Makeover. Den er god nok. Det er Johnny Depp inde under sminken.
Foto: Funnyordie.com

Makeover. Den er god nok. Det er Johnny Depp inde under sminken.

Johnny Depp gør grin med Donald Trump i fupdokumentar

En fupdokumentar om Donald Trump er i rasende fart blevet et hit på nettet. Johnny Depp er godt maskeret som Trump, men sjov er han ikke.

Film og tv

Nu hvor Damptromlen Donald har kørt hen over sine republikanske rivaler ved primærvalget i New Hampshire, er det slut med de dumme grin. Donald Trump er måske nok både en bølle, en stud og en forgyldt bissekræmmer, men han er ikke tabt bag en valgvogn.

Trumps kampagne skal tages alvorligt. Også selv om man ikke har lyst til det. Vinder han republikanernes ræs, og slår demokraten Bernie Sanders favoritten Hillary Clinton, ja, så bliver Kurt Thorsen USA’s næste præsident.

ANALYSE

Så timingen for ’The Art of the Deal’ er helt perfekt. En mockumentary om og med ’Trump’, som i løbet af 0,5 er blevet set af 1,6 millioner på nettet.

Der hævdes at være tale om et forsvundet ’mesterværk’. Donald Trumps egen filmatisering af sin bog (og bogen ’The Art of the Deal’ fra 1987 er ægte nok!) om, hvordan man kommer frem i verden som skruppelløs byggematador. Tv-filmen skulle oprindelig have været vist i 1988, men røg ud til fordel for en virkelig betydningsløs fodboldkamp.

Autentisk gruopvækkende hår

Nu er den i stedet dukket uventet op som VHS-bånd i en rodekasse på et loppemarked i Phoenix, Arizona, hvor den oscarbelønnede instruktør Ron Howard slog kloen i den efter et intenst hundeslagsmål med en stærkt ophidset husmor. Med rammehistorien således etableret af Ron Howard selv kan den 50 minutter lange ’dokumentarfilm’ rulle hen over din computerskærm.

Det er svært at gøre grin med folk, der helt frivilligt flirter durkdrevent med selvparodien

Johnny Depp er godt og grundigt maskeret som Donald Trump. Håret sidder helt autentisk gruopvækkende støbt og henslængt på toppen af hovedet, men Depp bliver røbet af en virkelig mærkelig stemmeparodi et sted midt mellem ’South Park’ og ’Muppet Show’.

Johnny Depp er faktisk et pænt stykke fra at være hylende grinagtig som Trump. Depp har altid haft en komiker i maven, men den er desværre ikke særlig stor. Syret, skæv og pudseløjerlig kan han spille. Men sådan rigtig sjov? Ikke rigtig.

Depp er paradoksalt nok også kommet på en svær opgave, netop fordi den ser så overkommelig ud. Trump er allerede halvvejs til grin, så det burde vel være let at lave satire på ham? Men det er svært at gøre grin med folk, der helt frivilligt flirter durkdrevent med selvparodien. Og det gør det ikke nemmere, hvis man fornemmer, at folkene bag parodien faktisk virkelig er skræmte.

Skræmmende er The Donald i al sin hensynsløse grovhed, og med sine spontane ordbordbombetogter og veloplagte selvfedme er han en både mere vaks og fræk slagterhund, end filmparodien kan magte. Grebet er at udstille præsidentkandidaten som den krejler, han er. En guldbelagt bisse fra Queens med afgrundsdyb dårlig smag og en absolut hensynsløs fremfærd over for både konkurrenter og de svage i samfundet. Ikke mindst dem med forkert kulør.

Trump er ikke dum

Hvilket nok ret præcist er årsagen til, at så mange stemmer på ham. Ud over underholdningsværdien.

Trump kan få øje på en god handel. Kan han tjene milliarder og tryne de andre, kan han også klare kineserne, lyder logikken. At Trump gik på røven med et brag i 1991 og kun kom op igen takket være en arv fra en stenrig far, der var så hensynsfuld at dø på det rigtige tidspunkt, snakker vi ikke om.

I filmen ser vi ham træne til den kommende opgave som præsident allerede dengang.

»Mr. Gorbatjov, riv den mur ned! Så skal jeg nok bygge en ny, der er bedre«, siger han i telefonen. Det er sjovt. Hvilket denne mockumentary ikke ret tit er.

’The Art of the Deal’ udstiller Trumps metoder som værende de samme nu som dengang. Nu blot anvendt på politik. Trump fremstilles som smådum. Det er ikke klogt.

Trump er en bondesnu rigmand, der i sit omsiggribende politiske realityshow ved lige præcis, hvordan man får manden på gulvet til at spise af hånden og føle, at han giver de fine fingeren imens.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce