Rosalinda Mynster spiller hovedrollen som den unge kvinde, der har brug for at slikke nogle sår i ensomhed i 'Atelier'.

Rosalinda Mynster spiller hovedrollen som den unge kvinde, der har brug for at slikke nogle sår i ensomhed i 'Atelier'.

Film og tv

Talentfulde instruktørers afgangsfilm er små perler

2017 er den første årgang på Filmskolen, som tager afgang med Vinca Wiedemann som rektor. Den viser, at ensretning i hvert fald ikke er et problem.

Film og tv

Ikke sjældent lyder der brok over, at danske film er alt for ens. Men hvis der er tale om en bevidst eller ubevidst ensretning, er det en homogenisering, som må indtræffe et eller andet sted i mødet med den virkelige verden efter tiden på Filmskolen.

Sådan ser det i hvert fald ud efter mødet med de seks fiktionsafgangsfilm fra 2017. I nogle årgange kan man måske identificere et stærkt fælles forbillede, en æstetisk strømpil i tiden eller blot et fælles behov om at udstikke en velformuleret ansøgning til den kommercielle filmbranche, men 2017 er på en ret skøn måde i øst og vest. Med alt, hvad det indebærer af struttende selvsikkerhed og bævende hjerter på usikker grund.

Uanset om man efterlyser presserende historier, æstetisk dristighed eller teknisk omhu, kan man finde det i de seks novellefilm. Måske ikke alt sammen i samme film, men det er der.

De seks afgangsfilm præsenterer nogle meget forskellige temperamenter. Elsa María Jakobsdottirs kølige ’Atelier’ og Niels Holst-Jensens balletdrama, ’Lille danser’, er udadtil så forskellige, som tænkes kan, men bakser i hver sin forklædning med nogle spørgsmål om omkostningerne ved at leve det kunstneriske liv. Naturlige spørgsmål, når man går på en kunstskole og har viet sit liv til at gå ind i en publikumsorienteret kunstart, hvor forholdet mellem kunst og kompromis er mere speget end de fleste andre steder.

Mere umiddelbart personlige virker Ulaa Salims ’Fædreland’ og Ville Gideon Sörmans ’Nyforelsket’, der begge satser på en hudnær og hudløs æstetik for at fortælle historier om henholdsvis det svære kulturmøde mellem en far og en søn og en fortælling om den smertefuldt desorienterende forelskelse.

’Om en måned’ er årgangens eksperimentelle her kommer jeg-film, udtænkt og udført uden bløde landinger af Jonas Kærup Hjort, og endelig præsenterer Lisa Jespersen med ’September’ et menneskeligt vedkommende komediedrama af den slags, hvor det hele står og falder med, om alle elementerne i konstruktionen trækker på samme hammel.

At anmelde afgangsfilm er en lidt speciel manøvrere. Afgangsfilmen er et produkt, der skal vise, hvad man har lært, og helst også give et bud på, hvad man rummer, men samtidig er afgangsfilmen jo blot den sidste krølle på et langt forløb, der gerne på mange andre måder skal forberede eleverne på det ikke så ligetil liv i den danske filmbranche.

Derude hersker spilleregler, som involverer mange andre ting end at kunne fyre den af med talent og vision. Derfor ved man også godt, at filmen, der skiller sig ud, ikke nødvendigvis er lavet af den unge instruktør, man kommer til at høre mest til senere. Men måske bærer det lysende talent igennem. Eller måske gemmer den lidt mere forsigtige håndværker på noget, som først vil blomstre senere under andre omstændigheder. En afgangsfilm er ikke så meget et værk som et menneskeligt og professionelt work in progress.

Så hvorfor overhovedet anmelde filmene på dette tidlige stadie? Fordi det er en del af spillets regler. At turde træde frem og blive bedømt på sine og sit holds bestræbelser. At kunne bære at tage imod kritik og kunne indoptage ros uden at miste jordforbindelsen. Når man forlader filmskolens rede og med æggeskaller i det fremadstræbende hår træder ud i det offentlige rum.

Afgangsfilmene vises i Nordisk Films Biografer i København, Odense og Aarhus 19., 20. og 21. juni.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce