Den del, af pressens dækning, der har omhandlet småtteuddannelsen, har givet et forkert billede, siger 88 nuværende og tidligere småtter.
Foto: Louise Herrche Serup

Den del, af pressens dækning, der har omhandlet småtteuddannelsen, har givet et forkert billede, siger 88 nuværende og tidligere småtter.

88 tidligere og nuværende elever på Zentropa: Vi er ikke »misbrugsofre«

I en udtalelse underskrevet af 88 tidligere og nuværende elever siger de, at de ikke genkender det billede af Zentropa, der er beskrevet i medierne.

Film og tv

Tidligere elever på Zentropa kan ikke genkende det billede, der er beskrevet i medierne de seneste uger om filmselskabet.

Blandt andet Politiken har dokumenteret årtier med en ydmygende og krænkende arbejdskultur i Zentropa, initieret af stifteren og tidligere direktør Peter Aalbæk Jensen.  Ni tidligere ansatte har berettet om blandt andet befamling af bryster, smæk over skrivebordet, seksuelle ydmygelser på scenen til julefrokosten og stønnelyde i øret, mens man talte i telefon. De ni kvinder havde været ansat i såvel elevstillinger som producere eller i administrationen.

Information har specifikt beskrevet miljøet for småtterne, hvor det at få valget mellem smæk eller gøre rent i hønseburet var en velkendt form for afstraffelse. Denne praksis blev efterfølgende afskaffet.

Men pressens kritiske dækning af uddannelsesforløbet på Zentropa kan de 88 tidligere og nuværende elever og assistenter altså ikke genkende. De ønsker at opretholde et positivt syn på deres uddannelsessted, skriver de.

Fem tidligere og nuværende elever har derfor forfattet en udtalelse, som 88 forhenværende »småtter«, FAF-elever og AV-assistenter fra Zentropa har underskrevet.  52 af underskriverne er mænd, 36 er kvinder.

Mailen er sendt ud til i alt 110 tidligere småtter. Politiken har været i kontakt med en af initiativtagerne, producer Mikkel Kastberg, som ikke har yderligere at tilføje og henviser til udtalelsen.

Der står:

»Pressens gentagne beskrivelse af Zentropas elever som misbrugsofre, der gennemlever en hverdag med ydmygelser og overgreb, ligger meget langt fra en virkelighed, vi kan genkende, og vi oplever fremstillingen som en uretmæssigt degradering af den unikke uddannelse, vi har gennemgået«.

Samtidig afviser de ikke de oplevelser, der er beskrevet af blandt andet de kvinder, der er stået frem i Politiken:

»Som nuværende og forhenværende elever på Zentropa anerkender vi de af vores elevkollegaer, som har berettet om grænseoverskridende oplevelser og har oplevet kulturen på Zentropa som værende for meget«.

Unik uddannelse

De tidligere elever understreger, at de har »haft en fantastisk tid og ikke ville have været foruden den uddannelse, vi har fået på Zentropa«.

»Det vil være et stort tab, hvis den nuværende dækning af forholdene på Zentropa, gør uoprettelig skade på en enestående uddannelses fremtid og eftermæle«, lyder det.

I udtalelsen nævner de ikke Peter Aalbæk Jensen, der er omdrejningspunkt for kritikken. Kilder har sagt til Politiken, at tiden som assistent for ham - hvilket har været en tilbagevendende del af den treårige småtteuddannelse - er noget, alle småtter frygter.

»Det er overkill«

Janus Schumacher, der var småtte fra 2002-2005, nævner pressens brug af ordet »afstraffelse« som noget, der fik ham til at skrive under.

»Jeg kunne godt lide at være der, jeg kunne godt lide at være sammen med Peter Aalbæk. Det her er overkill«, siger han og tilføjer.

»Jeg er fuldstændig klar over, at man blev behandlet forskelligt, og nogen var bedre til at håndtere ham end andre«.

Selv er han ikke længere i filmbranchen, men har eget malerfirma. Men tiden hos Peter Aalbæk Jensen var god forberedelse til en hård branche, siger han.

»Jeg vil ikke forsvare alle de der ting, hvor han er gået over stregen, måske især med kvinder, for det kan jeg ikke sætte mig ind i. Men når man ser på det store billede, så har mange af dem, der har været på Zentropa, fået nogle virkeligt store stillinger. De har lært noget på en helt bestemt måde«, siger han og understreger, at han »aldrig ville bytte det væk for noget som helst«.

Ifølge Zentropa selv har filmselskabet i årenes løb uddannet »flere hundrede unge« via småtteuddannelsen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce