Annonce
Annonce
Film & tv

Coen-brødrene hylder Hollywood i Berlin

434 film er klar til visning på Berlinalen, hvor den første af slagsen, Coen-brødrenes ’Hail, Caesar!’, lagde for i går som en mild skuffelse.

Annonce

Hele molevitten er klar. Den røde løber peger frem mod visningen af 434 film. Så store stjerner som Meryl Streep, Clive Owen, Tilda Swinton, George Clooney, Josh Brolin og Channing Tatum har allerede lyst op i Berlin. Åbningsfilmen har foldet sin store kærlighed til selve filmmediet og dets aktører ud i brødrene Coens med glæde imødesete ’Hail, Caesar!’.

Alt er således supergodt ved indgangen til Berlinale 66, der endda præger hele den tyske hovedstad med de fineste plakater i mands minde af bjørne, som ser ægte og levende ud, på tur i det urbane landskab. Medierne er på plads, klar til lange ventetider i køer og i biografsæder, som de to amerikanske anmeldere, hvis bagtalelser af stribevis af kolleger, jeg havde ’fornøjelsen’ af at lytte til fra nabosædet i kælderen under CinemaxX-biografen forud for visningen af ’Hail, Caesar’ torsdag middag.

LÆS OGSÅ Læs om Kim Skottes favoritter og forventninger til filmåret 2016

»Nej, du ved, han har jo hele analyseapparatet i orden, han kan skrive og kender sit stof. Alligevel er det, som om, du ved, det lader mig kold«, hvislede den ene.

»Ja«, medgav kollegaen og fortsatte: »Det er alligevel kedeligt. Der mangler noget, ikke sandt?«.

»Jo«, lød svaret, inden stilheden sænkede sig i et par sekunder. Så kom det:

»Passion! Det er det, der mangler«.

»Netop, det er sagen«.

Da var en gylden globus allerede imploderet til tusinder af stjerner, der atter samles og bliver til en gylden bjørn i Berlinalens lille introfilm, før Josh Brolins mandlige klippe af firskåren frustration kører ind i det Hollywood i halvtredserne, der udgør rammen for Coen-brødrenes nye opus. En lidt sær, let ironisk, postmodernistisk hyldest til en epoke, »en filmmaskine«, som Joel Cohen beskrev det senere på filmens pressemøde, og en måde at agere på, som de for tre årtier siden forholdt sig mere direkte satirisk til i ’Barton Fink’.

Jeg tror, at det var sjovere at være at være med i den her film end at se den

Tilda Swinton

Men også Ethan og Joel Cohen bliver åbenbart blødere med årene, og selv om de serverer mange scener så lækre som højtsvungne konditorkreationer i filmen, er den aldrig rigtigt vedkommende eller underholdende. Ikke fordi man savner den passion, mine amerikanske sidemænd dryssede i det kollegiale sår, før filmen gik i gang.

Passion, ja, ægte kærlighed, oser ud af den sømandsdans, en både rapt steppende og syngende Channing Tatum står i spidsen for, så selv folk med sundt had til musicalgenren, som undertegnede, må bøje sig for indsatsen.

Den synkronsvømmende yndighed af vandnymfer, en skandaleramt Scarlett Johansson som vampet havfrue sejler på toppen af, lader ikke meget tilbage at ønske. Smukt, brillant og små skæve træk på smilebåndet. Men også forbløffende meget tomgang og baglæns rygsvømning omkring tilværelsens varme grød: Hvorfor gør vi det, vi gør? Giver det mening at tro? Og vil det eventuelt være bedre at få et velbetalt, mere afslappet job i flyindustrien end at forsøge at holde sammen på og løse problemerne for filmstudiernes skrøbelige, selvoptagne krukker?

LÆS OGSÅ Coen-brødrene langer ud efter Netflix

Nej, selvfølgelig ikke, må Josh Brolin, der som fixeren Eddie Mannix holder sammen på alt og alle i filmen, konstatere. Selv om det slider at redde alle de røve, og den sympatiske faderfigur, som er den, der definitivt synder mindst i ensemblet, konstant må bede om tilgivelse i kirken, kan han ikke vende Hollywood ryggen. For det handler alt sammen om det, der også driver hele gøgemøget i Berlin: alt for kærlighed til filmen.

Romance og stillingstagen

Så må man leve med, at resultatet ikke er lige funklende hver gang. Denne gang skal stoffet leve af de forsøgsvis vittige og begavede samtaler mellem de salonkommunister, der bortfører George Clooney i filmen, og et møde mellem forskellige trosretninger om Jesusfiguren. Ingen af delene er desværre bare i nærheden af at være så morsomme som ’Life of Brian’, for nu at nævne en anden religiøs satire.

På pressemødet efter visningen fortsatte George Clooney med at spille George Clooney i en film af Coenbrødrene. Som gik med på gøglet, så hele holdet morede sig så – nå, ja – kejserligt, og de formentlig ikke engang lagde mærke til det, da Tilda Swinton, som i parentes bemærket er en fest i filmen i rollerne som to tvillingesøstre, begge sladderjournalister med iskoldt had til hinanden, sagde det, man dårligt kunne lade være med at tænke:

»Det er måske mærkeligt at sige, men jeg tror, at det var sjovere at være med i den her film, end det var at se på den«.

LÆS OGSÅ 'Trumbo' kunne være billedet på en samfundssygdom, men ender som familiedrama

Det hyggede man sig så med, indtil virkeligheden trængte sig på i form af de flygtninge, Berlinalen i år har gjort til sit tema. George Clooney, der tilsyneladende gerne vil gå U2’s Bono i bedene i rollen som verdensfrelser, havde tidligere på pressemødet pralet af, at han skal møde Angela Merkel i dag og »ofte rejser til farlige steder«, og blev spurgt, om han kunne forestille sig at lave en film om flygtninge.

»Jeg synes, at det er mærkeligt at blive spurgt om det. For jeg bruger meget tid og energi på det. En film handler mere om den rigtige historie end det rigtige emne, og det manuskript har jeg endnu ikke set. Men jeg skal møde Angela Merkel og flygtninge her. Hvad har du selv gjort for flygtninge«, genspurgte George Clooney, inden Joel Cohen tog over:

»Det er et meget vigtigt emne, og jeg vil gerne se film om det ... men det er absurd at pege på alle, der er offentligt kendte eller i et kunstnerisk miljø og sige, at de skal fortælle en bestemt historie. Det er en misopfattelse af, hvordan kreativitet fungerer«.

Danske film

Berlinalen

Dansk film er rigt repræsenteret på Berlinale nummer 66.

I hovedkonkurrencen deltager Thomas Vinterbergs ’Kollektivet’.

I Panorama-kategorien er Ali Abassis gyser ’Shelley’ udtaget, ligesom den er i konkurrence om at blive årets bedste debutspillefilm.

I Forum kan man se Moritz Siebert og Estephan Wagners dokumentarfilm ’Les sauteurs’, og i serien for børn og unge har Siri Melchior tre korte animationsfilm med.

I Berlinale Special Series deltager Hella Joof, Mette Heeno og Mie Andreasens ’Bedre skilt end aldrig’ og de to første afsnit af Susanne Biers tv-serie ’The Night Manager’ samt Pernilla Augusts svensk-danske spillefilm ’Den alvorlige leg’ med Mikkel Boe Følsgaard. Dertil kommer nogle kortfilm.

Ubehaget blev ikke mindre af, at brødrene Coen blev spurgt, om Hollywood i halvtredserne med censur og kommunistforskrækkelse kan komme tilbage, hvis Donald Trump bliver præsident.

»Uh, vi har lavet en film om Hollywood dengang. Det og Donald Trump er to forskellige ting, men de er begge skræmmende. Hvis han bliver valgt, er vi langt ude i absurditeterne«, nøjedes Ethan Coen med at sige.

Dermed tilbage til filmene og deres virkelighed. Af kærlighed til filmene er der meget at glæde sig til i de kommende dage i Berlin, bogstaveligt talt. Det er livslang kærlighed til mediet, der har fået Meryl Streep til for første gang at være med i en jury, som skal bedømme kollegers arbejde. Oven i købet som formand. På juryens pressemøde i går sagde hun:

»Det er svært at bedømme kollegers arbejde, for alle har gjort en unik indsats. Men vi vil prøve og glæder os til at fordybe os i samtaler om film. Jeg har ingen erfaring i det her, men jeg har erfaring fra at lede andre foretagender, min familie for eksempel«.

Redaktionen anbefaler

Top 5: Her er de bedste Coen-figurer

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce