Albert Woodfox blev i 2006 løsladt som den sidste af The Angola 3, efter at have siddet i isolation i 43 år.
Foto: Content Media Corporation

Albert Woodfox blev i 2006 løsladt som den sidste af The Angola 3, efter at have siddet i isolation i 43 år.

'En særlig grusom straf': Anmelderen blev ramt af sovsetyk harme og indignation over DR 2-dokumentar

DR2-dokumentar om Robert King, Herman Wallace og Albert Woodfox, alle tre engageret i De Sorte Pantere, vækker forargelse og vrede.

Film og tv

Der er tv-udsendelser – faktisk temmelig mange udsendelser – der fiser ind og ud af hovedet uden at efterlade spor og være andet end et sjæleligt lindrende marcipanbrød. Og de programmer er bestemt ikke at kimse ad, når en besværlig uge rinder ud.

Og så er der udsendelser, der med det samme fanger. Som sætter øjnene på stilke og får ørerne til at blafre. Som får hjertet til at banke ekstra. Som måske kalder på tårer, som måske spiller på begejstringens strenge. Eller som måske vækker forargelse eller vrede.

Det sidste, sovsetyk harme og indignation, ramte mig tirsdag aften med betydelig kraft.

Lad mig indrømme det: Jeg så programmet ved en tilfældighed, da jeg var børnevagt – de sov – og sad og zappede. Jeg landede på DR 2, hvor de viste et dokumentarprogram om tre sorte mænd, alle tre engageret i De Sorte Pantere, som var en politisk bevægelse fra 1960’erne. Åh nej, tænkte jeg, endnu et belastende samvittighedsprogram. Jeg orker det ikke. Men jeg blev hængende.

Tre sorte mænd, Robert King, Herman Wallace og Albert Woodfox, fra et fattigt kvarter var blevet fængslet for et røveri, og i 1972 blev de så hængt op på mordet på en hvid fængselsbetjent. Med afsæt i et spinkelt vidneudsagn fra en medfange, der efterfølgende fik en række privilegier.

Det er barskt at være en sort småkriminel i frihedens eget land

De tre, der blev kendt som The Angola 3, blev isolationsfængslet i hver sin celle på 1,8 x 2,75 meter i det hårde amerikanske fængsel Angola i Louisiana – og der sad de, isoleret og uden rettigheder af nogen art, i henholdsvis 29, 41 og 43 år. Gemt væk og næsten glemt.

Men også kun næsten. For hjemme i the neighbourhood var der sorte pantere, der kæmpede de tre isolationsfangers sag. Vi fik set, at Robert King intet havde med mordet på betjenten at gøre, og vi fik at vide, at de fingeraftryk, der blev fundet på mordstedet, ikke tilhørte Wallace og Woodfox. Og ingen beviser knyttede dem til mordet.

Programmet viste, at det er barskt at være en sort småkriminel i frihedens eget land. Det viste også, hvor pokkers vigtigt det er, at der findes advokater, der er parat til at slås for dem, ingen andre vil kæmpe for.

Gang på gang blev The Angola 3 afvist, når de forsøgte at få deres sag genoptaget eller blot deres isolation ophævet. Robert King, Herman Wallace og Albert Woodfox’ liv var en lang ydmygelse – og åbenlyst den hvide mands hævn.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce