»Man bliver aldrig færdig med at forklare et menneske«, fortæller Birgitte Stærmose, instruktør bag biografaktuelle 'Darling'.

»Man bliver aldrig færdig med at forklare et menneske«, fortæller Birgitte Stærmose, instruktør bag biografaktuelle 'Darling'.

Film og tv

Birgitte Stærmose om 'Darling': Mennesket er jo uudgrundeligt

Birgitte Stærmose leger med konventionerne for en psykothriller med balletdramaet ’Darling’, men instruktøren prøver ikke at udlægge nogen fiks og færdig psykologi.

Film og tv

Hvis man skulle sidde og tælle på fingrene eller i hovedet, hvor mange halv- og kvartfornemmede følelser, der går hen over Danica Curcics ansigt, når hun er i filmisk topform, slipper man hurtigt tør for fingre og plads inde i hovedet. For det er mange. Snarere end sådan en filmrolle, der er opfundet i et manuskript og efter en psykologisk køreplan, hvor alt til sidst skal gå O-P op, er det, som om hendes ansigt, dets flader, er noget, hun stiller til rådighed, og også impulser, anelser og små flige af pludselig opdukkende hemmeligheder.

»Jeg er drevet af nysgerrighed og en oplevelse af, at der altid er mere, der kan åbenbare sig«

Hvis man så alligevel tager en lommeregner med i biografen til ’Darling’, Curcics nye film, der er skrevet af Kim Fupz Aakeson og instrueret af Birgitte Stærmose, hvad får man så? En fuldt færdig, kompleks karakter, der er som skabt til et podium, et portræt, som man blev færdig med, som man præserverede for fremtiden i digital form, en fast størrelse, man kan tilbede nogle måneder senere, når Curcic står og tager imod årets Bodil eller Robert?

Eller bliver den ved med at flyde ubestemmeligt ud og ind af éns drømme? Det ene udelukker jo ikke det andet.

Den dominerende rolle

Danica Curcic spiller Darling, der er ballerinaen ved Den Kongelige Ballet. Hun er gift med den betydende svenske koreograf Frans (Gustaf Skarsgård), der står på spring til at blive teatrets næste balletmester. En cyste bag ved lårknoglen sætter en brat stopper for Darlings karriere, netop som hun er gået i gang med at prøve på Frans’ dristige nyopsætning af den klassiske ballet ’Giselle’, og i stedet går hun – sammenbidt, forbitret – i gang med at øve personligt med sin afløser i titelpartiet, Polly (Astrid Grarup Elbo), der i lang tid ser ud, som om hun altid vil være den fattige erstatning for Darlings unikke talent.

»Jeg har lavet film, hvor der var mange mennesker med, med et stort karaktergalleri«, siger instruktøren Birgitte Stærmose.

»Jeg har været frustreret over ikke at have vist, hvordan jeg kan arbejde med en skuespiller i en virkelig hovedrolle. Hvor havde jeg lyst til at demonstrere, hvad jeg kan i forhold til at skabe et portræt, der kunne noget, af en person«.

Og alligevel var Frans på et tidspunkt i processen hovedkarakteren, og til andre tider delte de to ligeligt opmærksomheden imellem sig. Indtil Danica Curcic billedlig talt strakte sig det afgørende sidste stykke op på tå, hvorefter Darling ikke alene tog filmens titel, men også dominerer hvert øjeblik i den.

Jeg spørger Birgitte Stærmose til alt det, der sker i ansigtet på Curcic i filmen. Hvor specifikt er det? Hvor gennemdiskuteret er hver flygtig trækning på forhånd?

»Det rene tilstedevær fylder utrolig meget, men tilstedeværet hviler jo i, at du har en specifik karakter. Meget af Danicas lidt nervøse, lidt spidse mimik i filmen er jo slet ikke hendes, men karakterens. Så det er lidt af begge dele. Men de ting, du lægger mærke til, er nok dem, vi lavede, bare Danica og jeg og fotografen, når resten af holdet var sendt hjem«.

Det rene tilstedevær fylder meget i filmen 'Darling', som Danica Curcic’ fine spil dominerer på fornemmeste vis.
Foto: Pr

Det rene tilstedevær fylder meget i filmen 'Darling', som Danica Curcic’ fine spil dominerer på fornemmeste vis.

»Mange ting kommer herfra. Når filmholdet keder sig, begynder de at pille næse eller spise enormt meget. De vil gerne underholdes. Når man begynder at filme nærbilleder, hvor der ikke skal ske noget specifikt, kan der godt opstå en utålmodighed«.

Og skuespillere vil gerne underholde, det ligger i deres dna, og de er gode til det. Hvis de synes, de mærker, at f.eks. fotografen eller instruktøren begynder at kede sig, går de over til at underholde, et fyord inden for den slags film, som Birgitte Stærmose laver. For underholdning er nærmest per definition noget, der sigter efter morskab, den hurtige, overfladiske tilfredsstillelse.

»Jeg vil hellere have karakter og intimitet end underholdning. Og det får jeg ved at lade kameraet køre, og jeg går på optagelse så hurtigt, jeg kan – også inden det hele er klar, og hvor det meste af det bare er nærvær. Der sker jo noget med dem foran kameraet, når man tålmodigt bliver ved med at filme. Det går altid et stykke tid, før der er et menneske til stede i billedet. Før man kommer om bag en social maske, vi alle bærer på. Det gælder også med skuespillere«.

Stærmose har med egne ord ikke nogen forklaringsmodel på karakteren, men går ind i optagelserne med en forventning om, at noget helt nyt kan ske. Og hun lader kameraet rulle. Længe.

En kanvas ud over kindbenene

Nogle af de mest uforglemmelige præstationer i filmhistorien har været nærvær snarere end psykologisk filigranarbejde. Falconetti, der var Dreyers ’Jeanne d’Arc’ med hele sit nøgne ansigt, Garbo ... alle de der skønne fjæs eller kanvasser, som flygtige fornemmelser er drevet hen over som hen over himmellegemet. Et lærred strakt hen over kindbenene, som lyset kan spille på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Handler psykologi, når den anvendes i kunsten, om at gøre os klogere på en person eller en karakter? Drejer det som om at finde ud af, hvem karakteren eller personen er?

Sådan er de fleste film- og teaterinstruktører, der kender deres Freud og deres jungianske drømmetydning, opdraget, til ikke alene at søge efter karakterernes hemmeligheder, men også til at finde dem og fremlægge dem, så de kan tage form af erkendelser i vore hoveder ude i salen.

Det er en slags psykologisk naturalisme, som vor mor lavede den. Og som traditionelt trives godt på vore kanter og i det meste af Vesten. Der er ikke så meget at skulle sjusse sig frem til, ikke så meget at være i tvivl om, når de obligatoriske to timer er ovre.

Noget af det mest fascinerende ved mennesket er jo hemmeligt, og det psykologiske er en stor drivkraft i mit arbejde, fortæller instruktør Birgitte Stærmose.
Foto: Peter Hove Olesen

Noget af det mest fascinerende ved mennesket er jo hemmeligt, og det psykologiske er en stor drivkraft i mit arbejde, fortæller instruktør Birgitte Stærmose.

Den aarhusianske forfatter Svend Åge Madsen lavede engang i 80’erne en mursten af en roman, der hed ’At fortælle menneskene’, en bog, hvis titel jeg undrede mig over i årevis. Burde det ikke være ’forklare’ og ikke ’fortælle’? Der var noget nærmest grammatisk galt med den titel.

»Det psykologiske driver mig meget, når jeg arbejder«.

»Men mere som sådan en nysgerrighed. Mennesket er jo uudgrundeligt. Man bliver aldrig færdig med at forklare et menneske. Jeg er drevet af nysgerrighed og en oplevelse af, at der altid er mere, der kan åbenbare sig. Jeg har en del komplicerede venner, og jeg er meget tiltrukket af det komplekse i mennesket. Som publikum kan jeg godt lide film, hvis psykologi er kompleks. Jeg bliver altid selv lidt studs, når folk prøver at forklare mig alt for simpelt, for det kunne jo altid godt være, at der var noget mere«.

Og noget mere. Og noget mere. Og så noget mere igen.

»Noget af det mest fascinerende ved mennesket er jo hemmeligt. Med Danicas karakter i filmen er der rigtig meget, der er hemmeligt, og det er både for mig som instruktør, for Kim Fupz Aakeson som forfatter og for Danica selv som skuespiller. Jeg udstyrer ikke spillerne med nogen udførlig forhistorie med masser af facts. Hvad de selv finder på, at deres karakterer kan have lavet, inden filmen begynder, må de jo om«, siger Birgitte Stærmose.

»Du bliver selvfølgelig nødt til at have en idé om, hvad der driver karakteren, og hvilke hemmeligheder og længsler karakteren har. Alle de ting skal man vide noget om. Men udtrykket skal nødig blive en forklaring. Der er noget, som man gisner om, men som man ikke helt ved, hvad er. Vi kender jo ikke os selv 100 procent, bortset måske fra enkelte, der har det som deres fokus i livet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fuldstændig gennemskrevet

Der er en sexscene i filmen. Faktisk er der flere, men en helt central og overrumplende en af slagsen finder sted i prøvesalen, mens danserne arbejder med ’Giselle’-balletten og skal finde ind til dens emotionelle kerne.

Der er også karakter på færde i stønnende sexscener uden dialog, psykologiske mellemregninger og panderynken, måske endnu mere, end når man ikke har sex, fordi det er andre sprækker og hulrum, karakteren skal finde at trænge ud gennem.

»Men modsat alle andre scener er sexscener i mine film«, siger Birgitte Stærmose, »fuldstændig gennemskrevet i manuskriptet, totalt koreograferede. Når noget indeholder sex, er jeg fuldkommen stringent. Der er overraskelser ikke tilladt. Der er ingen, der stikker hånden ned i bukserne på den anden, uden at det er aftalt. Jeg mener ikke, man skal improvisere noget, der kan gå hen og blive privat. Det er den letteste situation at krænke en spiller i«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce