Morddømt. Steven Avery er fængslet på livstid for drabet på en kvindelig fotograf. Retssagen mod ham portrætteres i en ny dokumentarserie på Netflix.
Foto: Netflix

Morddømt. Steven Avery er fængslet på livstid for drabet på en kvindelig fotograf. Retssagen mod ham portrætteres i en ny dokumentarserie på Netflix.

Film og tv

Forargede fans af Netflix-serien 'Making a Murderer' kræver handling fra Obama

Dokumentarserien 'Making a Murderer' har affødt protester. Fra underskriftindsamlinger, fra Anonymous - og på anmeldersitet Yelp.

Film og tv

En tilfældig Netflix-seer fra Colorado i USA har fået ganske stor opbakning i sin kamp mod de lokale myndigheder et helt andet sted i landet, Manitowoc County i Wisconsin.

Efter at have set dokumentarserien om den morddømte Steven Avery, 'Making a Murderer', har seeren Michael Seyedian i frustration over den »uretfærdighed« i det amerikanske retsvæsen, som seriens 10 afsnit ifølge ham viser, startet en underskriftindsamling for at få Avery løsladt fra sin livstidsdom.

ANMELDELSE

Mere end 160.000 personer har i skrivende stund fulgt hans opfordring og skrevet under på hjemmesiden Change.org. De vil alle have den amerikanske præsident, Barack Obama, til at benåde Steven Avery, seriens hovedperson, da de mener, at han er uskyldig dømt.

Yderligere 19.000 personer har givet deres støtte til en lignende underskriftindsamling på Det Hvide Hus' officielle hjemmeside for borgeranmodninger.

Myndighederne kritiserer dokumentarserie

Serien, der er optaget over en årrække, præsenterer historien om Steven Averys nærkamp med det amerikanske retsvæsen. Det begynder sådan rigtigt i 1985, hvor Avery anklages og hurtigt dømmes for grov voldtægt og mordforsøg i hjembyen, det lille lokalsamfund Manitowoc County i delstaten Wisconsin.

Siden, 18 år senere, frifindes Avery for selvsamme forbrydelse, da dna-materiale dokumenterer hans uskyld. Men han når knap nok at få greb om friheden, før den tages fra ham igen.

I 2005 bliver Avery endnu engang - og ifølge serien formentligt uretmæssigt - genstand for retsvæsenets søgelys. En kvindelig fotograf, Teresa Halbach hedder hun, er forsvundet, og da hendes lig dukker op i Averys baghave, anklages han for mordet på hende. Avery er den sidste, som har været i kontakt med fotografen, og hendes bilnøgler finder politiet tilmed inde i hans hus.

Mens seriens portræt af retssagen har skabt vrede hos tusinder af seere, der oplever Avery som et uskyldigt offer for et plot, har myndighederne selv afvist, at der er sket fejl i sagen.

De kritiserer i stedet dokumentarseriens instruktører for at præsentere sagens forhold ude af deres rette kontekst. De kalder dokumentarserien, der har fået seks hjerter af Politikens anmelder, »en film«.

Retter kritik mod anklager på Yelp

Andre seere og mange af dem har kanaliseret deres vrede ud gennem anmeldersitet Yelp, hvor anklageren i sagen mod Steven Avery, Ken Kratz, der spiller en central rolle i serien, har en profil. Den er blevet overdynget med negative kommentarer siden premieren på dokumentarserien d. 18. december.

Så mange, at Yelp har set sig nødsaget til at rydde ud i kommentarerne, hvilket de pænt gør opmærksom på, når man træder ind på hjemmesiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Yelp har igangsat en såkaldt »active cleanup alert«, der fortæller, at anmeldersitet fjerner både »positive og negative kommentarer, som lader til at være foranlediget af nyhedsdækningen snarere end brugerens kundeoplevelse hos virksomheden«.

Også hackergruppen Anonymous har meldt sig i kampen for den morddømte Steven Avery. De mener at kunne dokumentere hans uskyld, forklarede gruppen kort efter seriens premiere i slutningen af december. I en besked på Twitter har hackerne truet med at offentliggøre en stribe dokumenter med beviser for Averys uskyld, hvis ikke anklagemyndigheden selv lægger dem frem.

Revival til true crime-dokumentarer

'Making a Murderer' er langt fra den første nervepirrende, dokumentariske fortælling om en kriminalsag, som har fanget offentlighedens blik.

De senere år har dokumentarserier som 'The Jinx' og 'Serial' ikke bare skabt overskrifter, men også influeret de juridiske sager, som behandles i serierne. Adnad Syed, hovedpersonen i podcasten 'Serial', der er dømt for at have dræbt sin ekskæreste, Hae Min Lee, fik for eksempel i november i år genåbnet sin sag. Ligesom hovedpersonen i The Jinx i dag sidder fængslet over afventer det videre sagsforløb.

De mange protester mod myndighedernes rolle i sagen mod den morddømte Steve Avery fra Wisconsin har dog endnu ikke fået nogen juridiske konsekvenser.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce