Annonce
Annonce
Film & tv

Kvinderne tager hovedrollerne i Hollywood: Bare de ikke er asiater, latinoer - eller har en karriere...

I 2015 fyldte kvinder mere end nogensinde før i amerikanske film. Herhjemme står udviklingen stadig stille.

Prøv engang at tænke efter: Hvornår så du sidst en film, hvor hovedpersonen var en asiatisk kvinde med et stærkt arbejdsliv og ambitioner for sin karriere?

Hvis du overhovedet ikke kan komme i tanker om sådan en film, så bare rolig – det er ikke nødvendigvis dig og din hukommelse, den er gal med. En ny undersøgelse fra det amerikanske Center for the Study of Women in Television and Film viser nemlig, at i hvert fald de bedst sælgende amerikanske film har langt flere mænd end kvinder i de bærende roller, og at det især skorter på kvinder fra etniske minoriteter.

Kvinder i amerikanske film

Undersøgelsen viser, at der i 2015 var flere kvinder i hovedroller, større roller og talende roller i amerikanske film, end der har været siden den første opgørelse i 2002.

22 af alle hovedroller var spillet af kvinder. Hovedrollen er defineret som den peson, hvis synspunkt historien er fortalt ud fra. Mænd stod for 56 procent af hovedrollerne, og de sidste 26 procent var en kombination af mænd og kvinder.

Af de større roller blev 34 procent spillet af kvinder, og det er en stigning på 7 procentpoint i forhold til 2002. Af alle karakterer, der havde en eller flere replikker, udgjorde kvinder 33 procent - 5 procentpoint mere end for 13 år siden.

Andelen af kvinder med anden hudfarve end hvid er uændret med en lille stigning af afroamerikanske kvinder og et tilsvarende fald i andelen af asiatiske kvinder. Andelen af latinoer er uændret.

Undersøgelsen konstaterer også, at kvinderollerne generelt er yngre end deres mandlinge modstykker.

Desuden er kvinderollerne stereotype. Kvinderne har sjældnere et identificerbart job og mål for deres karrierer end mændene - til gengæld er de oftere gift.

LÆS OGSÅI Disney-film får skønheden lov at være skøn, mens udyret får al taletiden

Hvis der alligevel dukkede en film op på lystavlen, er der til gengæld gode chancer for, at den var fra sidste år. Selvom kvinderne fortsat er i undertal, satte 2015 nemlig rekord som året med den største andel af kvinder i centrum, og det er der grund til at glæde sig over, mener Nanna Frank Rasmussen, som er filmanmelder for Jyllands-Posten og formand for den danske del af netværket Women in Film and Television, WIFT.

»Den udvikling har stået i stampe i rigtig mange år, så det er meget, meget glædeligt, at det nu ser ud til at gå fremad. Det giver en mangfoldighed i fortællingerne og gør det muligt at appellere meget bredere«, siger hun.

Kvindefremgang på næsten alle fronter

Undersøgelsen tegner et billede af et 2015 som det hidtil bedste filmår for kvinder målt på stort set alle parametre. Særligt er der sket fremskridt oven på et 2014, der ifølge undersøgelsen var et historisk lavpunkt.

Det eneste område, hvor udviklingen ikke er gået frem, er for kvinder af asiatiske, afroamerikanske eller latino-kvinder, hvis andel af roller er den samme som sidste år. Rapporten peger også på, at mange af kvinderollerne stadig er stereotype og blandt andet sjældent har fokus på kvindernes karriere.

FAKTA

Om undersøgelsen

Bag undersøgelsen står det amerikanske Center for the Study of Women in Television and Film på San Diego State University.

Tallene er baseret på de 100 amerikanske film fra 2015, der havde størst indtjening.

I alt har forskerne undersøgt mere end 2.500 roller.

Opgørelsen er blevet lavet siden 2002.

LÆS OGSÅHvid skuespiller i rollen som Michael Jackson undrer fans - og skuespilleren selv

Til gengæld havde flere af årets stort opsatte film stærke kvinder i centrum. Jennifer Lawrence gav mænd såvel som kvinder baghjul som Katniss Everdeen i sidste kapitel af 'The Hunger Games', og i den nye 'Star Wars'-film, 'The Force Awakens', var det den unge kvinde Rey, der viste superskurken Kylo Ren, hvordan et lyssværd skal svinges. I alt havde 22 procent af årets bedst sælgende amerikanske film en kvinde i hovedrollen, og det er den største andel, siden forskningscentret begyndte at opgøre det i 2002.

Stjernekriger.  Daisy Ridley indtog hovedrollen som Rey i en af sidste års helt store film, 'Star Wars: The Force Awakens'. Foto: Allstar Picture Library/PR foto

»Man skal selvfølgelig tage udviklingen med et gran salt, for det handler jo også om, at der netop i år er nogle, der har valgt at sætte kvinder i hovedrollerne på nogle store film. Det præger tallene, og det gør det ikke alene, men det er meget, meget positivt, at det er sket«, siger Nanna Frank Rasmussen.

Hun mener dog ikke, at fremgangen er helt tilfældig. De seneste år har både lobbyorganisationer og skuespillerinder gjort meget for at sætte fokus på mændenes dominans i Hollywood. Stærke, etablerede kvindelige skuespillere som Tina Fey og Jennifer Lawrence har talt dunder mod mandschauvinismen, og under sidste års Oscar-uddeling brugte 'Boyhood'-stjernen Patricia Arquette sin takketale på at tale om ligeløn og mangel på samme. Det er en væsentlig forklaring på udviklingen, mener hun.

»Det er nogle meget stærke stemmer, som har fyldt i debatten og meget klart sagt, at det simpelthen ikke er godt nok«, siger hun.

Herhjemme står det stille

Mens det er lykkedes at sætte fokus på ligestilling i Hollywood, har det været langt sværere at få sat den dagsorden herhjemme, fortæller Nanna Frank Rasmussen. Det på trods af, at der stadig er nok at tage fat på.

»Vi står totalt stille på den front, hvis vi ikke går baglæns i Danmark. Det er yderst mandsdomineret, så man kan ikke se den samme glade fremgang som i USA«, siger hun.

LÆS OGSÅMændene dominerer dansk film

Som medlem af Bodil-komiteen oplever hun hvert år, at det er svært at finde kvinder nok til de forskellige kategorier. Sidste år var det da også kun 4 ud af 27 biograffilm, der havde en kvinde som decideret hovedperson. Også når det kommer til lønnen er der stadig store forskelle på kønnene - Dansk Skuespillerforbund anslår, at kvinder tjener 20 procent mindre end deres mandlige modstykker, siger hun.

»Det kan virkelig undre, men der har været meget stærk modvilje mod at gå ud og tale om manglende ligestilling som et problem«, siger hun.

Tror du, fremgangen i USA kan være med til at vende tendensen herhjemme?

»Det er svært at sige. Jeg ville ønske, jeg kunne sige ja, men en af udfordringerne herhjemme er, at man hævder, der allerede er ligestilling, og så er det svært at få rykket på noget. Men jeg håber det - det kunne være rart«, siger hun.

Redaktionen anbefaler

Kvinderne mangler i dansk film

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce