filmscene. Navy SEALs-soldater gør sig klar til at forcere en dør i Osama Bin Ladens bolig.
Foto: Jonathan Olley

filmscene. Navy SEALs-soldater gør sig klar til at forcere en dør i Osama Bin Ladens bolig.

Film og tv

Oscar-nomineret tortur-film vækker vrede

Folkene bag 'Zero Dark Thirty', der beskyldes for at idyllisere tortur, forsvarer sig til premieren i Washington.

Film og tv

For George Ripley hænger det hele smukt sammen.

Terrorangrebene 11. september blev udført af skumle bagmænd fra det amerikanske militærindustrielle kompleks for at udløse en krig mod en fjende, der ikke fandtes.

»Det var smart, for sådan en krig kan jo vare evigt«, siger han.

Denne onsdag aften står den 63-årige aktivist foran Washingtons nyhedsmuseum Newseum, der ligger på Pennsylvania Avenue midt imellem Det Hvide Hus og Kongressen.

Ikke for at demonstrere mod præsident Obama eller andre politikere, men for at advare mod den nye film ’Zero Dark Thirty’, der beskriver den 10 år lange jagt og drabet på Osama bin Laden.

LÆS MERE Oscar-nominering Det er filmen, som hele USA taler om lige nu, og som vader i succes. I denne uge blev den nomineret til en Oscar i kategorien ’bedste film’ oven i den lange stribe af priser, den allerede har modtaget. Men for George Ripley er filmen, som denne aften skal vises for første gang i Washington, en del af en større konspiration, som han sammenfatter med et citat fra Frank Zappa: »Hollywood er Pentagons underholdningsafdeling«, siger han og tilføjer: »Filmen er rent opspind; det er propaganda, lavet for at folk kan have det bedre med sig selv. Ren feel good«.



Men lige der tager Ripley klart fejl.

For uanset hvad man mener om 11. september og om krigen mod terror, så betragtes ’Zero Dark Thirty’ bestemt ikke som en dosis harmløs underholdning i Washington. Tværtimod.

Længe før filmen overhovedet er blevet vist i hovedstaden, har den allerede ført til krav om en kulegravning af spionagenturet CIA’s egen rolle i filmens tilblivelse.

Den har sat fuldt blus på en følelsesladet og ømtålelig debat om USA’s egen anvendelse af tortur og dermed genåbnet et sår, der stadig gnaver i mange amerikaneres selvforståelse.

Kontroversiel? Ja. Feel good? Nej.

LÆS MERE

Ammar får tæsk
Filmen begynder med en varedeklaration: »Denne film bygger på førstehåndsberetninger om virkelige hændelser«.

Det er en vigtig del af forklaringen på hele balladen. For det første fordi mange nu spørger, om CIA lækkede fortrolige detaljer om menneskejagten i håb om at stå i et bedre lys i filmen.



For det andet fordi formuleringen har bidraget til opfattelsen af, at her var tale om en slags dokumentarfilm.

Historien, ’Zero Dark Thirty’ fortæller, starter dengang, da USA blev ramt af terrorangreb, og verdens største hær gik i kamp mod uret for at finde den formodede bagmand, Osama bin Laden, og for at hindre nye angreb.

Ubehagelige minder
Først tvinges billederne af angrebet på World Trade Center frem hos publikum. Mens skærmen forbliver sort, afspilles båndoptagelser af nogle af de desperate telefonopkald fra mennesker, der var fanget på de øverste etager.

Det næste, vi ser, er en mand ved navn Ammar, der to år senere bliver udsat for voldsom tortur i et af CIA’s hemmelige fængsler. Han bliver udsat for simuleret drukning, holdt vågen med høj musik og tvunget til at gå rundt på alle fire i bar røv og iført hundehalsbånd. Bagefter bliver han puttet ind i en lille kasse natten over.



Få dage senere giver Ammar den første brik til det puslespil, som leder frem mod filmens forudsigelige kulmination: aktionen i maj 2011, hvor amerikanske elitesoldater dræber Osama bin Laden.

En indforstået latter spreder sig i salen, da CIA-chefen for første gang dukker op i ’Zero Dark Thirty’.

Det er næppe en scene, der vil fremkalde mange grin hos biografgængere i hverken New York eller København. Men her i Newseum i Washington, hvor adskillige topembedsmænd, politikere og CIA-ansatte er blandt publikum, hygger man sig over ligheden med virkelighedens daværende CIA-chef.

Filmen gør ondt
Publikum ved den første visning i Washington er ellers ganske skeptisk. Bifaldet efter filmen er først tøvende, så høfligt - men aldrig stormende. ’Zero Dark Thirty’ gør ondt her.

For selv om filmen kan tolkes forskelligt, er det åbenlyst, at hovedpersonerne, især CIA-agenten Maya, opfatter tortur - eller forstærket forhør, som det hedder – som en nyttig arbejdsmetode. Eneste grund til, at de holder op med at anvende den, er frygten for ballade hjemme i, ja, Washington.

Som en af Mayas kolleger siger til hende: »Du vil ikke ønske dig at være den sidste, der bliver opdaget med et hundehalsbånd i hånden«.

Inden filmen forsikrer instruktør Kathryn Bigelow om, at hun er beæret over den opmærksomhed, filmen har fået:

»Som filmskaber er der intet mere smigrende, ydmygende og skræmmende end at producere en film, der fører til eftertænksom dialog og debat om emner, der er både vigtige og relevante. Men lad mig slå fast, at vi ikke havde nogen dagsorden med denne film, og at vi ikke var ude på at provokere«.

LÆS PORTRÆT

Bigelow forlader salen, inden filmen er slut, fordi hun skal til New York og modtage endnu en pris, så det er manuskriptforfatter Mark Boal, der svarer på spørgsmål efter filmen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Grundig research
Han har sværere ved at skjule sin irritation over kritikken. Sarkastisk slår han fast, at der er tale om en film, hvilket ikke burde være så svært at forstå, når den nu går i biografen. Den tidligere journalist oplyser, at han har researchet filmen sådan, som han ville gøre, hvis han skulle skrive en artikel.

»Men til sidst ligger al min research i en bunke herovre, og så skal jeg altså skrive en film, som nødvendigvis må skære tingene til, når et 10 år langt forløb skal komprimeres til et par timer«.

Mark Boal fortæller, at det var et intenst øjeblik, da han fik at vide, at CIA ligefrem havde udsendt en erklæring om filmen.

LÆS MERE

Det var den erklæring, hvor CIA’s fungerende direktør på den ene side lagde afstand til filmen, men på den anden side slog fast, at det for altid vil være til diskussion, om oplysninger indhentet ved hjælp af tortur var med til at sætte USA på sporet af bin Laden.

»Det synes jeg sådan set ligger meget i tråd med filmens fremstilling«, siger Mark Boal.

Gør ondt i Washington

Og det er netop derfor, filmen gør så ondt i Washington - både hos demokraterne i Kongressen og hos aktivisterne, der demonstrerer foran Newseum. George Ripley - manden, der ikke tror på, at Osama bin Laden havde noget med 11. september at gøre – er temmelig sikker på, at filmen er en del af den store løgn.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kun et spørgsmål kan bringe ham en smule i tvivl: Om han selv skal se filmen?

»Ja, ja, det skal jeg vel. Eller, faktisk nok ikke. Måske. Altså, jeg kan jo godt lade mig underholde som enhver anden. Men hvad er formålet med livet, hvis ikke det er at fremme sandheden?«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce