Annonce
Annonce
Film & tv

Fire temaer, der kendetegner instruktøren bag 'Dheepan'

Jacques Audiard prisvindende film kredser ofte om fædre, skæbner, kommunikation og særlige talenter med en god gang vold, der rammer i maven.

Annonce

Jacques Audiards film 'Dheepan' vandt guldpalmen sidste år i Cannes og har nu fået premiere i Danmark.

Hos Audiard går flere temaer igen. Et af dem er volden, som i 'Dheepan' forfølger hovedpersonen Dheepan -en frafalden hærleder hos De Tamilske Tigre. Han flygter til Frankrig og ender i et ghettoområde nær Paris. I begge miljøer er volden indlejret - et vilkår.

Her er fire andre af Audiards temaer:

Menneskers evner

Man kan godt have evner, selv om man har lort i bagagen. Audiard hylder kompetencen, ikke som det, der endeligt skal eller kan realisere et menneske, men som noget indbygget konstruktivt. I ’Profeten’ har Malik (Tahar Rahim) underligt synske evner, i ’Smagen af rust og ben’ er Alain på godt og ondt en fremragende slagsbror. I Audiards gennembrudsfilm, ’Det slag mit hjerte sprang over’, spiller Romain Duris en gennemkriminaliseret boligspekulant, der spiller klassisk klaver parallelt med sit private og professionelle kaos. Her handler det til slut ikke om at lykkes, men om fascinationen ved at kunne noget særligt.

TROVÆRDIG.  Romain Duris som småkriminel i ’Det slag mit hjerte sprang over’ (2005). - Foto: Allstar Picture Librar

Faderspøgelser

Fædre og faderfigurer er dårligt nyt i Audiards film. I ’Den diskrete helt’ fra 1996 indser Albert, at hans afdøde far slet ikke var en krigshelt. I ’Profeten’ spiller Niels Arestrup den hårdkogte mafioso, César, der i fængslet holder sin familie af beskyttere og håndlangere tæt til kroppen gennem et voldshierarki. Det er også Niels Arestrup, der som far forsøger at fastholde sin søn i kriminalitet i ’Det slag mit hjerte sprang over’. Autoriteter er hos Audiard de voldstyranner, som vores (mandlige) hovedroller kæmper for at få på afstand. I ’Dheepan’ gælder det en leder fra de tamilske tigre, der ikke vil lade Dheepan melde sig ud af krigen.

Fartype.  Niels Arestrup i ’Profeten’ (2009). - Foto: Polfoto

Skæbnemøder

Modsætninger mødes, men det er ikke almindelig sød musik, der så opstår i Audiards film. I så fald ville ’Smagen af rust og ben’ om en småkriminel slagsbror og hans relation til en benløs kvinde være forudsigeligt sentimental. I stedet er de to triste mennesker hårde ved hinanden. Deres hensynsløshed og manglende vamsede beskyttertrang forvandler sig til en stærkere form for beskyttelse. Det er det spøjse, perfekte mismatch, der gør folk stærkere sammen hos Audiard. Ligesådan i de knastede ikke-familierelationer i ’Dheepan’.

Modsætning.  Matthias Schoenarts og Marion Cotillard i ’Smagen af rust og ben’ (2012). - Foto: Allstar Picture Library/Sony Pictures

Knækket kommunikation

I Audiards film taler ingen samme sprog, måske taler de slet ikke. Og måske kan de ikke skrive – som vores hovedperson i ’Profeten’. Mange af dem ved ikke, hvordan de skal formulere sig – som brovtende, kropslige Alain i ’Smagen af rust og ben’. I ’Dheepan’ forstår vores hovedperson hverken fransk eller humor. Carla fra ’Blodrøde læber’ hører dårligt. Dette kommunikationsbesvær løber som et konstant symbolsk og menneskeligt vilkår hos Audiard.

PARLØB.  Emmanuelle Devos er den hørehæmmede Carla i den erotiske thriller ’Blodrøbe læber’ (2001). - PR-foto

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce