»Jeg sidder lige nu i en kælder i Danmark og skriver. Det er lidt trist. Familien kommer først i morgen«, skriver den premiere-aktuelle instruktør Max Kestner bl.a. i sine mails til Politikens Dorte Hygum Sørensen.
Foto: Andreas Haubjerg

»Jeg sidder lige nu i en kælder i Danmark og skriver. Det er lidt trist. Familien kommer først i morgen«, skriver den premiere-aktuelle instruktør Max Kestner bl.a. i sine mails til Politikens Dorte Hygum Sørensen.

Film og tv

'Qeda'-instruktør: »Filmen skal ikke lefle for nogen. Hvis den har tænkt sig at være ubærlig at se på, så må den være det«

Max Kestner er premiere-aktuel med sci-fi-filmen’Qeda’, hvor der rejses i tid for at redde verden. Selv er han rejst til Barcelona og har bosat sig der. Vi besluttede at mødes i mailuniverset, til hvad der blev en samtale om at flytte sig så meget, at alt er nyt igen.

Film og tv

3.11. Kære Max Kestner

Dine film har altid fascineret mig, og jeg har også interviewet dig gennem årene. Nu har jeg hørt, at du er flyttet fra Valby til Barcelona, og vil spørge dig, om du har tid og lyst til at være min penneven i et par uger? Hvis du vil, kan vi skrive sammen op til premieren på din science fiction-film ’Qeda’ i stedet for at lave et almindeligt interview?

Kh Dorte

3.11. Kære Dorte Hygum

Det lyder sjovt. Det har jeg aldrig prøvet før, og det vil jeg gerne!

Kh Max

4.11. Kære Max Kestner

Jeg er er glad for, at du gerne vil være med!

Sidst jeg interviewede dig, var i 2016 om din forrige film, ’Amateurs in Space’, om Kristian von Bengtsons og Peter Madsens drøm om at rejse ud i rummet og deres konfliktfyldte samarbejde. Selv om jeg er led ved at spørge dig, er jeg nødt til at gøre det: Hvordan har du det i dag med ’Amateurs in Space’ og med, at du som instruktør var så tæt på Peter Madsen?

Kh Dorte

’QEDA’ har flotte effekter og noget på hjerte, men det filmiske format er mindre end tankerne bag Kilde: Politiken / Kim Skotte / Henrik Haupt

4.11. Kære Dorte Hygum

Det har jeg ikke lyst til at tale om. Jeg kan ikke. Måske en anden gang.

Kh Max

6.11. Kære Max Kestner

Det forstår jeg godt.

Nu har jeg set ’Qeda’. Mens jeg skriver til dig, har jeg et glas vand stående ved siden af tastaturet. Af den ferske slags, som menneskene ikke kan tappe af hanen i fremtiden i din film. Skræmmende.

Kan du sætte ord på, hvordan filmen har typiske Max Kestner-træk, selv om den er fiktion, og du er kendt som dokumentarist?

Kh Dorte

Du spørger hvordan jeg var da jeg var 8 år. Mit oprigtige svar er, at jeg føler mig som præcis den samme. Jeg tænker nogle gange på om alle har det sådan. Hvordan kan de så være præsidenter og alt muligt andet vigtigt, hvis de også bare er 8 år, ligesom mig

6.11. Kære Dorte Hygum

Jeg er ikke helt sikker på hvad der gør en film til min. Det er nok mere en følelse af, at man kender den godt, filmen. At der har været så tilpas mange overvejelser, at intet længere er tilfældigt (på den meningsløse måde), og alt er naturligt (på den meningsfulde måde). At filmen har fået karakter. At den er blevet sin egen.

Jeg er et sted i mit arbejde, hvor jeg leder efter nye veje, nyt materiale eller nye metoder. Måske en smule desperat. Det vil jeg ikke udelukke. Det er ikke kun et rart sted. Det er også uhyggeligt og det prikker til ens selvfølelse eller mangel på samme. Jeg ved ikke, om det er klogt at skifte alt ud på samme tid. Men jeg tænker; hellere for meget end for lidt. I dag sidder jeg i et nyt land, hvor jeg ikke taler sproget. Jeg laver en dokumentarisk musical. Det føles nyt alt sammen. Nogle dage tilpas. Andre dage helt åndssvagt. Ligesom det føltes åndssvagt og helt rigtigt at gå i gang med en science fiction-film, for nogle år siden.

Lige en detalje. Min datter, Lulu, siger, at jeg ikke kan sætte kommaer. Det er sikkert rigtigt. Men det er også forkert. Jeg er vild med kommaer. Men jeg er bevidst om, at min måde at sætte kommaer på ikke lever op til dansk retskrivning. Alligevel vil jeg bede dig om ikke at ’rette’ dem. Jeg kan lide kommaerne, sådan som de står.

Kh Max

9.11. Kære Max Kestner

Jeg lover at lade dine kommaer stå! Sød historie om din datter. Er hun og resten af din familie med i Barcelona?

Jeg vil gerne lære dig bedre at kende. Hvordan gøre det via mail? Jeg kommer til at tænke på, at jeg selv på mange måder er den samme, som jeg var, da jeg var 8 år. Det var 1969. Jeg var så genert, at det gjorde ondt. Jeg elskede at læse og høre Beatles, og derfra skabte jeg mig forestillinger om verden.

Du blev født i 1969. Hvem var du 8 år senere?

Kh Dorte

9.11. Kære Dorte Hygum

Ja, hele familien er flyttet til Barcelona. De største havde brug for luftforandring. De mindste tog udfordringen op og forsøger at lære catalansk og følge undervisningen i den catalanske folkeskole. De er så tapre, at det gør helt ondt at se på.

Jeg havde altid forestillet mig, at jeg var sådan en der boede i forskellige byer. Pludselig gik det op for mig, at det var jeg jo ikke. Det meste af min fremtid, var allerede blevet til fortid, og jeg blev nødt til at gøre noget. Flytte mig fysisk et andet sted hen. New York er for dyr. Berlin er for tæt på. Paris er Paris. Og så var der jo kun Barcelona tilbage. Vi havde intet forhold til byen, og det er rart ikke at vide hvad der vil ske når man vågner. At finde nye gader at bevæge sig igennem. Og nye barer at sidde på. Møde nye mennesker, der taler et mærkeligt sprog, som man kan forsøge at lære. Forleden spiste jeg en kanin. Jeg har ikke fortalt det til børnene.

Jeg læste engang, noget spændende om tid. Du kender sikkert oplevelsen af, at tiden går hurtigere og hurtigere, jo ældre man bliver. Pludselig er man blevet den gamle mand (ikke i dit tilfælde naturligvis), der siger til sine venners børn, at de er blevet store. Det virkede jo meningsløst, da man selv var barnet. Men i dag kommer sådan en replik helt naturligt ud af mig. Og det er selvfølgelig, fordi vi oplever tiden forskelligt.

Man skal ikke være Einstein for at regne ud, at hvis tiden har tænkt sig at fortsætte med at gå hurtigere og hurtigere, så skal jeg dø inden jul. Og det er jeg ikke sikker på, jeg er helt parat til. Men så læste jeg altså (nu kommer pointen), at oplevelsen af tiden kan startes forfra. Man skal bare fysisk flytte sig så langt væk, at alt er nyt igen. En slags genfødsel forestiller jeg mig. Så: En enkeltbillet til Barcelona koster på en god dag 300 kr. Og så bliver man genfødt – og tiden går igen i et rimeligt tempo. Med andre ord, måske er der også en slags dødsangst eller midtvejskrise forbundet med at børnene nu sveder i den catalanske folkeskole. Jeg er meget taknemmelig for det offer de bringer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Du spørger hvordan jeg var da jeg var 8 år. Mit oprigtige svar er, at jeg føler mig som præcis den samme. Jeg ved mere om noget og har måske lært mig selv forskellige ting om madlavning og film og litteratur. Men jeg føler ikke at jeg er blevet en anden. Jeg tænker nogle gange på om alle har det sådan. Hvordan kan de så være præsidenter og alt muligt andet vigtigt, hvis de også bare er 8 år, ligesom mig. Ligesom jeg er i dag var jeg også dengang et menneske, der så mig selv alt for meget udefra, og var ret bange for at træde ved siden af, og gjorde hvad jeg kunne for at være usynlig.

Kh Max

Kilde: SF FILM

11.11. Kære Max Kestner

I din forrige mail skrev du, at du »leder efter nye veje«. Det kom jeg til at tænke på, da jeg læste en samtale mellem Francis Ford Coppola og Greta Gerwig i Interview Magazine. Der siger Coppola til Gerwig: »Du sagde til mig, at du med vilje, både som skuespiller, og når du skriver og instruerer, sætter dig selv i en situation, hvor alt kan ske. For når du er på gyngende grund, er der et øjeblik af sandhed, og uanset hvad der sker, så vil det sandsynligvis være ærligt«.

Kan du stille dig til rådighed for tilfældet?

Kh Dorte

11.11. Kære Dorte Hygum

Greta Gerwig har ret. Usikkerhed er klart en brik i den kreative proces. Og jeg synes, at der i mig, ja faktisk i den danske filmbranche generelt, er en tendens til at være lidt for sikre på projekterne, når vi går i gang. Det er nok naturligt. For at få støtte, skal vi jo kunne beskrive vores projekter. Sådan må det være. Men i processen med at beskrive en film, der endnu ikke findes mister man ofte noget, hvis man ikke passer på. Man mister let den film man ikke vidste man kunne lave. Og den slags film vil jeg gerne aktivt beskytte. Mit projekt med den dokumentariske musical i Barcelona, er netop et forsøg på, at lave en film i den ånd. Jeg ved ikke hvor den ender. Jeg vil klippe en scene ad gangen, inden jeg optager den næste. Og jeg vil lade de medvirkende have indflydelse på processen. Det er noget jeg har rodet lidt med de sidste par år, det med at opstille forhindringer i processen, for at ødelægge mine egne planer.

Det er for øvrigt sjovt, at du nævner netop Greta Gerwig. Hun har arbejdet sammen med fantastiske Noah Baumbach, der har instrueret mesterværkerne ’The Squid and the Whale’ og ’Margot at the Wedding’. Det er film som i den grad er levende, og jeg er sikker på, at han må gå ind i processen, uden helt at vide hvor det ender. Tillid er vigtigt. Både til skuespillere og historie og til dig selv. Allervigtigst er måske tillid til tilfældet.

Kh Max

13.11. Kære Max Kestner

Pudsigt: Noah Baumbachs ’The Meyerowitz Stories’ er den seneste film, jeg har set. Da jeg så den, identificerede jeg mig nemt med den 80-årige mand, Dustin Hoffman spiller. For nogle år siden identificerede jeg mig lige så nemt med den 27-årige kvinde i Greta Gerwigs og Noah Baumbachs ’Frances Ha’.

Film kan transportere i tid, og det er dejligt. Men når den følelse har lagt sig, står man jo desværre med sig selv igen.

Jeg bilder mig ind, at jeg ikke er bange for at dø. Jeg ved, at jeg ofte har været nervøs for at leve. Det er mindre slemt, end det var, men der er stadig god plads til forbedring.

Kan du fortælle mere om musicalen?

Kh Dorte

13.11. Kære Dorte Hygum

Jeg sidder lige nu i en kælder i Danmark og skriver. Det er lidt trist. Familien kommer først i morgen. Radiatoren virker ikke. Lampen i køleskabet er gået ud. Maden ligger i mørke! Jeg har forsøgt at stryge en skjorte på et lille bord der står i kældergangen. Det var ikke så let. I morgen skal jeg i ’GoMorgen Danmark’ ...

Min musical skal delvist være lavet af stillbilleder. Jeg har købt et par gamle analoge kameraer. Det spændende ved det analoge er jo, at du ikke med sikkerhed ved hvad du får. Måske er det underbelyst og ude af fokus på en smuk måde, som du aldrig kunne have fundet uden tilfældets hjælp.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Om der bliver storslåede musicalscener som i ’Mary Poppins’ er nok tvivlsomt, for jeg er gået i gang uden produktionsstøtte. Jeg havde håbet at få støtte, men det er også o.k. uden. Jeg har besluttet, at det er o.k.

Jeg har fundet en ung kvinde, som er fantastisk. Hun er poetry slammer og skal være en af karaktererne. Hun er usædvanlig modig og har en skrøbelig kreativitet, og hun skal selv skrive sangene. Så mangler jeg to kvinder mere. Jeg vil have tre ... eller fem. Siden min debutfilm ’Nede på jorden’ har jeg ikke arbejdet med kvindelige karakterer. Det gør jeg så nu.

Filmen skal være modig. Den skal ikke lefle for nogen. Heller ikke for mig. Hvis den har tænkt sig at være ubærlig at se på, så må den være det. Poesi, skønhed, grimhed og bevægelse er vigtigere end orden, forståelighed og perfektion. Den må gerne være skramlet.

Kh Max

’Qeda’ har netop haft biografpremiere

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce