstund for mig selv, hvor jeg har lang tid til at vågne. Og hvor jeg ikke tager computeren med på café, fordi jeg ikke vil sammenblande tingene. Og for ikke at skulle være for nyttig. Det gider jeg ikke at være: for nyttig«.

Nære venskaber

I denne omgang kom han til Danmark i begyndelsen af april og bliver til efter Tour de France.

Det er tid nok til at være tæt og ofte sammen med de fire børn: filminstruktøren Asger, filmproduceren Karoline, musikeren, forfatteren og reporteren Kristian og Tomas, der har et stort talent som fotograf. Siger hans far. Der med glæde og stolthed kan iagttage, at børnene har valgt kreative fag.

Et sommerhalvår i Danmark er også længe nok til at se nogle af de venner og kolleger, der har fulgt hans liv og omvendt igennem mange år. Han er ikke ensom i Danmark.

Vennerne er, siger han og tænker sig om for at huske at få de fleste med i sin opremsning, ikke mindst produceren Marianne Christensen, som ofte dukker op i Jørgen Leths bevidsthed.

Hun er en af hans nærmeste fortrolige. Det er Marianne, som i London har købt en blødt læderindbundet notesbog med initialerne 'JL' til ham, så han deri kan fortsætte sin teknik med at skrive alt fra udbrud og telefonnumre til digtlinjer, ideer og strøtanker ned på den collageagtige måde, han har gjort det i årevis.

Hvad man kunne iagttage i en montre på Kunstforeningens retrospektive udstilling 'Mit navn er Jørgen Leth' sidste år.

Foto:  Jacob Ehrbahn

Marianne var også til stede hos ham i Haiti under jordskælvet. Det var hende, som sidste år først mindede ham om, at han havde 50-års jubilæum som forfatter, og som i år har kunnet gentage en jubilæumslykønskning – der er nu gået 50 år, siden Leths første film 'Stopforbud' havde premiere.

Adspurgt siger han, at jubilæerne ikke betyder andet for ham, end at de er et tal.

»Jeg er mest forbløffet over, at det virkelig er 50 år. Det er svært at forstå. Derudover har jeg været glad for alle de retrospektive visninger, der har været af mit værk i de senere år. Næsten hvert år sker det et eller andet sted i verden. Det er jo ikke mig, der skal sige det, men jeg synes jo, at mit værk på en eller anden måde hænger sammen. Så jeg nyder, når det kan ses i sammenhæng«.

Et sammenstyrtet hus

Allerede inden jordskælvet i Haiti oplevede Jørgen Leth en rysten om ikke i værkernes sammenhæng, så i hvert fald i sit image.

I 2005 vakte en nedskrevet fortælling om hans forhold til sin på det tidspunkt purunge haitianske kæreste manges forargelse. Beretningen var trykt i første bind af hans selvbiografi, 'Det uperfekte menneske'.

Lige så mange bakkede dog Jørgen Leth op. Gjorde den ubehagelige proces ham på nogen måde godt, så var det ved at give ham et større yngre publikum.

LÆS OGSÅJørgen Leth raser over filmkonsulents 'buzzwords'

Jordskælvet var et næsten ubeskriveligt chok. Selvfølgelig også for hans haitianske venner. Blandt andre hans ven og tidligere assistent Beleque, der altid venter ham, når han efter den europæiske sommer kommer tilbage til det kaotiske land.

Det var Beleque, som reddede Jørgen Leth ud af hans styrtende hus under jordskælvet. Beleque er en af de haitianske venner, der ikke forstår, hvorfor danskeren ikke har fundet sig et nyt hus i Jacmel ved landets sydkyst. Men det kan han ikke. I hvert fald ikke endnu, siger han:

»Det var en slags lykketilstand at bo i det hus og at have det som en base. Den tilstand blev brudt med jordskælvet. Et hus, der falder sammen, er altså en alvorlig oplevelse. Inde i hovedet. I dag bor jeg i det nordlige Haiti. Jeg kan ikke bo i Jacmel mere. Det er for svært. Emotionelt«.

Foto:  Jacob Ehrbahn
Når man bliver ældre, begynder nogle af ens kære også at dø omkring en. I de senere år har Jørgen Leth været til begravelser i Haiti et par gange. Det har gjort stort indtryk:

»Det har jeg været meget berørt af. I et tilfælde var det en god ven, der blev myrdet. I et andet tilfælde var det en gammel, sort, haitiansk journalist, Aubelin Jolicoeur, jeg holdt meget af. Han var meget klog. Det var ham, der blev portrætteret af Graham Greene i 'The Comedians' som Petit Pierre«.

Lige så åbenhjertig han kan virke i sin selvbiografi, lige så blufærdig kan Jørgen Leth være at tale med. Når han taler om nære venner eller dybe følelsesmæssige oplevelser, bliver han indimellem meget rørt.

Stemmen bliver grødet og øjnene fugtige, når han taler. Det sker oftere for ham med alderen, siger han og bryder sig ikke meget om at vise det offentligt.

Lettere og mere begejstret er stemmen, når han snakker om sit sæsonarbejde som Tour de France-kommentator, eller vi begge brainstormer for at komme i tanke om eksempler på mandlige kunstnere, der både er ældre end Jørgen Leth og holder sig livsbekræftende godt i gang.

Det viser sig ikke at være så vanskeligt igen. Der er nok at tage af, som Jørgen Leth sætter pris på.

Tre af dem er den 80-årige countrysanger Willie Nelson, den 85-årige altsaxofonist Lee Konitz og den 90-årige filminstruktør Jonas Mekas. Litauisk fødte Mekas er lige blevet rost til skyerne i en artikel i The New York Times, refererer Jørgen Leth glad.

Depressionen forsvandt i Haiti
Et gear tungere og langsommere bliver Leths kendte og lidt nasale stemme igen, da vi atter drejer ind på samtalens gennemgående spor: Hvordan har Jørgen Leth det med alder? Og med at blive ældre?

Det er velsagtens et af de spørgsmål, det er vanskeligt at svare på, når man står midt i det. Omvendt: Skal det være, skal det være nu. Senere er chancen måske forpasset.

Det er bare ikke så nemt præcist at fange, hvad der skyldes alder, og hvad der skyldes individ. Jørgen Leth tror dog, at den særlige omstændighed, at han med glæde veksler mellem at bo i Haiti og være på besøg i Danmark, også har en omkostning:

Jeg har så meget, jeg gerne vil nå. Men indimellem bliver jeg træt. Udmattet. Så følelsen af tidens hurtige passage er jeg ikke begejstret for

Jørgen Leth

»Det bliver ikke lettere med årene, for det rummer en fornemmelse af, at tiden går meget hurtigt. Det kan jeg ikke så godt lide. Det er noget, jeg har en intens følelse af for tiden. Og jeg har så meget, jeg gerne vil nå. Men indimellem bliver jeg træt. Udmattet. Så følelsen af tidens hurtige passage er jeg ikke begejstret for«.

Kunne han så ikke vælge at bo længere tid ad gangen i nærheden af venner og børn i Danmark?

Nej, det ville ikke være sundt for ham, siger han selv, og for nylig gav hans yngste søn Tomas ham ret.

Da Jørgen Leth flyttede mere fast til Haiti i slutningen af 80'erne, havde han tre ægteskaber og fire børns barndomme bag sig. Han tog af sted med en akut opstået, halvanden år lang, dyb depression i sig. Til Haiti. Fordi han havde oplevet landet og havde intuition af, at det kunne kurere depressionen.

»Det havde jeg ret i. I Haiti er liv og død så tæt ved hinanden, og der er kaos, og det har haft en kæmpe terapeutisk virkning på mig. Jeg er stadig melankolsk i stunder. Meget endda. Men de dybere og længerevarende depressioner, de er forsvundet ved at leve i Haiti. Instinktivt har jeg altså haft ret i, at landets ydre kaos har haft god indvirkning på mit indre kaos. Jeg er også god til at leve i Haiti. Jeg ved alt om depression og melankoli, og i Haiti er jeg god til at håndtere det«.

At holde sig i gang

At være i Haiti i vintermånederne er med alderen blevet endnu væsentligere, fordi årenes fylde får vinterens mørke og kulde til at føles strengere.

Det er ikke noget, man behøver Leths alder for at fornemme. Med årene bider vinteren hårdere i det fleste. I Haiti er man fri for den.

Til gengæld er Jørgen Leth trods mange og trofaste venskaber mere alene i Haiti. Og eftersom han har opholdt sig langt fra Jacmel siden jordskælvet, er ensomheden blevet yderligere udtalt.

Men han har også brug for den indimellem, siger han. Til at tænke sig om, tage det roligt og måske oven i købet for at kunne følge med sig selv og med ambitionerne om at blive ved med at holde sig i gang.

»Det er noget, jeg først er blevet meget opmærksom på i de seneste år. Jeg bevæger mig langsommere, og jeg skal sørge for ikke at gå i stå. Mit helbred er ellers godt, og jeg passer rimelig godt på det. Jeg går meget. Det har jeg også skrevet digte om i min sidste samling. 'Hvad er det nu det hedder', hedder den. Har du læst de digte? Det skulle du gøre. De er skidegode«, siger han ligefremt og bruger dermed en vending, der viser, at han ikke udøver falsk beskedenhed på de punkter, hvor han er sig sit eget værd bevidst.

Foto:  jacob Ehrbahn

Efter råd fra professor ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet Bente Klarlund får Jørgen Leth mere motion end før, hvor han egentlig gerne undgik det for i stedet at pleje svagheden for fysisk dovenskab.

Lige så naturligt han kan rose noget, han er stolt af at have skabt, lige så selvfølgeligt indrømmer han nogle af sine mindre flatterende sider.

Han går gerne rundt i København, og han går også, når han rejser i andre lande. Men mest kontinuerligt går han daglige ture op ad en bjergvej hjemme i Haiti stort set hver dag.

»Det er ret krævende, men når jeg kommer tilbage, kan jeg mærke, at jeg mentalt er mere frisk på grund af det. Jeg går også ofte med tankerne på noget bestemt, jeg ikke har fået løst. Det kan være et essay eller et forord eller noget andet. Mens jeg går, får jeg så noget fra hånden. Eller fra hovedet«.

Ingen religiøsitet

I Danmark tager Jørgen Leth 3 gange om ugen i fitnesscenter for under en instruktørs kyndige vejledning at få »bekæmpet nogle af svaghederne«.

Kræver det ikke et vist mod at træne i fittnesscenter som 75-årig kunstner, der sædvanligvis er kendt for at sætte en dyd i, at habitjakken er fra Armani, uanset hvordan økonomien så i øvrigt ser ud?

Hvis Gud vil mig noget, så må han jo komme? Jeg har ikke opsøgt ham på nogen måde

Jørgen Leth

»Jo. Men det er nødvendigt for mig at gå derhen. Jeg har aldrig følt mig tiltrukket af fitnessmiljøet og har syntes, det var lidt tåbeligt, men jeg gør det, fordi jeg gerne vil holde mig selv i live. Fordi jeg både fysisk og mentalt fortsat gerne vil være aktiv. Og det generer mig ikke, at jeg føler mig klædt af. Jeg er ligeglad med, hvad folk tænker, når jeg træner.

Min krop er ikke noget at prale af, men jeg går bare derind og gør det, jeg skal gøre, uforstyrret af andres blikke. For at hjælpe på, at jeg får sværere og sværere ved at rejse mig fra en stol, og på, at balancen ikke er for god, Og jeg kan godt få den tanke, at hvis jeg så mig selv udefra på gaden, ville jeg tænke: Der går en gammel mand«.

Han har så også, mener han selv, nået den alder, hvor nogle vil mene, en eller anden religiøs inspiration er en mulighed. Men som han lidt forundret smilende siger:

»Hvis Gud vil mig noget, så må han jo komme? Jeg har ikke opsøgt ham på nogen måde. Min alder har på ingen måde ført mig tættere på det religiøse. Jeg vil da gerne ulejliges, hvis det er. Men jeg venter stadig på, om jeg bliver kaldt op eller sådan noget. Det kan jeg overhovedet ikke se tegn på. Og det skyldes jo nok, at jeg ikke rigtig har nogen tro«.

Opskriften

Sindet er mindre berørt af alder end kroppen. Det er mest fysisk, han mærker tidens rust. Nogen afslutning på arbejdslivet ser han ikke for sig.

Da han for nylig talte om cykelsport i DGI-byen i København sammen med sin Tour de France-medkommentator Dennis Ritter, blev han spurgt, hvornår han så har tænkt sig at holde op med at arbejde.

»Det spørgsmål får jeg af og til. Og helt spontant i DGI-byen svarede jeg: Jeg stopper, når jeg styrter. Jeg har altid været overmodig med min fremtid og tænkt, at den ikke var noget problem. For jeg vil bare fortsætte med at lave det, jeg laver. Jeg ønsker at blive ved med at producere, til jeg ikke gør det mere, fordi jeg falder om og dør. Det er min opskrift. Det er den, jeg prøver at holde fast i«.

LÆS OGSÅDet uperfekte menneske er i fornyet topform

En eller anden dag kommer den jo alligevel. Til alle. Døden. Ligesom med så meget andet har Jørgen Leth derfor bedt Marianne om at hjælpe ham med at finde ud af, hvad der skal ske. Til den tid.

»Selv tænker jeg ellers mest på, at jeg nødig vil visne hen. Man kan blive rædselsslagen ved tanken om, at der måske kommer en dag, hvor man ikke selv er i stand til at tage vare på sig selv. Og ikke selv kan træffe beslutninger. For ikke så længe siden var jeg i Vietnam sammen med Asger. Da sagde jeg det til ham på et tidspunkt: at jeg virkelig ikke ønsker at visne hen. Det gider jeg sgu ikke«.

PolitikenPlus
  • Arvingerne Første sæson af DRs seneste drama succes om familieintriger og splid, når arven efter den rige kunstner Veronika Grønnegaard skal gøres op.

    Pluspris 350 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Inside Llewyn Davis Musikalsk perle skrevet og instrueret af Coen-brødrene

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Gensynet Vinder af et hav af priser. Bl.a. Guldbaggen for årets bedste film i Sverige.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Mor & Søn Vinder af Bedste Film ved Guldbjørnen

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Fortiden Oscar-vinderen Asghar Farhadi er tilbage med endnu et syleskarpt og universelt menneskeligt drama med thrillerelementer.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb