Idfa har sat fokus på internetkunstneren Jonthan Harris, hvis gamle værker udstilles i Amsterdam.

Idfa har sat fokus på internetkunstneren Jonthan Harris, hvis gamle værker udstilles i Amsterdam.

Film og tv

En internetkunstner forlader skærmen

I det seneste tiår har kunstneren Jonathan Harris brugt internettet til at fortælle forbløffende historier om, hvem vi er som mennesker. Nu skaber han analoge ritualer og fordriver spøgelser i sin familie.

Film og tv

Jonathan Harris parkerede sin bil uden for det forfaldne barndomshjem uden for Shelburne i Vermont 5. marts 2016. Efter at have haft base i forskellige amerikanske byer i en årrække, hvor han havde skabt sig en karriere som internationalt prisbelønnet og beundret internetkunstner, havde han besluttet at vende hjem. Til sin velhavende, sky og syge mor og til de familiespøgelser, der havde siddet i krop og sjæl på ham siden barndommen – som den slags gør.

»Skæbnen ville, at den dag jeg kom hjem, døde min mor. Min søster og jeg arvede huset, som ligger et fantastisk smukt sted, men har en meget problematisk historie. Vores forældres skilsmisse. Min mors depression og hendes alkoholisme, der var gået i arv fra min morfar til hende. Og på det tidspunkt var jeg bange for at blive som min mor og hendes far«, siger Jonathan Harris i Amsterdam i dag, halvandet år efter han flyttede hjem til Vermont.

38-årige Jonathan Harris er inviteret til verdens største dokumentarfestival, Idfa i Amsterdam, for at præsentere et retrospektivt udvalg af den kunst, for hvilken han mange gange har modtaget nettets svar på en Oscar – Webby-prisen. Han er også i Amsterdam for at give en masterclass og for at præsentere en top-10 over værker, han selv sætter højt.

Idfa, International Documentary Film Festival Amsterdam, fylder 30 i år, og det er første gang, at festivalen så markant hylder en internetkunstner, og det er et populært valg. Publikum strømmer til udstillingen af hans ældre værker, der i virkeligheden set fra hans egen optik repræsenterer fortiden. I nutiden er det overraskende nok slet ikke internettets muligheder, der optager Jonathan Harris. Han er midt i en personlig proces, der har rod i frygten for at gentage familiehistorien:

»Den frygt angreb jeg på flere måder. Jeg begyndte blandt andet at gå i terapi og at meditere, og som kunstner gik jeg i gang med at arbejde med ritualer. Det hele havde og har til formål at forløse stedet i Vermont og mig selv fra historiens byrder«.

Materielt set var Jonathan Harris forkælet gennem barn- og ungdommen, og hele vejen gennem uddannelsessystemet havde han sit fokus på at opnå resultater. Det gør han nu op med:

Jeg er opdraget til at gå efter produktivitet og succes

»Jeg er opdraget til at gå efter produktivitet og succes. Jeg gik på de fineste kostskoler i Amerika, og jeg gik på Princeton Universitet, og hele tiden havde jeg udvendige markører for succes i mit hoved, også i mine første mange år som kunstner«.

Ud af nettet

Som kunstner vakte han opmærksomhed med sin evne til at bruge internettet til at skabe nye former for fortællinger om, hvem vi er som mennesker. Blandt andet gennem projektet ’We Feel Fine’ (2006) om menneskets måder at udtrykke følelser på digitalt og projektet ’Today’ (2010), hvor han hver dag i mere end et år offentliggjorde et fotografi på nettet. Både ’Today’ og hans udforskning af hvaljagt i ’The Whale Hunt’ (2007) ligner i dag naturlige forløbere for hans nuværende projekt med at undersøge, hvad ritualer er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Blot er der den forskel, at Jonathan Harris med sit igangværende projekt arbejder uden for internettets rum. I hvert fald foreløbig.

»Nu er det livet, ikke nettet, jeg ser som medium, og basalt set betragter jeg ritualer som en kraft, der får de ting til at ske, som du ønsker skal ske«, siger han og fortæller, at hans afdøde morfars hammer, hans mors aske og en masse sten fra landskabet omkring huset i Vermont var de første ting, han brugte til at skabe nye ritualer med.

Nu er det livet, ikke nettet, jeg ser som medium, og basalt set betragter jeg ritualer som en kraft, der får de ting til at ske, som du ønsker skal ske

»’Breaking the Frame’ kalder jeg projektet, hvor jeg forsøger at skabe noget uden for de rektangler, som skærme er, og bevidst prøver at betragte ritualer som teknologi. Jeg er klar over, at religioner har deres egne ritualer. Jeg prøver at lade være med bevidst at låne fra dem og i stedet skabe ritualer ud fra, hvor og hvem jeg har været, så det snarere bliver en kunstnerisk end en religiøs praksis«.

Liv i huset

Siden Jonathan Harris sidste år akkurat nåede hjem til Vermont, så han kunne sige farvel til sin mor, har hans og søsterens barndomshjem forandret sig markant. Til det bedre. De to søskende har sammen med en masse af deres venner fået huset sat fuldstændig i stand. Mens moren levede, kom der aldrig et øje. Nu er det fyldt med gæster. Og på den store grund er to nye huse ved at blive bygget. Det ene er søsterens. Det andet er Jonathan Harris’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Før var han bange for at blive som sin mor. Nu forsøger han at efterleve noget, han har lært af en buddhistisk veninde og hørt mindeværdigt formuleret af Leonard Cohen:

»Jeg lyttede til et interview, han gav i slutningen af sit liv. Han sagde, at han hver morgen prøvede at føle taknemmelighed og nåde. Og at han forsøgte at blive i den følelse resten af dagen. Det vakte genklang i mig. Jeg prøver at gøre det samme. Det er ikke altid muligt – alle oplever dage, hvor alting går skævt. Men jeg prøver. Og jeg tror på, at visdommen i at finde den følelse er meget dybere, end nogen af os hver for sig er i stand til at forstå«.

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce