Undtagelsen. Susanne Biers Oscar for 'Hævnen' i  2011 har ikke banet vej for flere kvindelige filminstruktører herhjemme. spillefilm, anmarkshistoer en af de få filminstruktører, der har fået en
Foto: MATT SAYLES/AP

Undtagelsen. Susanne Biers Oscar for 'Hævnen' i 2011 har ikke banet vej for flere kvindelige filminstruktører herhjemme. spillefilm, anmarkshistoer en af de få filminstruktører, der har fået en

Alvorlig skævhed giver kuldegysninger i dansk film

Kun hver 5. danske film bliver instrueret af en kvinde. I Sverige er det næsten hver 2.

Film og tv

Der er blevet talt om ligestilling – eller rettere mangel på ligestilling – i den danske filmbranche i årevis. Alligevel har udviklingen ikke rykket sig en tøddel.

I 2010 var andelen af kvindelige spillefilminstruktører, der modtog støtte fra Det Danske Filminstitut, 17,4 procent. I 2015 var andelen ... 17,4 procent. Og de få kvinder, der kommer gennem nåleøjet, får 30 procent mindre i støtte end mændene.

Det viser den første samlede opgørelse over kønsfordelingen i dansk film, som Det Danske Filminstitut offentliggør i dag.

»Der er en alvorlig skævhed. Og jeg kan godt få lidt kuldegysninger over, at det står så slemt til«, siger formanden for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl.

Også direktør for Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen undrer sig.

»Enten er mandlige instruktører fem gange så gode som kvindelige instruktører, eller også er der kvalificerede kvinder, som ikke søger støtte. Og jeg tror ikke, at der er videnskabeligt belæg for, at mænd er fem gange så gode som kvinder til at instruere film«, siger han.

Det er en militær operation, det er en stor maskine, det kræver nosser at regere rundt med et stort filmhold og så videre.

Man kunne forklare skævheden med, at der bare bliver uddannet mange flere mandlige end kvindelige filminstruktører. Men sådan er det ikke. For i perioden 2002 til 2015 blev der uddannet næsten lige så mange kvindelige filminstruktører som mandlige – 46 procent var kvinder.

Så kunne man ty til den forklaring, at der bare er langt flere mænd, der går i biografen. Men sådan er det heller ikke. Faktisk er der flere kvinder end mænd, der går ind og ser en film – 54 procent er kvinder. Og ser man på det unge publikum under 30 år, er 2 ud af 3 kvinder.

Historien fortsætter under grafikken

Endelig kunne man forklare det med, at det er mænd, der bestemmer, hvem der skal have støtte. Normalt siger man jo, at manglen på ligestilling på lederposter og i bestyrelser i erhvervslivet hænger sammen med, at det er mænd, der sidder og udpeger andre mænd til posterne. At mændene bevidst eller ubevidst er gatekeepere, der holder kvinderne ude.

Men heller ikke den forklaring holder, hvis man ser på det danske støttesystem. Her dominerer kvinderne. Selv om den tre mand store direktion på Filminstituttet består af mænd, udgør kvinder 71 procent af alle beslutningstagere på instituttet.

»Fordommen om, at hvide midaldrende mænd reproducerer hvide midaldrende mænd, holder ikke her«, siger Henrik Bo Nielsen.

Og det er heller ikke, fordi der ikke findes rollemodeller. For nogle af de danske instruktører, der klarer sig bedst internationalt, er kvinderne Susanne Bier og Lone Scherfig.

Filmkonsulent for børne- og dokumentarfilm Ulla Hæstrup har siddet med i arbejdsgruppen bag undersøgelsen, og hun kan ikke forklare, hvorfor der er så få kvindelige instruktører, der søger om støtte.

»Der sker et eller andet med de kvinder, der bliver uddannede. Det er vi nødt til at undersøge«, siger hun.

»Måske handler det om, at det at være filminstruktør ikke er et 8-16-job. Det kræver, at man kan lukke ned for alt andet i en periode, og det kan være svært, hvis man vil have det til at fungere med en familiehverdag«, siger hun.

En anden forklaring kan ifølge Ulla Hæstrup være selvtillid. At de mandlige instruktører bare render rundt med en højere selvtillid end de kvindelige.

»På det plan tror jeg, at filminstruktører ligner alle andre i vores samfund«, siger hun.

Den hellige gral

Også rektor på filmskolen Vinca Wiedemann fremhæver, at instruktørjobbet ikke er et 8-16-job, ligesom man ikke tager barnets første sygedag, når man står med et filmhold til 100.000 kroner om dagen.

»Som Karen Blixen sagde til Thorkild Bjørnvig: Hvis man skal ud og lede efter den hellige gral, så nytter det ikke at tage barnevognen med«, siger hun.

Derfor er det nødvendigt for filminstruktører, der også vil have en familie – uanset om det er en mand eller en kvinde – at de har nogen, der kan tage over derhjemme i perioder, fremhæver Vinca Wiedemann.

En anden forklaring på de få kvinder kan ifølge Filmskolens rektor være opfattelsen af, hvad det er at være filminstruktør. Rollen er omgivet med maskulin retorik og militærjargon, påpeger hun.

»Det er en militær operation, det er en stor maskine, det kræver nosser at regere rundt med et stort filmhold og så videre. Det er metaforer, som giver maskuline associationer. Jeg tror ikke, at den konventionelle forestilling om den kvindelige kunstner harmonerer med forestillingen om det at være filminstruktør«, siger Vinca Wiedemann, der kalder det »et kæmpe problem«, at så få kvinder laver film:

»Der er mange faktorer, der spiller ind, som vi skal have gjort noget ved«.

Instruktørernes formand, Christina Rosendahl, blev mor for 1 år siden. Alligevel er hun ved at optage en dokumentarfilm og samtidig i gang med at udvikle en spillefilm.

Hun siger selv, at det kun kan lade sig gøre, fordi hun nøjedes med at gå på barsel i et halvt år, og fordi hun har en mand, der bakker hende op og tager sig af datteren i de perioder, hvor hun har travlt. Og endelig fordi hun har haft en kvindelig producer, der har fungeret som en slags mentor på det at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen. Blandt andet har hun hjulpet hende med at organisere sin barsel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Som filminstruktør skal man kunne lægge alt andet til side. Og det er ofte meget nemmere for mænd end for kvinder«, siger Christina Rosendahl.

Det er ikke bare bag kameraet, mændene dominerer. Det gør de også foran.

Undersøgelsen viser, at mænd sidder på 67 procent af hovedrollerne i danske spillefilm, ligesom de også er hovedkarakteren i 67 procent af dokumentarfilmene.

»Det er vanvittig trist, at der ikke sker noget. Det er en samfundsopgave at tale om ligestilling, når man er subsidieret af den danske stat«, siger skuespillernes formand, Katja Holm.

Vil man skabe forandring, må man sætte nogle mål.

Selv om hverken hun eller andre i branchen peger på kvoter for at få mere ligestilling, mener hun, at der skal ske en ændring meget hurtigt.

»Hvis det her ikke ændrer sig i løbet af nogle få år, må vi ud og have nogle hjælperedskaber«, siger Katja Holm.

Svenskerne kan

Det har man i Sverige. Her er der en klar målsætning om, at lige mange mænd og kvinder skal lave film. Og i Sverige sker der noget. Andelen af film, der er instrueret af kvinder, steg fra 29 procent i 2011 til 43 procent i 2015. I 2014 var andelen helt oppe på 50 procent.

Og i Sverige handler film oftere om kvinder end om mænd. Sidste år havde 46 procent af de svenske film en kvinde i hovedrollen, 32 procent havde både en mand og en kvinde, og 21 procent havde en mand i hovedrollen.

Men herhjemme er der ingen, der taler om kvoter. For skal kvinderne have positiv særbehandling, skal instituttet støtte nogle film af kvinder på bekostning af bedre filmprojekter af mænd, siger direktør Henrik Bo Nielsen.

»Jeg anerkender, at der ikke er flyttet noget de seneste år. Men nu italesætter vi det og ser, om vi ikke kan få fremskridt. Vi ved godt, at vi med kvoter kunne vende udviklingen meget hurtigt, men så er det noget, politikerne skal beslutte ud fra et rent ligestillingsønske. I dag skal vi vælge det bedste projekt uden at skele til, om det er lavet af en mand eller en kvinde«, siger han.

Og hvad så hvis det ikke hjælper at tale om det?

»Hvis der ikke er sket noget om 2 år, kan det godt være, at der ikke er nogen vej uden om kvoter, hvis man ikke kan acceptere den forskel, der er i dag«, siger Henrik Bo Nielsen.

Direktør på Det Svenske Filminstitut Anna Serner forstår ikke, at Filminstituttet ikke går mere radikalt til værks og gør som i Sverige, der har en klar målsætning om, at lige mange kvinder og mænd instruerer film, og som forfølger den måned for måned.

»Vil man skabe forandring, må man sætte nogle mål«, siger Anna Serner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ifølge den svenske filmdirektør har det været vigtigt i Sverige at erkende, at alle aktører inklusive hun selv nærmest per automatik har lettere ved at se kvaliteten i et filmprojekt af en mand.

»Derfor har vi uddannet både os selv og branchen i ikke at favorisere mænd, men anstrenge os mere for at finde projekter med kvindelige instruktører. Og lige så snart produktionsselskaberne forstod, at vi havde det her mål, begyndte de også at lede efter bedre projekter med kvindelige instruktører«, siger hun.

Den strategi har ikke sænket, men tværtimod højnet kvaliteten i svensk film, mener Anna Serner. Svenske film bliver inviteret til flere festivaler end tidligere, ligesom kritikerne giver bedre anmeldelser af de kvindelige instruktørers film.

»Vi havde dobbelt så mange film med på festivalen i Berlin som resten af Norden tilsammen. Vi har bevist, at det kan lade sig gøre. Og at de film, som kvinder laver, bliver opfattet som nye og originale«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Målinger og sæder

Annonce