Annonce
Annonce
Film & tv

Fem tv-serier med ædru alkoholikere som de nye seriehelte

Streamingguide. Selvhjælpsnetværket AA og dets medlemmer spiller en betydende rolle i flere og flere tv-serier. Vi guider til fem af dem.

I sin anmeldelse af dramakomedieserien ’Love’ skrev Katrine Hornstrup Yde, at i »amerikanske serier er AA-møder det ultimative tegn på konflikt«.

Fordi en person, som er tørlagt alkoholiker og deltager i de anonyme alkoholikeres netværk, er en fremragende dramaturgisk joker at have på hånden.

Der er konstant spænding omkring karakteren, fordi vedkommende jo er besat af sin djævel og ideligen bakser med den, og det er hele tiden muligt at lade figuren dumpe i – for en kort bemærkning eller i en længere periode, hvis det kan bringe fortællingen ud af et dødvande.

Samtidig er det blevet aftabuiseret at være tørlagt alkoholiker. Det er helt i orden at have lagt flasken på hylden i samfundet i bred almindelighed, fordi det afspejler både menneskelighed og handlekraft. Så der er ikke noget at sige til, at afholdsfolket optræder i film og serier.

Nyt er det imidlertid ikke.

I Robert Altmans og Michael Tolkins ’The Player’ fra 1992 finder man et replikskifte mellem Peter Gallaghers figur Larry Levy og hovedpersonen Griffin Mill (spillet af Tim Robbins). Levy siger: »Jeg er der umiddelbart efter mit AA-møde«. »Jeg var ikke klar over, du havde et alkoholproblem«, siger Griffin Mill. Hvortil Levy svarer: »Det har jeg faktisk heller ikke, men det er der, de fleste vigtige aftaler indgås nu om stunder«. Så det. Skelsættende.  Hill Street Blues. Foto: NBC

Helt tilbage i 1980’erne var en af de centrale figurer i Steven Bochcos skelsættende krimiserie ’Hill Street Blues’, politikaptajnen Frank Furillo udstyret med den karakteregenskab, at han var tørlagt alkoholiker, og i denne series åndelige fortsættelse ’NYPD Blue’, der kørte i samfulde tolv sæsoner, spillede Dennis Franz den bryske og efterhånden ikke længere alkoholiserede hovedperson Andy Sipowicz.

Men nu om stunder er der mange om buddet.

'Flaked' - Netflix

Det hele er meget cool og med løs kæde, der cykles omkring på fortovet i Venice, hvor hovedpersonen Chip – spillet af Will Arnett, kendt og i visse kredse også elsket for sin rolle som G.O.B. i serien ’Arrested Development’ – kæmper den daglige kamp med tilværelsen.

Han er tørlagt alkoholiker og selvudnævnt rådgiver for skæve eksistenser omkring sig, og når han ikke kører i bil, skyldes det, at han har fået frataget sit førerbevis efter at have været involveret i en ulykke. Han hænger ud med sin kvajede nabo Dennis, der er på jagt efter en kæreste, men har lige så meget erotisk og datingmæssig stamina som en våd sok, og da vennen bliver lun på en smækker servitrice, kommer han i vejen for at dette forhold kan realiseres.

Han har et forhold til den noget yngre Cara, der er håbefuld musiker, og blandt hans venner finder vi også standupkomikeren Cooler, hvis navn passer eminent godt til den grad at grinagtighed, han er i besiddelse af.

Hvis man forestiller sig en discount-udgave af ’Seinfeld’, hvor personerne er lidt blødere trukket op, men hvor vi stadig er i selskab med mennesker, som har mere end almindeligt svært ved at acceptere voksenlivets blanding af sure og søde oplevelser, er man ikke helt ved siden af. Alle episoder er skrevet af Will Arnett og britiske Mark Chappell, og det er ganske glimrende arbejde. Det er ikke den type komik, hvor man kaster sig halvkvalt rundt i Børge Mogensen-sofaen, men mere i det underfundige hjørne af comedy-universet, hvor gentagelser, skuffede forventninger og finurlige detaljer kalder på latteren. FORBUDT.  Chip, der er hovedpersonen, kysser med den forkerte, nemlig vennens udkårne.

'Girls' - HBO Nordic

Både Hannahs eks-kæreste Adam og hendes veninde Jessa er misbrugere. Jessa har været afhængig af heroin og andre stoffer, mens Adam på et tidligt tidspunkt i sit liv faldt i flasken, men heldigvis også hurtigt holdt op med at drikke.

Dette forhold har ikke spillet nogen voldsomt stor rolle indtil videre. Selvfølgelig har det været en del af karakter-tegningen: Adam stålsatte alvor og fokus på sin kunstneriske praksis spiller ganske fint sammen med at være tørlagt alkoholiker, og Jessas flyvske gemyt passer godt til, at hun har været dybt involveret med hårde stoffer uden at tænke videre over det. Først da Adam og Jessa begynder at nære mere end venskabelige følelser for hinanden og blandt andet sidder og flirter til et AA-møde, bringes afhængigheden og ædrueligheden i spil. Og det er som det meste andet i ’Girls’ virkelig godt timet.

LÆS ANMELDELSE: Lena Dunham og veninderne er tilbage med fornyet kraft

Relationerne mellem hovedpersonerne har været afprøvet på kryds og tværs som i et hækletøj, og afhængighed har også været på bane i skikkelse af Hannahs nabo Laird, der er svoger til Adam og fader til Adams søsters barn. Jessas nonchalante forhold til sit eget misbrug har også spillet en rolle. Men nu er der ganske skarpt fokus.

’Girls’ har siden starten haft en meget højt niveau og må vel efterhånden siges at være den vigtigste tv-serie i de senere år, fordi den portrætterer en ganske ny socialkarakter: Den universitetsuddannede, basalt set livsuduelige og sygeligt selvoptagede middelklasseungdom.

VENINDER.  Seriens hovedpersoner er alle livsuduelige middelklassekvinder med skeer af metal i munden fra fødslen.

'Love' - Netflix

Kikset, men klog yngre mand møder utjekket, men lækker kvinde. Sød musik opstår, selv om omvejene til erkendelsen af den store kærlighed er både lange, trange og slidsomme.

Men det er ikke desto mindre omdrejningspunktet for historien om Mickey og Gus, der møder hinanden i en døgnkiosk og næsten bliver kærester. Den smækre Mickey er principielt set tørlagt misbruger, men hun har – hvilket afspejler hendes generelle personlighed – meget svært ved at acceptere dette. Så hun napper sig lige et par glas, en joint eller snupper et trip på det mega-psykedeliske stof yage – også kendt som ayahuasca – hen ad vejen, mens den nørdede Gus nøjes med en håndbajer, og da Mickey frister ham med piben med den søde tjald, skvatter han basket sammen som en konfirmation på blå mandag.

ANMELDELSEHvad signalerer briller og bryster i 'Love'

Men hendes alkoholisme er et dramaturgisk trick; vi ved godt, at hun lige skal over det, før hun kan møde Gus med åben pande og kysse ham dybt og inderligt i ærlighed, Amen. For på den måde er Judd Apatow og Paul Rusts serie ganske traditionel og gammeldags i sin moral: Virkelig kærlighed åbenbarer sig, når slørene falder og branderten er dampet af. Sådan er det. Og det indre er det vigtigste. Gus er måske ikke nogen Burt Reynolds-macho, men en god og dejlig fyr; Mickey derimod er skøn udenpå, men ikke så pæn indeni, og det er hendes misbrug et symptom på. Hun gør sig fortjent til Gus ved at lægge rusmidlerne bag sig.

Love.  Serien er skrevet af Judd Apatow og Paul Rust. Foto: Netflix

'Mom' - Netflix og på dvd

Anna Faris spiller den nogle-og-tredive-årige Christy, der efter en ungdom med tidligt moderskab, to forliste ægteskaber og et massivt misbrug af stoffer og sprut kæmper for at holde skruen i vandet. Hvilket i sig selv er vanskeligt. Men oven i hatten skal hun finde sig i at dele bolig med sin promiskuøse mor Bonnie, spillet af den fremragende Allison Janney, kendt fra serier som ’West Wing’ og ’Masters of Sex’.

De går til møder i den samme afdeling af AA, hvor Bonnie har et noget anstrengt forhold til kredslederen Marjorie, der portrætteres skægt af Mimi Kennedy, som nogle vil huske fra hendes rolle som Dharma hippiemor i serien om ’Dharma og Greg’. Selv om ’Mom’ er en replikbåren situationskomedie tillader den sig at tage sit misbrugerunivers ganske alvorligt og den anfægter ikke på noget tidspunkt alvoren i sine karakterers problemer. Det er faktisk en af hovedårsagen til, at den er så vellykket. Selv om Christy, Bonnie, Marjorie og de andre er ganske endimensionelle figurer i et underholdningsunivers, stikker der noget social og psykologisk alvor under dem.

Den problematiske relation mellem Christy og hendes mor er affødt af misbrug, og hun må hele tiden kæmpe for at bevare respekten for sin mor, ligesom hun strider for ikke at gribe ud efter flasken og stofglasset, når det hele alt for ofte bliver lovligt broget.

Det er superkomedianten Chuck Lorre, der står bag serien. Han er virkelig on a roll i disse år. ’Two and a Half Men’, ’Big Bang Theory’ og altså denne har vi fået fra ham i dette årtusind.

FAMILIELIV.  Det er lidt hådt for Christy - Anna Faris - at acceptere sin mor, der igennem hele barndommen svigtede hende massivt til fordel for stoffer og fest.

'House of Cards' - Netflix

Selv om det hinsides enhver diskussion er Kevin Spacey og Robin Wright, der spiller de altdominerende hovedroller som præsidenten Frank Underwood og hans snedige og snarrådige hustru Claire, så er stabschefen Doug Stamper en meget vigtig person. Og han er tørlagt alkoholiker, hvilket ikke er uproblematisk.

ANMELDELSE: Frank Underwood er tilbage med flere intriger og mere ondskab

Igen og igen bringes han i situationer, hvor fristelsen til at drikke melder sig, og han falder da også i på et tidspunkt. Det er med til at understrege hans karakters ustabile karakter: På den ene side er han i stand til at gøre snart sagt hvad som helst for at hjælpe Underwood, på den anden er han også et svagt led i organisationen, fordi han har den alkoholisme som sin evige følgesvend og dermed også latente banemand. Alkoholismen tjener også til at menneskeliggøre figuren. Var han ikke en eksistens i whiskyens skygge, ville han være for entydigt ryggesløs og uinteressant.

Ligesom sprutten kan bløde livet lidt op for hin enkelte, mildner Dougs historien med spiritussen ham som dramatisk forekomst. Og sprutflasken står der hele tiden lige til at åbne, hvis forfatterne mangler en konflikt til at fjerne seernes blik fra Underwood-parrets noget ensidige stræben efter magten, magten og magten. MAGTGAL.  Frank Underwood er måske nok 'House of Cards' centrale person, men hans stabschef Doug Stamper og dennes alkoholisme spiller også en vigtig rolle.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Svensk krimiserie på TV 2 fortæller først og fremmest en historie

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce