Originalfotos: Mads Nissen, Søren Sperling, Ole Steen, Andrew Harnik/AP. Illustration: Lise Mogensen

Bingewatching er yt – nu er det tid til fordybelse

Tv-serier er populære som aldrig før, men er de ved at sejre sig selv ihjel? Kritikere mener, at vores glubske og skamløse serieforbrug ødelægger den kunstneriske oplevelse, bedøver vores kritiske sans og truer vores sundhed.

Are you still watching?«. Alle, der har fået dårlig samvittighed af den lille besked fra Netflix, der typisk popper op, når du ligger komatøs på sofaen foran femte afsnit af ’Orange Is the New Black’ eller ’Homeland’, kender til bingewatching-dilemmaet. Du ved, du burde gå i seng. Du skal bare lige se ét afsnit mere. Og pludselig er klokken tre om natten.

Udbuddet af tv-serier har aldrig været bedre, større, mere alsidigt og siden streamingtjenesternes indtog lettere tilgængeligt. Den moderne serie hyldes som vor tids roman, omtales massivt i medierne og har for længst erstattet romanen og filmen som det mest populære emne ved frokostbordet. Mængden af gode serier overstiger langt almindelige menneskers fritid, så nu skammer vi os over det tv, vi ikke ser.

Kritikere mener, at bingewatching – det at se mange afsnit af en tv-serie i træk – er ved at kamme over. I en britisk undersøgelse svarer en tredjedel af befolkningen, at de har mistet søvn ved at bingewatche, og andre undersøgelser viser, at der er sammenhæng mellem bingewatching og depression. Samtidig peger tv-kritikere og ikke mindst tv-skaberne selv på, at bingewatching giver en mindre berigende seeroplevelse, fordi nuancerne i de enkelte afsnit flyder ud, og man efter et vist antal timer bliver bedøvet og uopmærksom. Andre argumenterer for, at binging giver et flow, der suger én mere ind i universet.

Da bingewatching-begrebet brød igennem omkring 2013, blev det ellers omtalt som det nye sort og var mere hipt end skamfuldt, fortæller filmredaktør på Soundvenue Jacob Ludvigsen.

»Binging blev pludselig et plusord med Netflix-serierne ’House of Cards’ og ’Orange Is the New Black’ – nu var det skamløst altfortærende tv-overspiseri i sofaen cool; noget, der beviste ens dedikation eller ligesom understregede, hvor godt man syntes, noget var. Det må være første gang, at det at ligge i sofaen og klø sig i røven og drikke for meget cola er blevet betragtet som et kulturelt statussymbol«, siger han.

»Der er helt klart sket et skred«, siger lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet Helle Kannik Haastrup. Hun tilskriver populariseringen af bingewatching to faktorer: indhold og teknik.

»I slutningen af 90’erne opstod det, man kalder tv-seriens tredje guldalder, da en række serier på kabel-tv som ’The Sopranos’ og ’The Wire’ udfordrede mediet med nogle mere dybdegående fortællinger. Den øgede kvalitet har givet serierne en kulturel opgradering, som i første omgang blev set på tv og senere på dvd«. siger hun.

»Det andet aspekt er gennembruddet for streaming med f.eks. Netflix, der har gjort det tilgængeligt at se mange afsnit på en gang. Seriefortællinger er jo skruet sammen med cliffhangers, så man skal længes efter at se det næste afsnit. At have bare 12 sekunder til at tage stilling til, om man vil fortsætte, har gjort det ekstremt nemt bare at blive ved. Ikke bare fortællingen, men også selve funktionaliteten på streamingsitet inviterer til, at vi skal se mere«.

Karaktererne opleves ægte

Men hvorfor gør vi det? Ifølge assisterende professor i mediepsykologi på Aarhus Universitet Andreas Lieberoth er forklaringen på, at vi mennesker overhovedet kan blive så opslugt af tv-serier, at vores relationer til fiktive karakterer føles lige så ægte som til virkelige bekendte. Selvom vi godt ved, at det er fiktion, er det de samme processer, der sættes i gang i hjernen.

Et andet aspekt af lysten til at binge er ifølge Lieberoth den plads, som tv-serien indtager i vores liv. Dels vil vi gerne se de samme serier som vores venner, så vi kan snakke med. Dels giver serierne os et frirum i hverdagen, hvor vi melder os ind i de historier og relationer, vi selv ønsker.

»Der er mange ting i det daglige, vi ikke har magt over. Så for mange mennesker er det at tage en bid af sin tv-serie om aftenen et signal til os selv om, at vi nu selv er kaptajn på skuden. Og hvis vi har lyst til at se et afsnit mere, så gør vi det, selvom vi burde gå i seng. Det føles rart at tage det ’slemme’ valg«, siger Andreas Lieberoth.

Ikke alle er dog begejstrede for tv-seeres hang til at binge en sæson på en lørdag. Da Damon Lindelof, der står bag serien ’The Leftovers’, i foråret udsendte tredje sæson, sammenlignede han bingewatching med at spise en hel pizza og opfordrede sine seere til mådehold.

Ligesom man glemmer, hvad maden smager af, når man spiser for hurtigt, lægger man heller ikke rigtigt mærke til, hvad en serie består af, når man ser for meget på en gang

»Forsinket tilfredsstillelse er en meget rigere tilfredsstillelse. Afsnittet er lige så godt i morgen, som det er, fem minutter efter den episode, du lige har set«, sagde han i magasinet Esquire.

Flere amerikanske kritikere bakker op og opfordrer til savor watching, hvor man nyder den kunstneriske oplevelse stille og roligt frem for bare at skulle se serien færdig, så man kan krydse den af på listen.

»Bingewatching er en uskik«, istemmer Kasper Lundberg, som ironisk nok er vært på DR-podcasten ’Binge – med Frederik og Kasper’ om serier. Han mener, at binging bedøver og får os til at glemme vores kritiske sans.

»Der er mange Netflix-serier, hvor jeg tror, seerne ville have sagt fra, hvis de var blevet sendt uge for uge. Bingewatching får os til at acceptere nogle serier som gode, som i virkeligheden ikke er det. Hvis man giver en serie tid og tænker over den, vil man finde sig i mindre. Ligesom man glemmer, hvad maden smager af, når man spiser for hurtigt, lægger man heller ikke rigtigt mærke til, hvad en serie består af, når man ser for meget på en gang«, siger han.

Personligt har han »spildt mange livstimer« på at binge halvdårlige Netflix-serier, der frigives en hel sæson ad gangen, i modsætning til f.eks. HBO Nordic, der kun udgiver en episode om ugen. For »nu er den der«, og driften efter at finde ud af, hvordan den slutter, overstiger kræfterne til at tage en aktiv beslutning om at slukke. Af samme grund foretrækker Lundberg flow-tv-modellen, hvor afsnittene bliver frigivet i doser.

»Jeg vil gerne have nogen til at administrere det for mig – også fordi... det bliver en kæmpe byrde«, siger han.

Tabet af tid, sted og krop

Jacob Ludvigsen genkender følelsen af at have set otte afsnit af ’House of Cards’ i rap uden at kunne skelne dem efterfølgende, men slår alligevel et slag for Netflix-modellen. Han synes, han bliver revet for meget ud af universet, når der går en uge imellem hvert afsnit.

»Netop fordi der lægges så meget tankekraft og talent i serierne, kan det føles som at se en halv film, som man så først genoptager flere dage senere. Det går ud over den følelsesmæssige indlevelse og oplevelsen af at komme i dybden med karaktererne«, siger han.

Også Kasper Lundberg anerkender kvaliteten i at lade sig opsluge og »forstår begæret« efter at indtræde i det, han beskriver som en »binge-tilstand, hvor jeg taber følelsen af tid og sted og min egen krop«. Men, siger han: »I virkeligheden kan jeg bedst lide serier, hvor jeg husker, hvem jeg selv er og reflekterer over det. Hvis vi skal bruge serier som kunst, der kritiserer eller reflekterer over samfundet, synes jeg, at bingewatching gør mere skade end gavn«.

Også lektor i medievidenskab ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet Jakob Isak Nielsen, sætter spørgsmålstegn ved, om eftertænksomheden følger med, når man sluger sin tv-serie. Ligesom i en pageturner, hvor man bliver så forhippet på at nå frem til slutningen, at man overser tekstens betydning i form af f.eks. beskrivelser af karakterer, miljø og motiver.

»Jeg tror, at tiden nu er til fordybelses-tv og har selv haft den modreaktion. En tv-serie skal nå at sætte sig oplevelsesmæssigt. Hvis man bare hugger videre til næste afsnit med det samme, afkorter man det kognitive og emotionelle oplevelsesrum, hvor man ellers kunne efterbearbejde afsnittet ved at konstruere fortællingen færdig i sit hoved og forfølge potentielle udviklingstræk og huller i fortællingen«, siger han.

Bingewatching er gammeldags

Helle Kannik Haastrup ser allerede nu samme opdeling mellem lav- og højkultur i tv-kulturen, som vi kender fra mainstream- og kunstfilm, hvor nogle serier appellerer til et smalt publikum, mens andre er såkaldt watercooler-tv, som man ’bare skal have set’ for at følge med i samtalen på arbejdet. Faktisk ser hun tegn på en tilbagevenden til den traditionelle ugentlige distribution af tv-serieafsnit fra flow-tv – også på Netflix, hvor et af flagskibene, ’Better Call Saul’, kun udkommer i et afsnit om ugen.

»Det tror jeg dog ikke er af hensyn til måden, vi ser tv på, men en måde at strække serierne ud på for at beholde abonnenter«, siger hun.

Jakob Isak Nielsen ser ligefrem Netflix’ bingewatching-model som »gammeldags« i forhold til f.eks. ’Skam’, der skabte et enormt seerengagement ved at udgive hvert afsnit i små bidder på uforudsigelige tidspunkter i løbet af ugen. En måde at opfordre fansene til konstant at holde øje med, hvornår det næste klip kommer.

»Bingewatching er on-demand. ’Skam’ er always on. På den måde flugter den bedre med vores digitale mediekultur og indlejrer sig naturligt i vores hverdag«, siger han.

Kasper Lundberg fremhæver netop ’Skam’ som en serie, hvor det er lykkedes at skabe en længerevarende og »detaljeret samtale om samfundet«, fordi hver enkelt lille scene bliver endevendt på de sociale medier, når den udkommer. Måske er tv-seriens sociale potentiale det bedste argument for at sprede afsnittene ud?

»Den største indvending mod binging er for mig at se, at diskussionen om serierne ofte forstummer«, siger Jacob Ludvigsen.

»Hele sæsonen er ude på én gang, og folk ser den i vidt forskelligt tempo. Med ’Game of Thrones’, ’Girls’ eller ’The Handmaid’s Tale’ ser de fleste med i samme tempo, og det genererer en helt anden refleksion over det, man har set – både i medierne og i ens egen omgangskreds. Og det er jo noget af det bedste ved tv-serierne som populærkulturelt omdrejningspunkt«, siger han.

Søvn som største konkurrent

Indtil videre har Netflix dog ikke annonceret at ville ændre praksis. Tværtimod skrev Netflix i et brev til sine aktionærer i januar, at tjenesten regnede med, at konkurrenten HBO ville adoptere deres model. Og direktør Reed Hastings har selvsikkert fremført, at Netflix’ største konkurrenter ikke er andre streamingtjenester, men søvn.

Det udsagn fik organisationen The American Academy of Sleep Medicine til at udsende en række anbefalinger til, hvordan man kan bingewatche ansvarligt uden at ofre sin nattesøvn. Bl.a. ved på forhånd at beslutte, hvor mange afsnit, man vil se, tage en pause mellem hvert afsnit, slå det blå lys fra skærmen og undgå mobile enheder i sengen.

»Det er nogle rigtigt fornuftige råd, som jeg også ville give«, siger Birgitte Kornum, som er seniorforsker ved Molekylært Søvnlaboratorium på Rigshospitalet, Glostrup. Mens amerikanske undersøgelser har vist, at folk går sent i seng, fordi de ser late-night tv, giver søvnforskningen i Danmark ikke entydigt svar på, om danskerne sover for lidt. Men »anekdotisk fra frokostbordet« genkender forskeren tendensen til, at mange går for sent i seng, fordi de ser serier. »Det er virkelig godt, at der kommer en modvægt«, mener hun.

Søvnspecialist og leder af søvnklinikken Scansleep Torben Jager Petersen advarer også mod at nedprioritere søvn til fordel for ’House of Cards’.

»Søvnunderskud har indlæringsmæssige konsekvenser og kan medføre stress, angst, depression og fysiologiske problemer«, siger han. Har man ikke direkte søvnproblemer, kan man dog godt tillade sig at skeje lidt ud en gang imellem.

Det at lade sig opsluge af god fiktion er ikke i sig selv skadeligt, siger Andreas Lieberoth. Han fremhæver også kvaliteter i bingewatching, idet nogle mennesker, der generelt har problemer med selvkontrol ganske vist kan udvikle et usundt afhængighedsforhold til bingewatching, men ifølge psykologen er de fleste i stand til at regulere forbruget og mærke efter, hvad de har brug for.

»Bingewatching er i almindelighed ufarligt og hyggeligt spild af tid, som giver os mulighed for at genoplade batterierne. Det er psykologisk fint, fordi vores hjerne og sind har brug for at slappe af, have magt over tilværelsen og være i nogle interessante relationer«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce