P

Instruktør Christina Rosendahl voksede op med en voldelig far: »Jeg er trænet i at være i et rum, hvor nogle er ved at slå hinanden ihjel«

Instruktør Christina Rosendahl har i fem år haft sin gang i krisecenteret Dannerhuset, hvor ingen dokumentarist tidligere har fået lov at filme. Til sidst besluttede hun, at hun ikke kan fortælle de voldsramte kvinders historie uden samtidig at fortælle sin egen. Som barn sad hun i et hjørne nat efter nat og betragtede sin fars voldelige overfald på moren. Siden fulgte flugt, terapi og tilgivelse. Og en storesøsters evige trang til at passe på alle, også sneglene på asfalten.

FOR ABONNENTER

Vi skal tale om hendes nye dokumentarfilm, ’Vold i kærlighedens navn’, der følger hverdagen på krisecenteret Danner, hvor voldsramte kvinder kan bo eller få praktisk og terapeutisk rådgivning. Selv om hun i filmen kun befinder sig bag kameraet, smelter dokumentarens tema sammen med hendes eget liv og barndom. Det er det, vi skal tale om, har vi aftalt. Om moradset under overfladen.

Det var især om natten, hvis faren havde drukket, det gik galt, og han overfaldt moren. Korporligt, voldsomt.

»Vi boede til sidst i en lejlighed, der var en hel etage, sådan en, hvor opgangen er i midten. Min lillebror og lillesøster og mine forældre havde soveværelse i den ene ende, og jeg havde i den anden. Og så var der ret meget af volden, der foregik ovre i min side, for at de andre ikke skulle vågne«, fortæller hun.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent og få fuld adgang til Politiken i en måned for bare 1 kr.

Bliv abonnent for 1 kr

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce