Annonce
Annonce
Film & tv

Oscar er helt hvid igen i år

Skarpe reaktioner på Oscar-nomineringerne, hvor ingen sorte er med i de vigtigste kategorier.

I går eftermiddag blev årets Oscar-nomineringer offentliggjort, og det vakte herhjemme berettiget opsigt, at to danske film, 'Krigen' og 'The Look of Silence', er nomineret i år.

Helt så meget opmærksomhed fik de to danske nomineringer ikke i går i Hollywood.

Her fokuserede en lang række medier og filmsites, herunder Los Angeles Times, The Hollywood Reporter og Indiewire, på, at 'The Revenant' med Leonardo DiCaprio i hovedrollen er nomineret til 12 Oscar-statuetter. Og på, at det var overraskende, at George Millers heftige ’Mad Max: Fury Road’ fik næstflest nomineringer, 10 i alt.

Men klart mest spalteplads i de amerikanske medier bliver brugt på det faktum, at Academy of Motion Picture Arts and Sciences for andet år i træk har valgt at undlade at nominere sorte i de største og vigtigtste kategorier.

Således er ingen sorte skuespillere med i feltet blandt de nominerede til bedste mandlige skuespiller, bedste skuespillerinde, bedste mandlige birolle og bedste kvindelige birolle. Heller ikke i kategorien bedste film er nogle sorte med, ej heller i kategorien bedste instruktør.

Blandt de nominerede som bedste instruktør er fire hvide mænd og mexicanske Alejandro González Iñárritu, som vandt sidste år med 'Birdman', og nu er blandt favoritterne med 'The Revenant'.

Hvor er 'Creed' og 'Straight Outta Compton'?

Det er aldrig sket, at en sort filmskaber har vundet en Oscar for bedste instruktør, og det kommer altså heller ikke til at ske i 2016. Flere amerikanske medier hæfter sig ved, at der ellers har været adskillige bemærkelsesværdige film og præstationer i spil denne gang.

LÆS OGSÅSå kommer 'Krigen' til Hollywood

Fakta

Overblik over de Oscar-nominerede i de vigtigste kategorier:

Bedste film

‘The Big Short’

‘Spionernes Bro’

‘Brooklyn’

‘Mad Max: Fury Road’

‘The Martian’

‘The Revenant’

‘Room’

‘Spotlight’

Bedste instruktør

Adam McKay, 'The Big Short'

George Miller, 'Mad Max: Fury Road'

Alejandro G. Iñárritu, 'The Revenant'

Lenny Abrahamson, 'Room'

Tom McCarthy, 'Spotlight'

Bedste kvindelige hovedrolle

Cate Blanchett, 'Carol'

Brie Larson, 'Room'

Jennifer Lawrence, 'Joy'

Charlotte Rampling, '45 Years'

Saoirse Ronan, 'Brooklyn'

Bedste mandlige hovedrolle

Bryan Cranston, 'Trumbo'

Matt Damon, 'The Martian'

Leonardo DiCaprio, 'The Revenant'

Michael Fassbender, 'Steve Jobs'

Eddie Redmayne, 'The Danish Girl'

Eksempelvis nævnes instruktøren af boksefilmen 'Creed', Ryan Coogler, og hovedrolleindehaveren i samme film, Michael B Jordan, som værdige contenders til en Oscar-statuette.

Mens andre filmeksperter mener, at det er skandaløst, at filmen 'Straight Outta Compton' blot er nomineret i en enkelt kategori.

»De her to sorte film har indtjent over 100 millioner dollar i biograferne, rørt en nerve og er kommet med en kunstnerisk friskhed. Men kun hvide mennesker er blevet nomineret. Hvordan hænger det sammen?«, spørger et medlem af Oscar-akademiet, Stephanie Allain, i The Los Angeles Times.

Netop Oscar-akademiet selv med præsidenten Cheryl Boone Isaacs i spidsen har det seneste år gjort en massiv indsats for at få mere diversitet ind i nomineringerne.

I juni sidste år inviterede akademiet 322 nye medlemmer ind i det fine selskab som led i en udvikling mod »en normalisering af vores medlemsgruppe, så den repræsenterer både industrien og landet som helhed«, udtalte Cheryl Boone Isaacs ved den lejlighed.

OscarsSoWhite#

Andre steder i det amerikanske mediebillede påpeges det også, at tre af de mest fremtrædende sorte skuespillere, Idris Elba, Samuel L. Jackson og Will Smith, er blevet forbigået.

LÆS OGSÅTo danske film er nomineret til en Oscar

Idris Elba har fået meget ros for sin rolle i Netflix-filmen 'Beasts of No Nation', Samuel L. Jackson ligeså for sin præstation i Quentin Tarantinos 'The Hateful Eight'. Mens Will Smith var tippet med i feltet som bedste skuespiller for sin rolle i 'Concussion'.

Lige nu florerer der derfor flere forskellige hashtags på Twitter, og især #Stillsowhite og #OscarsSoWhite bliver delt flittigt.

Kvinden bag sidstævnte hashtag hedder April Reign. Hun skabte allerede OscarsSoWhite# sidste år for at vise sin utilfredshed med, at sorte var fraværende i stort set alle kategorier. Og hun er ikke overrasket over, at tendensen er den samme denne gang.

»Det fortæller mig, at branchen er ikke interesseret i at ændre status quo, og at der er en fejlagtig antagelse af, at kun film om hvide mænd kan få folk i biograferne«, siger April Reign til The Los Angeles Times. Og fortsætter:

»I stedet for at se Oscar-uddelingen sidste år, live-tweetede vi 'Coming to America', og vi vil lave noget lignende i år«.

Men Chris Rock er vært

Ikke alt i de amerikanske aviser i dag handler dog om, at feltet af Oscar-nominerede er domineret af hvide mennesker.

LÆS OGSÅDiCaprio-film snød favorit og vandt Golden Globe for bedste film

Flere filmanmeldere er således forargede over, at Todd Haynes' lesbiske drama 'Carol' er blevet forbigået både i bedste film- og i bedste instruktør-kategorien. 'Carol' anses blandt mange amerikanske filmkritikere for at være en af de de bedste film i 2015.

Andre medier, såsom Huffington Post, Vanity Fair og Variey, påpeger, at to sværvægtere i amerikansk film, Aaron Sorkin og Quentin Tarantino, også er blevet vejet og fundet for let af Akademi-medlemmerne. Mange havde regnet med, at Sorkin ville være blevet nomineret for sit manuskript til 'Steve Jobs', der har Michael Fassbender og Kate Winslet øverst på rollelisten.

Når alt dette er sagt, så skal det retteligt pointeres, at en sort mand faktisk indtager værtsrollen, når Oscar-statuetterne skal uddeles i Los Angeles den 28. februar.

Værten i år er nemlig Chris Rock. Og lur os om ikke den normalt ret så spydige komiker kommer til at spinde en joke eller to over sin etnicitet under showet.

Kilder: LA Times, Huffington Post, Variety, Hollywood Reporter, Indiewire m.fl.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce