Deprimerende. De to miljøaktivister Josh og Rebecca Tickell tager til Joshs hjemstat for at se nærmere på det tavse efterspil efter 'Deepwater Horizon'.
Foto: MICHAEL SPOONEYBARGER/AP

Deprimerende. De to miljøaktivister Josh og Rebecca Tickell tager til Joshs hjemstat for at se nærmere på det tavse efterspil efter 'Deepwater Horizon'.

Årets store dokumentar afdækker oliekatastrofe

'Deepwater Horizon' er deprimerende konkret. Katastrofen er kun lige begyndt.

Film og tv

22. april 2010 eksploderede og sank BP’s boreplatform ’Deepwater Horizon’ i Den Mexicanske Golf ud for Louisianas sårbare kyst. Olien væltede ud af borehullet i månedsvis. Medierne strømmede til, og olieindsmurte fugle og tilsvinede kyster fyldte alle kanaler.

Katastrofen uden lige Det kom snart frem, at massive besparelser og lemfældig sikkerhed havde banet vej for ulykken. BP med det dårlige rygte, hvad angår sikkerhed, havde sparet på den, selv om man vidste, det var ekstremt risikabelt at bore på så dybt vand. Dybere end nogen andre før havde gjort. Katastrofen udviklede sig til det hidtil værste olieudslip.

777.037.744 liter råolie fossede ud, og 7.000.000 liter kemiske opløsningsmidler blev hældt ud over olien fra fly i forsøg på at bekæmpe den. Eller rettere for at afdramatisere udslippets størrelse. Det er, hvad den amerikanske dokumentarfilm ’The Big Fix’ hævder.

Filmen havde premiere på den netop overståede Cannes Filmfestival.

Slet ikke forbi
Kort efter udslippet kom videnskabsmænd med professor Ed Overton fra Louisiana State University i spidsen og kunne i alle de store medier beroligende berette, at små bakterier og mikrober var godt i gang med at guffe olien i sig. Naturen ville klare ærterne. Snart ville der ikke være noget problem.

Det var ikke ligefrem en sund prognose, påpeger ’The Big Fix’.

I filmen tager de to filmskabere og miljøaktivister Josh og Rebecca Tickell til Josh Tickells hjemstat for at se nærmere på det bemærkelsesværdigt tavse efterspil efter ’Deepwater Horizon’.

At Ed Overtons afdeling på Louisianas Universitet modtog massive donationer fra BP, kort inden Overton pludselig indså bakteriernes mirakuløse egenskaber, er kun én af de mange rare ting, de dokumenterer i filmen.

Filmens mest nedslående konklusion er, at katastrofen slet ikke er forbi, men på en måde kun lige begyndt. Medierne er for længst rejst videre, men elendigheden er end ikke i aftagende. Ægteparret Tickell interviewer lokale beboere, opsøger lukkede strande og snakker med eksperter af alle slags.

Kemikalier fjerner ikke olien
Billedet, der tegner sig, er deprimerende. De store oliefirmaers katastrofeberedskab var stort set ikkeeksisterende. I stedet hældte BP fra luften millioner af liter af det giftige kemikalieprodukt Corexit ud i havmiljøet. Corexit blev opfundet i forbindelse med ’Exxon Valdez’-katastrofen ud for Alaskas kyst.

Corexit nedbryder olien, så den ikke kan ses, men den fjerner den ikke. Olien bliver i stedet forvandlet til småbitte oliedråber. Den får olien til at forsvinde for det blotte øje.

Filmens mest nedslående konklusion er, at katastrofen slet ikke er forbi, men på en måde kun lige begyndt.

Men den gør også, at olien kan trænge ind igennem cellemembranerne og gøre ubodelig skade på havets dyr og planter og hos de mennesker, som kommer i kontakt med olie og Corexit via vand, dyr, vind og vejr. Corexit vil kunne spille en nedbrydende rolle for helbredssituationen i Louisiana i mange år fremover.

I begyndelsen var man lettet over udslippets tilsyneladende beskedne omfang. Det Hvide Hus erklærede på et tidligt tidspunkt, at nu var tre fjerdedele af olien væk. Det viste sig at være et falsk håb. Meget af den særlig tunge olie fra den ekstremt dybe boring lå i stedet som store øer af olie under overfladen.

Da man fandt ud af det, begyndte BP at pumpe Corexit ud i olien på mange meters dybde i stedet.

Oligarki
Regningen begynder at hobe sig op. 90 procent af koralrevet er dødt. 90 procent af fisk og skaldyr er i store havområder gået samme vej. Delfinerne masseaborterer og dør. Rejefiskeriet er rabundus. En lukrativ fødevareindustri er reduceret til en skygge af sig selv. Fiskerne har ikke noget at lave, og kemikalierne hvirvler rundt i miljøet.

Mærkelige sygdomme florerer massivt. Folk får væskende huller i huden og sære sår. Åndedrætsproblemer, hjertegalop, hovedpine og ’kemisk lungebetændelse’ plager tusindvis af mennesker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Også den ene af filmens to instruktører, Rebecca Tickell, får blærer på huden, huden på fødderne falder af i flager efter en sejltur og gåture på stranden. Og hun får konstateret ’kemisk lungebetændelse’.



Under hele forløbet har BP travlt. Med at pløje olie ned i sandet, så strandene kan se pæne ud. Med at sprede olien med Corexit. Med at få sig et grønt image med sloganet ’Beyond Petroleum’ og med at presse på, så tilladelse til nye olieboringer på dybt vand ikke bliver alt for forsinket.

Ifølge Tickell-parrets film kan de dog tage det helt roligt. Tilladelserne kom.

Deprimerende konkret

Hvad angår medgørlighed over for olieindustrien har der ikke været stor forskel på præsidenterne Obama og Bush. Så længe olieindustrien og de store banker – J.P. Morgan har 25 procent af aktierne i BP – finansierer de fleste politikeres kampagner, kan de amerikanske vælgere, ifølge ’The Big Fix’, regulært kun selv bestemme, hvilken af de to kandidater, som de store korporationer har besluttet sig for at støtte med flest penge, der skal vinde. Skal man tro ’The Big Fix’, er USA godt på vej til at blive et ’oliegarki’. Det er i hvert fald konklusionen på ’The Big Fix’, der har status som dette års dokumentarfilm a la Michael Moore.



LÆS OGSÅ En politisk dokumentarfilm, som er lige ved at blive svimmel over at se skumle forbindelser mellem alt og alle, men som, hvad angår skildringen og analysen af de fortsatte ødelæggelser i kølvandet på ’Deepwater Horizon’, er deprimerende konkret. Det kommer til at vare mange år, før et af verdens rigeste farvande kommer sig oven på denne katastrofe. Måske sker det aldrig. For indbyggerne i den lille stat Louisiana har Big Oil og fiskeindustrien hidtil været de to store indtægtskilder. Louisiana stod for 30 procent af USA’s produktion af rejer og skaldyr. Nu er kun den ene industri i vigør.



Annonce

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den store fisk sked på den lille. Og ud for Louisianas kyst borer 4.000 boretårne stadig på livet løs i stadig dybere vand og dermed også med stadig større risiko for, at noget går galt.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce