Søsyg. Drengen Samuele hader at være med på sin fars fiskebåd, for han bliver syg til søs. For de flygtninge, der er på vej til hans hjem på øen Lampedusa, repræsenterer havet helt anderledes farer.
Foto: Berlinalen

Søsyg. Drengen Samuele hader at være med på sin fars fiskebåd, for han bliver syg til søs. For de flygtninge, der er på vej til hans hjem på øen Lampedusa, repræsenterer havet helt anderledes farer.

Film og tv

De mange nyheder om flygtninge får ansigt og følelser på Lampedusa

Man kan flygte fra krig, desillusion og fattigdom men også fra sin egen skæbne, viser Berlinalens tema.

Film og tv

Over den skrattende og støjende radio når nødråbet kun igennem i brudstykker.

»Hjælp os! For Guds skyld, hjælp os«, lyder det nærmest uforståeligt fra en bedende panisk stemme hen over havets bølger.

Selv om budskabet dårligt lader sig opfatte, bringer den italienske dokumentarfilm ’Fuocoammare’ (Fire at Sea) det forløbne års mest omtalte emne, flygtningekrisen, meget tættere på sit publikum. Pludselig er statistikker, fordomme og politiske skænderier trængt ud af billedet til fordel for mennesker af kød og blod og med alle andre følelser end had og frygt under tøjet.

Italiensk dokumentar fører favoritfeltet

Instruktøren Gianfranco Rosi gik selv bag om nyhedsindslagene om de mange afrikanske flygtninge, som for et par år siden kom via Libyen til den italienske ø Lampedusa. På den blot 20 kvadratkilometer store ø med 6.000 indbyggere slog Gianfranco Rosi sig ned i et år, hvor flygtninge fra lande som Nigeria, Elfenbenskysten, Sudan og Syrien kom til og forsvandt igen. I løbet af de sidste to årtier har Lampedusa taget imod 400.000 flygtninge. Først sidste år, hvor flygtningestrømmen begyndte at gå over Tyrkiet og Grækenland for at komme videre ad den såkaldte Balkan-rute, blev den lange og farlige sejltur fra Libyen til Lampedusa valgt fra.

Men strømmen fortsætter, og flygtninge er derfor hovedtemaet på Berlinalen i år, hvor ’Fuocoammare’ dog er det eneste direkte bidrag om emnet i hovedkonkurrencen, som i år for første gang har taget dokumentarfilm med. Fuldt fortjent, viser den italienske film, der ud over at menneskeliggøre flygtningene også tager den modtagende side med i sin emotionelle ligning.

For på Lampedusa, hvor man altid har ernæret sig ved fiskeri og kender havets farer, er det en naturgiven sag at forsøge at hjælpe medmennesker i nød. Filmen har valgt at lade den 12-årige dreng Samuele repræsentere det ’normale’ lille univers, der pludselig bliver centrum for en enorm folkevandring og alverdens nyheder. Samuele har et såkaldt ’dovent øje’ og må bære klap over det gode for at lære at bruge det andet. Symbolikken er måske lige lovlig klar – Europa, der vender det blinde øje til og lader det dovne se, men det virker. For over for katastrofen, de druknede og forhutlede flygtninge, er netop normaliteten og hverdagen en ikke bare velkommen, men nødvendig medspiller.

Selv om Gianfranco Rosi på pressemødet efter visningen af filmen gjorde rede for, at flygtningekrisen efter hans mening er »den største katastrofe i menneskehedens historie siden holocaust«, er filmens ærinde ikke politisk. Hvad der sker med ansøgninger om asyl, integration, lukkede grænser og fratagelse af smykker eller andre værdier, er ikke i centrum her. Filmen skildrer blot og bart redningsaktionerne, forsøgene på at hjælpe, helt nært og fra menneske til menneske. Og netop derfor er den selvfølgelig alligevel politisk i al sin insisteren på humanisme.

Vores passivitet er en forbrydelse

»Vores passivitet er en forbrydelse«, sagde Gianfranco Rosi på sit pressemøde. Fordi det lykkes så eminent i filmen at gøre den humanitære katastrofe nærværende og netop menneskelig, er det ikke overraskende, at dokumentaren har lagt sig i spidsen i diverse filmblade og tyske avisers barometre over favoritter til at vinde priser på Berlinalen i næste weekend.

På flugt fra eget liv

Helt overladt til sig selv som repræsentant for årets tema i hovedkonkurrencen er ’Fuocoammare’ dog ikke. Ganske vist handler den tunesiske ’Hedi’ ikke direkte om flygtninge, men dens hovedperson, der har givet filmen sin titel, skildrer den kulturelle arv – i dette tilfælde arrangerede ægteskaber – der kan stå imod spontaniteten og det moderne liv og kan drive folk til oprør eller flugt. Uden for filmens lille kærlighedshistorie lurer en barsk virkelighed, som ikke lader sig fortrænge af lidt romantik. Det kan sende enhver på flugt fra sit eget liv.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden