kritik. Dansk Folkeparti har være efter mange af DR's dramaserier i tiden løb. Med '1864' generede Ingolf Gabold partiet, fordi han synes at »deres politik i forhold til den globaliseringsproces, vi er inde i, simpelthen er forkert«.
Foto: Ditte Valente

kritik. Dansk Folkeparti har være efter mange af DR's dramaserier i tiden løb. Med '1864' generede Ingolf Gabold partiet, fordi han synes at »deres politik i forhold til den globaliseringsproces, vi er inde i, simpelthen er forkert«.

Gabold: '1864' var et slag mod DF

DR’s tidligere dramachef Ingolf Gabold siger nu, at flere af DR's mest sete serier har været politiske projekter for ham. DF’s medlem af DR-bestyrelsen kalder det »skandaløst«.

Film og tv

DR’s store historiske drama ’1864’ var et politisk projekt. I hvert fald for DR’s daværende dramachef, Ingolf Gabold.

»Det var et stykke politisk dramatik. Det tager jeg det fulde ansvar for«, siger Gabold, der var dramachef fra 1999 til 2012.

Henrik Palle giver 1864 5 flotte hjerter. Kilde: DR, Miso Film

Både han og seriens forfatter og instruktør, Ole Bornedal, har ellers fastholdt, at serien ikke var politisk. Det blev den beskyldt for i den voldsomme debat, der kørte, da den blev sendt i 2014. Det blev fremført, at seriens romahistorie var en kritik af nutidens udlændingepolitik. Ligesom nutidslaget og fremstillingen af statsmanden D.G. Monrad blev anset for at være politiserende.

Nu fortæller Ingolf Gabold, at tv-serien for ham var et indlæg i debatten om, hvorvidt vi er en nationalstat bundet til dansk sprog og kultur, eller om vi er europæere, der bor i region Danmark: »Jeg har hele tiden syntes, at vi var europæere i region Danmark. Og jeg synes godt, at DR kunne vælge et stykke politisk orienteret dramatik og sende det ud som et stort indlæg i en debat, der har varet i 10 år«.

Serien skulle ifølge Gabold spejle nationalismen i 1864 i den neonationalisme, han mener, Dansk Folkeparti står for.

Det var Ingolf Gabold, der ønskede en tv-serie om slaget ved Dybbøl, da DR i 2010 fik en særbevilling fra Folketinget på 100 millioner kroner til historisk drama. Og det var ham, der ville have Ole Bornedal som forfatter og instruktør.

»Jeg er hverken forfatter eller instruktør. Men det har bestemt været mig, der blev spillet bold op ad. Det er da mig, der påvirkede, i hvilken retning ’1864’ skulle gå«, siger Ingolf Gabold.

For os er det en fremragende, emotionel fortælling om to drenge, der går i krig. Og så er der ting i det, du kan tolke politisk. Det har jeg aldrig benægtet

Ole Bornedal afviser blankt Gabolds påstand om, at serien var et politisk projekt.

»Men selvfølgelig er ’1864’ politiserende, på den måde at den tager afstand fra nationalismen. Så kan du kalde mig naiv, men jeg finder det meget nemt at tage afstand fra nationalisme, uden at man skal begynde at kalde det decideret politisk. Nationalisme tager jeg naturligt afstand fra, ligesom jeg tager afstand fra vold mod kvinder og børn«, siger Bornedal.

Annonce

Søren Espersen (DF), der har været en af seriens og Gabolds hårdeste kritikere, er glædeligt overrasket over, at Gabold »på den måde lægger kortene på bordet«.

»Dramatik må gerne være politisk. Min anke er, at man sætter historiske facts til side for at fortælle en politisk historie. Antydningens kunst er så smuk, fordi man som iagttager selv kan drage sine konklusioner. Men i ’1864’ fik vi konklusionerne skovlet ned i halsen som foie gras-gæs«, siger Søren Espersen, der ikke fortryder bevillingen på 100 millioner kroner:

»Bevar mig vel. Hvor mange penge er der ikke spildt på alt muligt lort? ’X Factor’ og melodigrandprix for eksempel«.

FRA ARKIVET

Også ’Krøniken’ var ifølge Ingolf Gabold et politisk projekt, som »med stor vægt fortalte, at Socialdemokratiet har skabt velfærdsstaten, mens ’Borgen’ var »lidt mere forsigtig«.

DR’s nuværende dramachef, Piv Bernth, der overtog ’1864’, da Gabold gik på pension, afviser, at nogen i DR »er gået ud og har bestilt en politisk serie mod nogle bestemte mennesker«.

»Det må stå for Gabolds egen regning. Hvis vi gjorde det, ville det jo blive sindssygt kedeligt og forudsigeligt tv. For os er det en fremragende, emotionel fortælling om to drenge, der går i krig. Og så er der ting i det, du kan tolke politisk. Det har jeg aldrig benægtet«, siger hun.

»Propaganda for offentlige penge«

Medlem af DR’s bestyrelse for Dansk Folkeparti Katrine Winkel Holm kalder det »skandaløst«, at Gabold har lavet »propaganda for offentlige penge«.

»Gabold er jo ikke hvem som helst. Hans udsagn tæller ualmindelig tungt, fordi han har siddet der så længe og haft så stor indflydelse. Det her viser, at han ikke har været opgaven voksen«, siger hun.

15. februar udkommer bogen ’1864: tv-serien, historien, kritikken’, hvor en række forskere analyserer tilblivelsen af serien og den hidsige debat, der fulgte. Bogens redaktør, medieforsker Kim Toft Hansen, mener, at det havde været lettere for både Bornedal og DR, hvis man fra starten havde sagt, at serien politiserer.

»Så kunne man have taget diskussionen om den politiske holdning, der ifølge mange er så artikuleret i serien. Ved at både Bornedal og DR igennem hele debatten fastholder, at den ikke var politisk, bliver hele debatten spillet på den forkerte banehalvdel«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden

    Dansker efterlyst

    Jakob Nielsen

    Redaktionschef

    Eurpols julekalender

    Julen er mordernes tid. I hvert fald hos Europol, der har lagt årets vildeste julekalender på nettet: bag hver eneste låge gemmer sig en af Europas mest eftersøgte personer. I dag er det en dansk efterlysning: