Annonce
Annonce
Film & tv

Tv-stjernerne der gjorde os klogere ...

Man har de helte, man fortjener og dyrker. Politiken præsenterer hermed syv af de virkelige tv-mennesker, der gjorde os klogere i 2015.

Vi har de helte, vi fortjener. Kilde: Politiken TV / Producer: Peter Vintergaard / Manuskript: Katrine Hornstrup Yde / Dukkeførere: Katrine Hornstrup Yde, Kristoffer Hegnsvad, Per Bergsbo / Dukkemager: Per Bergsbo / Speak og lyde: Peter Vintergaard
Annonce

Tv-vært Lene Beier ’Landmand søger kærlighed’. TV 2

Lene ’Gi’r du en kop kaffe’ Beier er årets bedste tv-vært, fordi hun i sin håndtering af de kærlighedssøgende landmænd og deres kurtiserende kvinder lærer os, at respekt ikke handler om at være skidesød, men om at være komplet imødekommende plus ærlig på den der måde, hvor du tørrer bullshittet af hjælpeløse mænds gummistøvler for at hjælpe dem til at blive klogere på sig selv.

LÆS MERE:Vi har fået en ny guilty pleasure. Her er de bedste scener i 'Landmand søger kærlighed'

»Den første halmballe, man skal presse, er ikke den nemmeste, jo. Det går nemmere, når har lavet tusind, jo«, konstaterer Frede, da alle hans damer er skredet fra ham. »Det var en vanvittig sammenligning«, svarer Lene Beier og griner skeptisk, »men ja, du har ret«.

Skilsmisse-Torben ’7-9-13 II’. DR 1

Mens Kenneth fra ’På røven i Nakskov’ repræsenterer den lavere socialklassemands selvrealiseringsprojekt, så er Torben middelklassens. Torben blev spirituelt, erotisk og vegetarisk genfødt samt lynhurtigt skilt fra sin kone gennem 28 år, da han mødte kvinden Astrid. Efter et år med mindfulness-øvelser, meget lange vandreture, mandelsnacks og vægttab lider han stadig under at have mistet kontakt med sine voksne børn – og livet før kærlighedsrusen.

LÆS OGSÅ:Nu skal skilsmissens betændte byld trykkes ud for åben skærm

Seriens store øjeblik er der, hvor Astrid har inviteret ham til at spise et æble mindfuldt på 20 minutter. Han er træt, men siger ikke nej. Tager små bidder. Der krydsklippes til katten, der kigger forvirret på dem begge. Sådan ser den moderne mands midtvejsforvirring ud.

Teenagepigen Rukhsar ’Muslimske pigers dagbog’. DR 1

Rukhsar er muslim, fra Høje-Taastrup, klarer sig suverænt gennem alle eksamener på gymnasiet, engagerer sig fuldblods i frivilligt arbejde, har det sorte bælte i taekwondo og vil være gerne være leder i en international ngo, når hun engang er færdig med at studere market and management anthropology på Syddansk Universitet. Hun går med tørklæde, beder sin bønner og vil giftes med en »god muslim«.

LÆS MERE:Se den nye trailer til 'Muslimske pigers dagbog'

Det befriende ved hendes ’selfie-portræt’ er, at hun ikke chokerer med en overraskende fremstilling af livet som muslimsk pige, men er hundrede procent relaterbar og charmerende og kraftfuld som en typisk (måske ekstra-dygtig) en af slagsen.

Dating-bruden Lene ’Gift ved første blik’. DR 1

Lene, den kloge stirrerinde med den introverte Poul som modvillig ægtemand lærte os i DR 1’s livligt diskuterede datingprogram, at det ikke altid hjælper at kunne analysere sig selv, hvis ens selvanalyse handler om, at man analyserer alt og alle alt for meget.

LÆS OGSÅ:Vanvidseksperimentet 'Gift ved første blik' udstiller kærlighedens ubehagelige krav

Men hun lærte os også, at intellektuel pågåenhed åbenbart kan skræmme ikke bare trommebjørn Poul, men alle de seere, der ikke kunne tåle at se kvindelig intellektuel overlegenhed ydmyge en mindre formående mand. Lidt ligesom dengang med Helle T, der hele tiden afbrød Lars under ministerdebatterne til valget.

Førtidspensionist Kenneth ’På røven i Nakskov’. TV 2

Når medierne portrætterer et Udkantsdanmark som Lolland, vil de lokale ikke have nogen af dem, der er ’på røven’ til at blive områdets ansigtet udadtil.

LÆS OGSÅ:Doku-serie giver et ærligt indblik i underklasse-danmarks livsvilkår

Men den ’røv’ kan også være et komplet relaterbart ansigt som den sygelagte Kenneths. Midt i en stram spinke og spare-hverdag med kone og børn får han en slags spirituel epifani, helbreder sine alvorlige rygproblemer via meditation og begynder at realisere sig selv (alene) med fornyet energi, grøntsager og VUC.

Kenneth fortæller tidens historie om trangen til mirakuløs selvhjælp og den egocentrisme, der er selvrealiseringens skyggebror på alle klassetrin.

Asylcenterleder Rikke Ørnberg ’Da krigen kom til Toftlund’. DR 1

Når flygtninge kommer til Danmark, bliver vi ikke opdelt i hjertensgode venligboere og nederdrægtige langspyttere, men i dem, der vil være imødekommende, og dem, der ikke kan overskue situationen.

LÆS OGSÅ:Katrine Hornstrup Yde: Vi er alle pissebange for det fremmede

Asylcenterlederen Rikke Ørnberg behandler alle med respekt og no bullshit, både de flygtede, de overstrømmende og bestyreren af det lokale fitnesscenter, der klager, fordi hendes faste kunder føler, at asyldrengene sender lange blikke.

Ørnberg fordømmer ikke utrygheden. Hun håndterer den respektfuldt og pragmatisk. Ørnberg for president.

Overspiseren (anonym) ’POV’. DR 3

Der findes ingen pornografi så intim som virtual reality-porno, siges det. Og der har ikke været så intimitetsoverskridende tv i 2015 som DR 3’s ’POV’, hvor vi så livet som blandt andet mandlig sexarbejder, alkoholmisbruger og overspiser set fra hovedpersonernes egne synsvinkler, filmet med et GoPro-kamera om halsen.

LÆS OGSÅ:DR3-program om (selv)væmmelsens synsvinkel er svært seværdigt

Overspiseren bragte os ubehageligt og kvalmende tæt på den depressive og ængstelige selvdestruktion. Det er svært at føle empati med nogen, når man tvinges til at overtage deres adfærd. Til gengæld kom vi ubehageligt tæt på. Det er måske en lige så god lektie som magelig empati.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Her er årets bedste og værste tv-serier

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce