Annonce
Annonce
Film & tv

Zoolander: Filmen der tvang modebranchen til at grine af sig selv

Ben Stiller har kørt hele pr-kampagnen for ’Zoolander 2’ i rollen som Derek Zoolander, og den internationale modebranches topnavne har rullet den røde løber ud for ham og fået sig et tiltrængt skud selvironi.

Se traileren til 'Zoolander 2'. Kilde: UIP

Marts 2015, Paris Fashion Week: Modebranchens spidser sidder tæt på tilskuerpladserne til sæsonens show hos det italienske luksusbrand Valentino.

Showet er sådan set slut, alle modeller har skridtet den cirkelformede catwalk af og er forsvundet ud bag kulisserne igen med deres lange ben og udtryksløse ansigter.

Men lyset er ikke blevet tændt endnu, og pludselig starter musikken op på ny, med Human Leagues 80’er-klassiker ’Dont You Want Me’. Ind kommer fra hver sin ende af catwalken to mænd. Det er Derek Zoolander og Hansel McDonald.

Eller: Det er i virkeligheden de to hollywoodstjerner Ben Stiller og Owen Wilson, men lige her og nu er de mandemodellerne Zoolander og Hansel – deres gennemført ubegavede , men åh-så-smukke karakterer fra modelkomedien ’Zoolander’ fra 2001.

Smartphones ryger frem overalt for at fange øjeblikket. En mand blandt publikum rejser sig for at tage en selfie, da Zoolander passerer ham. Men ’modellen’, der ellers mildt sagt ikke er kendt for at tænke hurtigt, rækker armen ud, snupper telefonen ud af hånden på manden og fortsætter ned ad gulvet, mens han skyder fotos af sig selv.

Om Stillers smartphone-kapring var et planlagt indslag, er ikke til at sige, men Valentino-modeshowet var the real deal, og de to ’modellers’ gatecrashing var en ægte overraskelse for modefolket, som virkede ovenud lykkelige for dette lille skud humor ind i en verden, der ellers ikke er kendt for at dyrke selvironien.

På coveret af Vogue

Den manglende evne til at grine ad sig selv skyldes ifølge Else Skjold, adjunkt ved Designskolen Kolding, først og fremmest, at »modebranchen generelt ikke har tradition for kritisk kultur på lige linje med eksempelvis kunsten, for mode som fænomen har været set som tæt tilknyttet vestlige ideer om kvindelighed og er herudover tæt forbundet med kroppen.

Som ambassadør og talerør for modebranchen synes jeg, det er for fjollet, ligegyldigt og trist

Else Skjold, Designskolen Kolding

Det har gjort mode til dummepeter i de kunstneriske hierarkier og uinteressant for intelligentsiaen – i hvert fald indtil inden for de sidste tiår«, siger hun.

For Else Skjold er det en selvopfyldende profeti: »Når et felt findes ‘for let’ til at beskæftige sig med på seriøst plan, så bliver det også let«.

Zoolander-indslaget slog dog benene væk under den strammundede modeverden. I The Guardian skrev avisens modereporter, der var til stede ved showet, at Zoolander/Hansel var »det bedste nogensinde«.

Penny Martin, redaktør for det britiske dameblad Gentlewoman, kaldte indslaget »hysterisk morsomt« på Twitter, mens webmagasinet Popsugar skrev, at selvom de altid forventede noget stort fra Valentino, bragte det her showet »til det næste niveau«.

Stiller og Owens catwalk-optræden var dog ikke bare ment som et sjovt indslag for modebranchens spidser. Det var et pr-stunt for ’Zoolander 2’, der på det tidspunkt var under indspilning i Cinecittà-studierne i Rom.

Det virkede: Videoklip fra Valentino-showet gik viralt og bragte den 15 år gamle modelkomedie og dens karakterer tilbage på den popkulturelle dagsorden.

Walkoff.  Zoolander og Hansel i en af deres berømte catwalkdueller. Her til et virkeligt Valentino-show i 2015. Foto: Pr

Showkapringen var bare en forsmag på ’Zoolander 2’s promotionstrategi, som Stiller har valgt at køre 100 procent i rollen som Derek Zoolander. Op mod filmens premiere i denne uge har Derek Zoolander været overalt i modens vigtigste medier: Valentino har lanceret en kampagne med Zoolander og Hansel på fotoshoot ved Eiffeltårnet sammen med to kendte kvindelige modeller.

Mandemagasinerne Esquire UK og italienske L'Uomo Vogue har haft Derek Zoolander på forsiden for nylig.

Vanity Fair har ham med i bladets faste feature, hvor en kendt person svarer på Marcel Prousts 37 spørgsmål. F.eks.: »Hvad er dit motto?«. Zoolanders svar: »Vær aldrig bange for at spørge, hvad ’motto’ betyder«. Og på modefolkets yndlingsapps Instagram og Twitter er der fuld gang i hashtagsene #Zoolander og #Zoolander2.

LÆS OGSÅPerformancekunst, agurker og morderligt lange stænger: Modeugen for non-invites

Den største pr-krammer har 'Zoolander 2' dog fået af amerikansk Vogue. Verdens mest kendte modemagasin har ikke alene gjort Derek Zoolander til deres forsidemodel i februar måned – sammen med Penélope Cruz, der spiller den kvindelige hovedrolle i filmen. De har også en stor fotoserie med de to inde i bladet, skudt af stjernefotografen Annie Leibovitz.

På bladets hjemmeside er der ligefrem en hel side dedikeret til Zoolander. Her ligger videoklip med magasinets legendariske isdronning af en redaktør, Anna Wintour, der briefer Zoolander og Hansel før deres Valentino-show.

I et andet klip viser Zoolander rundt i sin enorme newyorker-lejlighed, fuld af kvindelige modeller og træningsmaskiner, mens han svarer på 73 hurtige spørgsmål fra Vogues journalist. F. eks. »Er du på Instagram?«. Zoolanders svar: »Nej! Jeg er altid blevet testet clean!«.

Sexorgier og olferter

Men hvordan går det egentlig til, at 'Zoolander'-universet pludselig er blevet noget, modens største brands kappes om at være del af?

Enhver, der har set den oprindelige 'Zoolander'-film, ved, at den ikke alene er en fuldkommen respektløs parodi på modeverdenen og dens mennesker. Den er også alt andet end chik. Vi taler ikke om en elegant, sydende satire, men om en kæmpestor fjollebutik, der driver rovdrift på hver eneste kliché og fordom, der findes om modebranchen.

Tilsat platte oneliners, sexorgier med dværge og et bizart plot om onde topdesignere, der hypnotiserer mandlige modeller til at myrde folk, der modarbejder dem.

Ben Stiller både skrev, instruerede og spillede hovedrollen i 'Zoolander' på netop det tidspunkt, hvor han tog det store ryk fra indie-yndling til ægte hollywoodsucces efter kæmpehitsene 'Vild med Mary' (1998) og 'Meet the Parents' (2000).

LÆS OGSÅMændenes tøj var vildest ved den københavsnke modeuge

Og så var han del af det såkaldte 'Frat Pack': En gruppe af mandlige komikere, der bl.a. talte Stillers 'Zoolander'-medspillere Will Ferrell og Owen Wilson.

I ’Zoolander’ giver Stiller, Wilson og Ferrell deres veludviklede klovne-gen fuld skrue. Alle jokes, både verbale og fysiske, bliver kørt helt ud i det absurde. Som når Zoolander og Hansel udfordrer hinanden til en 'walk-off': en konkurrence om, hvem der bogstaveligt talt er bedst gående på catwalken.

Hansel vinder dysten ved at hive sine underbukser af uden at åbne sin stramme blå glimmerbuks – spørg ikke hvordan – mens Zoolander fejler og giver sig selv en olfert.

'Zoolander' blev en nogenlunde succes i biograferne – i Danmark fik filmen dog ikke biopremiere. Dens udbredelse kom med udgivelsen på dvd, hvor den hittede stort, først som såkaldt kultfilm blandt 'Frat Pack'-humorens hastigt voksende fanskare og siden som en mainstream-komedieklassiker.

En klædelig selvironi

Selv om anmelderne generelt dømmer ’Zoolander 2’ til at være en fiasko, svømmer internettet alligevel over af hyldesttaler til fænomenet 'Zoolander': The Guardians klummeskribent Hadley Freeman har kaldt den første for »den bedste film om modeverdenen nogensinde«.

Vogue.com bringer i (næsten) ramme alvor skønhedstips fra 'Zoolander'. Og filmsitet Ifc.com har en liste over 10 ting, der »gør 'Zoolander' til et mesterværk«, herunder den berømte 'walk-off'.

Men det forklarer stadig ikke, hvorfor Anna Wintour tager selfies med år 2016-inkarnationen af Derek Zoolander. Og så måske alligevel.

Som nævnt er der én ting, modeindustrien virkelig ikke er god til, og det er at gøre grin med sig selv. I en branche, hvor det regnes for 'sjovt', når Louis Vuitton laver tasker med kirsebærprint på, har man brug for al den humoristiske assistance, man kan få.

Med 'Zoolander'-figuren har Ben Stiller tilbudt moden en fuld pakke af selvkritisk satire, som endda har viral appel – læs: pr-muligheder. For en industri, der normalt trækker overskrifter på grund af møgsager som anorektiske modeller og uetiske produktionsforhold, har den pakke set mere attraktiv ud end en Chanel-jakke.

Der er nemlig ikke noget mere cool og overskudsagtigt end at omfavne sine egne svagheder.

LÆS OGSÅBåde modellerne og tøjet skifter køn

Modeforsker Else Skjold er dog ikke faldet for 'Zoolander'-charmen, som hun synes er for fjollet til at tilføre moden andet end lidt pr.

»Der er ikke reelt noget indhold, noget budskab, bortset fra at man gerne vil bruge kendiseffekten til at få nogle likes på Instagram. Og det værste er nok, at det eneste budskab er at bekræfte alle fordomme om, hvor dumt mode egentlig er, hvor overflødigt det er, og hvor overfladisk det er.

Som ambassadør og talerør for modebranchen synes jeg, det er for fjollet, ligegyldigt og trist«.

Men måske er det i sidste ende heller ikke moden, der har mest behov for venskabet med Bens Stillers tumpede mandemodel. Stillers stjerne har været på nedadgående i Hollywood på det seneste efter fiaskoerne 'The Secret Life of Walter Mitty' (2013) og 'Little Fockers' (2010), som blev slagtet af anmelderne.

Med ’Zoolander 2’ håber han, med avisen The Guardians ord, »muligvis på, at hans mest elskede karakter vil gøre ham relevant for det brede publikum igen«. En konservativ satsning fra Stiller – men med den succesrige promotionkampagne i virkelighedens modeverden er det lykkedes at skabe en innovativ hype om projektet.

Vogue har overgivet sig. Nu er det op til filmfansene at afgøre, om Zoolander og Hansel stadig er so hot right now.

Redaktionen anbefaler

Quiz: Hvor meget ved du om modefilm?

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce