Lessons of Darkness, 1992.

Lessons of Darkness, 1992.

Film og tv

Se dem i Cinemateket: Her er fem Werner Herzog-dokumentarfilm, der viser mesterens metode og poetik

Cinemateket viser i december og januar et udvalg af dokumentarfilm af Werner Herzog.

Film og tv
FOR ABONNENTER

»Idioter«, svarede Herzog, da publikum på filmfestivalen i Berlin i 1992 buhede af hans Lessons of Darkness, en dokumentarfilm optaget i Kuwait, mens man forsøgte at slukke oliebrandene efter den første golfkrig. På daværende tidspunkt levede den poetiske, iscenesatte film en trang tilværelse, og krigen var blevet formidlet af journalister – med CNN i spidsen – der med kornede gulgrønne billeder af bombeangreb foregav at give et sandfærdigt billede af krigen. Herzog var uenig og brød med alle tidens normer. Han satte pompøs opera til flotte billeder af flammer og boblende olie, og i sin voiceover undrer stemmen sig over en planet, hvor beboerne elsker ild og krig. Voiceoveren er Herzogs billede på nyhedsmediernes kommentatorer, og han misinformerer åbenlyst undervejs. Små askedynger beskrives som bjerge og brandmænd som pyromaner, hvilket de også ligner, når billederne ses uden forkundskaber og fra uvante vinkler.

Pointen er, at de samme billeder kan fortæller flere historier, men den pointe var ugleset så tæt på krigen. Herzog ventede syv år med at give andet svar på kritikken end det indledende »idioter«. I sit manifest ’The Minnesota Declaration’ kalder han kritikerne (og deres syn på dokumentarfilm og sandhed) for bogholdere, der kun interesserer sig for en »bogholdersandhed«. Selv er han på udkig efter en »ekstatisk sandhed«, der overskrider vedtagne metodenormer og simple blik på kendsgerninger og ved hjælp af poesi, fantasi og stiliseringer forsøger at nå en mere uhåndgribelig sandhed om verden og mennesket.

Herzog var dengang ikke den stjerne, han havde været i 1970’erne og 1980’erne, men levede et instruktørliv væk fra rampelyset – i dokumentarfilmverden. Først med Grizzly Man fra 2005 gjorde han et comeback med historien om øko- og dyreaktivisten Timothy Treadwell, der i 13 somre levede med gråbjørne i Alaska, før han blev spist af dem. Treadwell havde optaget 100 timers materiale, som Herzog annekterede og kunstnerisk omarrangerede – og filosofisk essayistisk talte over med sin nu verdensberømte stemme og grove tyske accent, når han taler engelsk.

Allerede året før, i 2004, havde han lavet den dramaturgisk vovede The White Diamond, som stort set alle andre end filmfestivalen CPH:DOX overså. Men i den ser man Herzogs villighed til at forlade alle klassiske filmskabeloner. Den er opbygget som en og’ets dokumentarfilmkunst, hvor scene og hovedpersoner præsenteres i en række uden tydeligt plot eller sikker forankring. Filmen kan bevæge sig alle steder hen fra scene til scene og skifter tema og hovedperson undervejs. Herzog perfektionerede senere denne dramaturgiske form i ’Encounters at the End of the World’ og ’Cave of Forgotten Dreams’.

Tid til at investere i din kulturelle kapital?

Prøv Danmarks førende kulturavis med dagligt kulturtillæg i en måned for 1 kr.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce