Annonce
Annonce
Film & tv

Dans og druk. Så kort kan vi opsummere Ungarns filmhistorie

Ungarns filmhistorie er især præget af to instruktører. Men deres mesterværker hører ikke til biografernes foretrukne.

Få lande i Europa har så rig en filmhistorie som Tjekkiet, hvis man medtager dets inkarnationer i sovjettiden. I dag er det Rumænien, der skaber kunstfilm, der imødeses med stor spænding på filmfestivalerne. Polen har ligesom altid været der, i hvert fald siden 60’erne og på det seneste stærkt igen.

Selv hvis man trækker Polanski og Forman ud af ligningen, er Polen og Tjekkoslovakiet de mest toneangivende lande lige umiddelbart til højre for Østrig.

Og så er der Ungarn.

To af monolitterne inden for den mere kræsne europæiske film er, i min optik, herfra, nemlig Béla Tarr og Miklós Jancsó.

Det kan være, at der med László Nemes og ’Sauls søn’ er kommet en tredje til. Det må man håbe, for Tarr trak sig tilbage i frustration i 2011, da han var 55, og Jancsó døde som 92-årig i 2014. Nemes er 39, så hvis man formår at gøde ham lidt i det hjemlige højbed, kan han inspirere andre unge ungarske filmmagere til en tiltrængt renæssance for landet i film-Europa.

SE TRAILEREN'Sauls søn'

Østeuropa har indlysende nok haft andre betingelser end vi i det nordlige Europa. Tyskland og Italien havde fem onde år i første halvdel af 40’erne, hvor alt var viet fascistisk propaganda, Spanien endnu længere, men for Østblokken syntes det, som om de onde år med propaganda og censur aldrig skulle ende.

Og Ungarn havde det på nogle måder ekstra hårdt. Fra midt i 30’erne var styret stærkt nazificeret, og under Anden Verdenskrig, hvor Ungarn havde sluttet sig til de allierede, blev en driftig filmindustri nærmest bragt til stop.

Ungarn var underlagt Sovjets diktatutur i over 40 år, og enhver betragtning over landets kunst bør relativeres i forhold til det faktum.

Ud af skyggerne, ind i nogle andre

Er der noget, man lærer i et diktatur med en overivrig censurinstans, er det at gemme sin helt livsnødvendige systemkritik lidt væk. 39-årige László Nemes er for ung til rigtig at være barn af den tradition, men han nåede at være assisterende instruktør på Béla Tarrs ’Manden fra London’.

Béla Tarr er stadigvæk en af Europas helt store hemmeligheder. Hans hovedværk, ’Satantango’ (1994), er mest berømt for at vare over syv timer og for at være så minimalistisk, at man ser den som i en trancetilstand. Hans værker er apokalyptiske og altid filmet i sorthvid, men stilfulde på den helt store klinge. De foregår typisk i et ingenmandsland og handler om samfund i opløsning.

Film.  Det ikoniske billede fra Béla Tarrs 'Satantango'.

I Tarrs seneste og, påstår han, sidste film, ’Hesten fra Torino’ (2011), bor en gammel landmand og hans datter i et hus ude på den stærkt forblæste puszta. Deres rutiner er simple. Alt, hvad de gør, har det enkle formål at overleve fra dag til dag. Men en dag vil trækhesten helt uforklarligt ikke længere tage føde til sig, en dag er der ikke mere vand i brønden, så de ikke længere kan koge de to store kartofler, der er deres eneste daglige måltid, og til sidst kan de ikke få petroleumslamperne til at lyse. Og der blev mørke.

Som Time Out skrev: »Lyset begynder bogstaveligt – og, formoder vi, allegorisk – at gå ud«.

LÆS ANMELDELSE At være på mission i helvede med Saul er intet mindre end filmisk genialitet

Og det er jo netop det: En god, holdbar allegori skal være så rummelig, at den betyder mere end én ting. ’Hesten fra Torino’ er en omvendt skabelsesberetning, en slags skabelsens gradvise opløsning, altings destruktion. Filmen er skabt i ungarsk politisk frihed og er næppe et billede på sovjettiden.

Det kunne ’Satantango’ godt være, storfilmen om et lille kooperativ, der forføres af et par fantaster til at satse alle deres penge, blev filmet fem år efter Sovjets sammenbrud.

Béla Tarrs livsværk er spækket med dansescener. Og druk, skal guderne vide. Dansene varer tit rekordlang tid og er nærmest konkurrencer i ørkesløshed: hvor længe kan man blive stående på benene, hvor meget insisterer man på at dække over livets råd?

Henrettelser i strakt arm

Filmene af Tarrs læremester, Miklós Jancsó, er også storslåede, filmet med flittig brug af dyre og høje kranskud og de længste trackingskud i filmhistorien. Den lille håndfuld mesterværker, Jancsó nåede at lave, inden hans karriere stille og roligt blev irrelevant, er fra 60’erne og er fulde af politiske udsagn, dog aldrig – naturligvis – om den aktuelle politiske situation. I den vidunderligt lyriske ’Min vej hjem’ (1964) bliver en ungarsk skoledreng taget som krigsfange af en jævnaldrende tysk soldat.

Film.  'Min vej hjem'

De bliver kammerater snarere end modstandere, og ungareren nænner ikke at flygte, fordi han ved, at tyskeren vil komme til at bøde dyrt for det, hvis han lader ham slippe væk.

Ungarere og tyskere altså, ikke en russer i sigte. Det er der ikke i Jancsó-filmene, der handler om militære konflikter, men altid, belejligt nok, nogle andre end den konkrete. I ’Mænd uden håb’ (1966) knuser østrigerne ungarsk modstand i 1867, fanger tvinges til at klæde sig af og henrettes for et godt ord, men de fleste drab foregår uden for billedfeltet eller uskarpt et sted i baggrunden. Menneskeliv er virkelig billige i Ungarns historie, og Jancsó ofrer ikke mange billeder på dem, der dør.

Hans mesterværk ’De røde og de hvide’ (1967) om borgerkrigen i 1919 er holdt helt ud i strakt arm. En ung ungarer er på flugt hen over pusztaen og tages til fange af først den ene gruppering, så den anden og den tredje, indtil mareridtet kan begynde forfra igen. En veninde, jeg så filmen sammen med, var irriteret over ikke at kunne følge med i, hvem han nu var fange hos, men det var netop pointen.

LÆS OGSÅ Bookmakerne spår: Oscaren går til Leo og den svensk-danske pige

Vilkårlig vold og skrivebordsfremelskede, strategisk motiverede konflikter ligger bag det hele – mennesket, hver enkelt skæbne har ingen relevans i det Ungarn, Jancsó fremmaner for vore øjne – kun storpolitik og skak. ’De røde og de hvide’ har måske også Jancsós allermest mindeværdige scene, en feberdrøm med sygeplejersker, der tvinges til at danse vals med hinanden i en birkeskov midt i krigens vanvid.

Flere af verdensfilmens langt bredere, mere populære film ville i øvrigt aldrig være blevet til noget uden ungarere. ’Casablanca’ f.eks., hvis en mere mådelig instruktør end ungarskfødte Michael Curtiz havde iscenesat den, hvor forglemmelig havde den da ikke været, ja banal? I 1913 tilbragte Curtiz et halvt år ved Nordisk i Danmark og assisterede på danske film, og i 1926 rejste han til USA.

Den engelske instruktør Alexander Korda var også ungarsk født, og han lavede bl.a. ’Tyven fra Bagdad’. Hans bror Zoltan instruerede ’Junglebogen’. William Fox emigrerede med sin familie til USA som spæd i 1879 og blev en af Hollywoods mest sagnomspundne producere. Det var ham, der skrev et brev til tyske F.W. Murnau i Berlin og indbød ham til USA. Han lovede Murnau en blankocheck, hvis Murnau ville instruere den bedste film i historien hidtil, og det blev til ’Sunrise’ i 1927.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

'Sauls søn' bør uden tvivl vinde Oscar på søndag

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce