Mascha Vang og Frederik Fetterlein er nogle af de kendisser, der i det nye realityprogram 'Min fede træner' skal æde sig en pukkel til for derefter at kunne vejlede 'rigtige tykke’ om, hvordan man taber sig.
Foto: TV3 (kollage)

Mascha Vang og Frederik Fetterlein er nogle af de kendisser, der i det nye realityprogram 'Min fede træner' skal æde sig en pukkel til for derefter at kunne vejlede 'rigtige tykke’ om, hvordan man taber sig.

Fra 'Livet er fedt' til 'Min fede træner': Tykke mennesker er altid godt tv

Selv om tv-trenden igen går i retning af solidaritet med almindelige mennesker, er TV3’s nye realityprogram 'Min fede træner' et eksempel på, at slankhed vitterlig er tidens løsen, siger eksperter.

Film og tv

De er blevet grinet ad, lidt jovialt i begyndelsen, men så med stigende råhed. De fattige, de fede, dem med husgæld til op over skorstenen, dem med elendig udkantsdansk burgerkultur. Med Sonofons tv-reklame fra 2001 med de snøvlende provinstyper i ’Polle fra Snave’ er det blevet kutyme at pege lidt fingre ad folk, der er dårligere stillet end en selv.

Og ifølge både tv-eksperter, diætister, sociologer og andet godtfolk er vi der igen med TV3-serien ’Min fede træner’, der havde premiere i denne uge, og hvor labre kendisser som Mascha Vang og Frederik Fetterlein tager på. For derefter – i solidaritet med unge mennesker, der virkelig har et problem med overvægt – at tabe kiloene igen. For at inspirere. Vise, hvor let det er, hvis man tager sig lidt sammen.

Sociologen Emilia van Hauen, hvis kommende bog ’Succestyranniet’ handler om vore idealforestillinger om os selv, nærer ingen tvivl om, at idealet i den vestlige verden i dag er at være tynd:

»Tænk, at det har trumfet det tidligere ideal ’ung’, det er alligevel ret vildt. Alder, ungdom, har ellers altid haft den højeste status«.

»Men nu er det kroppens omfang, det gælder«, som hun siger.

»Sundhedsstyrelsen anbefaler et BMI (kropsmasseindeks, red.) på under 25. Det vil sige, at vi har fået et statsreguleret kropsideal. Samtidig har 47 procent af befolkningen et BMI på over 25. Næsten halvdelen af danskerne har kroppe, der ikke er statsgodkendte. Det er i sig selv interessant, og det betyder, at der er givet grønt lys for, at man officielt forholder sig kritisk over for folk med et BMI på over 25«.

Dermed har 47 pct. af os et problem.

Skadefrydens dramaturgi

»Og så elsker vi jo, hvis de kendte har problemer, vi andre kan identificere os med. Det gør dem mere interessante og menneskelige. Og så er der skadefryden. Gud, hvordan kommer Mascha Vang til at se ud som tyk? Knækker hun? Det er helt klassisk, hvem er skurke, hvem er helte. Overkommer hun udfordringen? Det er et gammelkendt dramaturgisk greb«.

I barokken var overvægt udtryk for rigdom og velstand. Det var noget misundelsesværdigt. Den tykke havde den højeste sociale status. I dag er det modsat

Mange kendte, der lever af at repræsentere, ser godt ud. De er og ser sig selv som værende slanke:

»For dem er det kun et kortvarigt eksperiment at tage på, og det kan i øvrigt øge deres like-faktor og kendthed, hvilket jo er helt modsat for de såkaldt almindelige mennesker, der er med, og som må have en eller anden form for identitet i at være tyk, for ellers var de næppe med«.

Så det er to forskellige verdener, der mødes, og præmissen er helt skæv«. siger Emilia van Hauen.

Nu er overvægt ikke nok

Keld Reinicke, tidligere programchef på TV 2, der har fulgt med fra det nye årtusinds begyndelse, fastslår:

»Tykke mennesker er altid godt tv, ligegyldig om det er public service eller kommercielle kanaler, om det er her eller i udlandet. 90 procent af os føler, at vi burde være tyndere. Det sælger blade og pulver og alt muligt. Det opsigtsvækkende er ikke, at man fortæller historier om det, men hvordan man gør det«.

I mediernes gamle dage var flest såkaldte følgedokumentarer, altså programmer, hvor man følger et mennesker, der for eksempel prøver at tabe sig, fordi det har hans læge rådet ham til. Den kamp følger man så på godt og ondt og finder ud af, at det ikke er så let. Man kommer tæt på ham og lærer at holde af ham som menneske, begynder at se ham som menneske og ikke som en tyk krop. Det hed ’Livet er fedt’ dengang på TV 2.

Men efterhånden som det nye årtusind tog fart, blev reality-genren hyldet som den nye gud. Man caster deltagerne og instruerer dem i nogle situationer, man har skrevet til dem. Sæt en nazist og en jøde sammen i et studie, og man beslutter, at det er godt tv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det er ikke klassisk flue på væggen-dokumentar, fordi de to typisk aldrig uden producernes mellemkomst ville have siddet sammen.

»TV3’s ’Min fede træner’ er jo det nyeste eksempel her i landet på, hvordan reality-genren helt har overtaget, og mere og mere ekstreme programtyper vinder frem. Nu er overvægt ikke nok, nu er det nødt til at være ekstrem fedme for at være interessant. Sådan nogle programmer, hvor man stiller en lagkage foran deltagerne, og så ser man, hvem der kan holde nallerne væk længst«, siger Keld Reinicke.

»I den humanistiske lejr synes man selvfølgelig, at sådan noget er ekstremt usympatisk, og det har givet anledning til mange kontroverser, også i USA. Man kan godt sige, at man udstiller deltagerne mere, end man føler for dem«.

Rigtige mennesker er vejen frem

DR-serien ’Rigtige mænd’, som også sendes i disse uger, viser nogle trivelige mænd, der hverken stemmes hjem eller udstilles, men hvis kamp for vægttabet man følger. Og så har DR arrangeret nogle ting for dem, såsom at tage ud og fiske, selv om ingen af dem kan lide fisk.

»Det er feelgood, som man ser med et smil på læben«, siger Keld Reinicke, »for de medvirkende tager en sej kamp op, og det er ikke synd for nogen, samtidig med at det er rigtige mennesker«.

Følgedokumentaren er atter i fokus:

»Det er faktisk den vej, vinden blæser i disse år, at man gerne vil se de rigtige mennesker være sig selv«, siger han.

Som Emilia van Hauen bemærker, er kropsomfang i dag af større betydning for folks måde at anskue dig på, end alder er.

Men ligesom høj alder engang var garanti for respekt, har tynd ikke altid været noget, man stræbte efter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»I barokken var overvægt udtryk for rigdom og velstand. Det var noget misundelsesværdigt. Den tykke havde den højeste sociale status. I dag er det modsat: Der findes næppe nogen kendte uden egen diætist og personlig træner, og slankhed er et udtryk for kontrol«.

Hun ser vores adfærdsmønster foran tv-apparatet som et spejl af, hvordan vi optræder på de sociale medier, hvor vi har let til den ret ubarmhjertige kritik og til at kalde hinanden grimme navne.

»Vi ser al den bashing af folk, fordi vi kan være anonyme, mens vi gør det. Man mærker ikke reaktionen fra den, man basher, rent fysisk på sin krop. Den der afstand til offeret er så afgørende, den dehumanisering, som afstanden er udtryk for. Så tænker man som seer: Jeg har ingen skyld, for de der mennesker har selv valgt at stille sig op, og så har jeg også lov til at tænke om det, hvad jeg vil. Jeg er frisat for noget personligt ansvar«, siger Emilia van Hauen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Målinger og sæder

Annonce