Kilde: UIP

Film og tv

'Snemanden' skal ses for sin mindeværdige seriemorder

Med filmatiseringen af Jo Nesbøs bestseller har nordisk noir fået en seriøst skræmmende seriemorder. I rollen som Harry Hole er stjernen Michael Fassbender simpelthen for driftsikker.

Film og tv

At lade svenske Tomas Alfredson instruere norske Jo Nesbøs bestseller ’Snemanden’ er ikke nogen dum idé, for netop den roman i krimiserien om den norske Sherlock Holmes, Harry Hole, har fundet inspiration i horrorgenren med den stirrende snemand, som seriemorderen efterlader sig som signatur på åstedet. Og hvis der er nogen, der har formået at kombinere skandinavisk realisme med gys, er det Alfredson, som i 2008 fik en vampyr til at virke troværdig som fredsforstyrrer i velfærdsstaten med hans gennembrud ’Lad den rette komme ind’.

Gyset er da også en af de største attraktioner i denne vinterhvide film noir, ikke som chok i biografsædet, men som æstetik i de sneklædte landskaber omkring Bergen, hvor gerningsstederne er tableauer af rødplettet brutalitet i den hvideste skønhed – som da liget af en parteret kvinde ligger i sneen på en fjeldryg, næsten usynligt, fordi det er dækket af hvide fugle, der hakker i kødet. Men efter et smældende pistolskud flyver de væk og blotlægger offeret, der ligger som en sprællemand flået fra hinanden. Fra hvidt landskabsmaleri til beskidt rædsel på et øjeblik. Det er massemorderens bestialitet, der virker så fremmedartet midt i den norske naturpark, som om noget er det civile Norges stolthed.

Men forbrydelserne må dysses ned, da Oslo er tæt på at vinde titlen som værtsby for vinter-OL.

Som sådan er ’Snemanden’ klassisk nordisk noir, hvor det velregulerede, vækstende samfund tegner så tydelig en kontrast til det kaotiske i mennesket. Hvor melankolien er en eksistentiel præmis, som politikere forsøger at slette fra dagsordenen.

Med ’Snemanden’ har vi fået en af de mere mindeværdige seriemordere på film i mange år

I den fortælling om Norden er Harry Hole en emblematisk figur. Han er kølig og metodisk i sit arbejde, men forpint og fortabt privat. I bøgerne foldes han ud som en karakter med fortid og begrundet selvlede, men i ’Snemanden’ ved vi kun, at han er en dybt alkoholiseret egoist, der ikke kunne finde ud af at give kærlighed til sin ekskæreste og hendes søn.

Og selv om Michael Fassbender er som smurt til rollen, har han ikke nok materiale at arbejde med. Han driver for sikkert af sted som en Volvo i sneføre og skrider aldrig for alvor i svingene.

Seriemorderens barndomstraume kender vi til gengæld fra de første scener, der ender i et grufuldt filmet selvmord, hvor hans mor låser bildøren, mens isen knager under familiebilens vægt, inden den unge dreng må se hende synke i dybet.

Hun blev psykisk og fysisk misbrugt af drengens tyranniske far, som ikke ville kendes ved sin søn, men til gengæld måtte gyse over synet af drengens snemand, der kiggede på ham med udstrakte pindearme. Det er samme snemand, der nu begynder at dukke op som dødsbebuder uden for vinduerne i Oslos gader dér, hvor det næste kvindeoffer sidder trygt med plaid og te på kanden.

Det er et skræmmende syn, når den står der og kigger ind, og med ’Snemanden’ har vi fået en af de mere mindeværdige seriemordere på film i mange år. Det er ham, mere end nationalhelten Hole, der gør filmen værd at se.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce