Filmfællesskab. Den mexicanske filminstruktør Amat Escalante fandt her i landet blandt andre den danske filmfotograf Manuel Alberto Claro, som skal skyde hans kommende film.
Foto: Joachim Adrian

Filmfællesskab. Den mexicanske filminstruktør Amat Escalante fandt her i landet blandt andre den danske filmfotograf Manuel Alberto Claro, som skal skyde hans kommende film.

Jagten på det rene udtryk leder anerkendt instruktør til Danmark

Amat Escalante, vinderen af bedste instruktør på Cannes, jagter folk i Danmark

Film og tv

Den mexicanske filminstruktør Amat Escalante oplever under sit ugelange besøg i København nogle råkolde junidage.

Men på andre måder har han fået en varm velkomst.

Escalante fik et internationalt gennembrud med sin tredje spillefilm ’Heli’ på sidste års filmfestival i Cannes.

SE TRAILEREN

Cannes-prisbelønnet drama fra Mexico. 'Heli' er et barskt og kompromisløst drama og et uafrysteligt vidnesbyrd om, hvordan frygt, vold og korruption ligger under overfladen i moderne mexicaneres hverdag. Kilde: Politiken

Nu er han ved at lægge an til sit hidtil mest ambitiøse projekt ’La Region Salvaje’ (’The Untamed’).

Det bliver noget overraskende en film med kraftigt dansk islæt.

Mørk kærlighedsfilm

»Min nye film er en slags kærlighedsfilm«, fortæller Amat Escalante. At lave en kærlighedsfilm er imidlertid noget, han har truet med før.

Det ender som regel med en temmelig mørk en af slagsen. Og gør det nok igen.

For i ’La Region Salvaje’ er der tale om en forreven kærlighedshistorie om et ungt par, hvor manden er utro og dunkle sociale kræfter flår i det unge par.

»Det er en historie om, hvad der sker, når mennesker ikke er tro imod deres egne følelser. Jeg vil gerne lave en historie, som blander følelsesmæssige og sociale temaer. I en film, som ikke mindst skal handle om, hvordan man behandler kvinder i Mexico, hvor mandschauvinismen er dominerende. Men oven i det vil jeg tilføje nogle elementer fra science fiction-genren som en slags metafor for filmens problemstillinger«, forklarer Escalante.

Den oprindelige inspiration til filmen var en overskrift i en lokal tabloidavis i instruktørens hjemby Guanajuato midt i Mexico fem timers busrejse fra Mexico City.

Kioskbaskeren ’Lille bøsserøv druknet’ viste sig at dække over en historie om en mandlig sygeplejerske, der var blevet tævet ihjel af en gruppe mænd.

»Jeg syntes, det var slående, at de ikke beskrev ham som en sygeplejerske, der arbejdede på et lokalt hospital, men kun ud fra hans seksuelle identitet.

Det gav mig lyst til at beskæftige sig med et spørgsmål, som vel er et problem overalt i verden, men er meget udtalt i Mexico«, siger Escalante.

Så det kommer til at handle om machismo. Men ikke om narkovolden, som ellers har sat sine præg på Escalantes tidligere film.

Så hvorfor Danmark?

Den danske forbindelse har tre sider, viser det sig. Produktion, håndværk og støttepenge.

Den danske producent Katrin Pors fra det lille danske Adomeit Film er en af filmens fire ko-producenter.

Det var Pors, som i første omgang tog kontakten til Escalantes produktionsselskab Mantarraya.

Den danske fotograf Manuel Alberto Claro skal skyde filmen, og special effects-mageren Peter Hjorth skal stå for effekter.

Der laves dansk efterarbejde på filmen. Nærmere bestemt københavnsk efterarbejde.

Det er så her, Copenhagen Film Fund kommer ind i billedet.

’La Region Salvaje’ har fået en pose penge fra storbyens nye filmfond. Og, nej, man behøver ikke indlægge en biljagt på Strøget eller en kyssescene foran Rosenborg Slot for at få penge fra filmfonden, bekræfter Amat Escalante og Katrin Pors.

Det er nok, at filmprojektet resulterer i arbejde til københavnske filmarbejdspladser.

Filmfællesskaber på tværs af grænser

Det er producentens job at vise vej til pengene.

Men selv i en globaliseret ko-produktionstid er det ikke kun de danske penge, der knytter forbindelsen.

Det handler om filmfællesskab på tværs af kulturer og landegrænser.

Som så mange andre filmskabere har også Escalante været stærkt optaget af Lars von Triers film.

»Jeg har stor respekt for von Triers film. Så jeg har kigget nærmere på, hvem der har arbejdet på dem«, siger Amat Escalante, der selv har stykket sin selvgjorte filmiske uddannelse sammen.

Jeg har stor respekt for von Triers film. Så jeg har kigget nærmere på, hvem der har arbejdet på dem

Peter Hjorth har i mange år lavet special effects for Trier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Manuel Alberto Claro var fotograf på ’Melancholia’ og ’Nymphomaniac’.

Faktisk havde Escalante allerede tidligere af ren nysgerrighed kigget Claro i kortene på grund af det spanske navn og fandt ud af, at den danske fotograf var født af chilenske forældre.

Jagten på et rent udtryk

»Jeg kunne lide måden, de blander film og virkelighed på. Alberto Claro kan godt lide at bruge det forhåndenværende lys. Han er ikke sådan en fotograf fra Hollywood, der skal bruge tonsvis af udstyr for at få ting til at se pæne ud. Han søger et rent udtryk på vejen mellem kamera og lærred«.

»Med hensyn til Peter Hjorth handler mange af hans effekter ikke om at skabe den spektakulære Spiderman-effekt, men mere om at lave om på virkeligheden, så man ikke opdager, det er en effekt, når man ser filmen«.

LÆS OGSÅ

Som Escalante selv gjorde det i ’Heli’, hvor en stærkt omdiskuteret torturscene med en penisafbrænding faktisk var ren effekt.

»Både Peter og jeg gik ud af skolen som 15-årige, fordi vi ville lave film. Så vi har en fælles historie dér«, fortæller Amat Escalante og peger indirekte på en vigtig pointe.

De mange ko-produktioner er hastigt ved at opbløde det nationale filmbegreb til fordel for et internationalt fællesskab af filmkunstnere.

En af dem kommer fra Mexico og hedder Amat Escalante.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce