Annonce
Annonce
Film & tv

Berlinalen: Briter med sydstatsdialekt og immigranter i krig

Engelsk film med Jude Law og Colin Firth hylder litterært geni fra Amerika, men handler egentlig om venskab og svigt af samme.

Annonce

Med et lille skuldertræk forlader forfatteren sin ven, forlæggeren, ved bordet i den tilosede jazzklub og sætter kurs mod to voluminøse sorte ludere i baren med konstateringen: »Jeg ved aldrig, hvornår jeg skal stoppe, vel?«.

Forlæggeren kigger med et spagfærdigt blik efter ham og derpå på de mange tomme glas. Så siger han stop og drager hjem. For at læse og redigere i forfatterens aldrig afsluttede mammuttekst.

Balancen mellem forfatteren Thomas Clayton Wolfe (ikke at forveksle med den senere Tom Wolfe) og hans forlægger, Max Perkins, er skæv, i hvert fald i den filmiske udgave af makkerparret, der huserede på virkelighedens litterære scene i New York i 20’erne.

Men det er netop den skævhed mellem familiefaderen Perkins og den rastløse og utilpassede forfatter, den britiske (teater)instruktør Michael Grandage bruger som trækdyr for sin spillefilmsdebut, ’Genius’, der i går havde verdenspremiere i Berlinalens hovedkonkurrence.

Magelig høflighed

Endnu en fremragende, nær, medmenneskeligt vedkommende og psykologisk dyb film om immigranters vilkår i en verden, der bare ikke vil kendes ved dem

Skæbnen vil, at det er to af disse års mest fremtrædende engelske skuespillere, Jude Law som forfatteren fra North Carolina med tillært sydstatsdialekt og forkærlighed for bourbon og Colin Firth som forlæggeren, der tager hovedrollerne i det ellers amerikanske drama suppleret af australske Nicole Kidman som Thomas Wolfes mangeårige elskerinde, scenografen Alina Bernstein.

Alle tre skuespillere er gode bekendte eller venner med instruktøren. Måske derfor bevæger filmen sig alt for sjældent ud over den magelige høflighed i samspillet. I det endelige opgør mellem den selvoptagne, skabede og barnagtige forfatter og den tilbagelænede, alfaderlige forlægger skiftes de to til at smide klicheer i hovedet på hinanden under en nådesløs regn.

LÆS OGSÅ:Modelfilm er 'manuskriptagtig' og mangler dimensioner

Man kunne ønske, at teatermanererne var blevet i London og filmen havde tyet mere til forfængelighedens brunst, repræsenteret ved Jude Law på kanten af det ulideligt skabagtige og Nicole Kidman, hvis jalousi nærmer sig en selvparodi på bedre tider i stedet for at kæmpe så hårdt for begrænsningens kunst, som den stakkels Max Perkins må gøre over for Thomas Wolfes endeløse romanudkast.

Hele sympatien ender hos ham, indtil forfatteren, ramt af pludselig sygdom, endelig formår at undskylde sig selv og sige tak.

Patriotisk immigrant

En sådan undskyldning fra det liv, der ikke rigtig vil give ham andet end vanskeligheder og nådesløse udfordringer, får den 17-årige mexicaner Nero (en overbevisende Johnny Ortiz) aldrig i filmen ’Soy Nero’ (’Jeg er Nero’, red.).

Han er født i Los Angeles af illegale indvandrere og smides derfor ud af landet i den amerikanske ’oprydning’ efter terrorangrebet 11. september 2001. Som næsten voksen drømmer han som den patriotiske amerikaner, han forbløffende nok er, kun om at komme tilbage og blive amerikansk statsborger, selv om den eneste vej til den position går igennem en tur i hæren.

SE OGSÅ:Film om Beach Boys-geni er en seriøst seværdig musikerbiografi

Inden han sendes til en gudsforladt forpost et sted i Mellemøsten må han blandt andet opleve sin brors usle svig i en villa fyldt med udstoppede rovdyr og elektriske guitarer, der skal gøre det ud for den amerikanske drøm i vulgær udgave, i Beverly Hills.

Og selv da han er klar til at ofre sig for den nation, han elsker højere end sig selv og sin baggrund, er der ingen anerkendelse. Kun sviende spørgsmål til den identitet, Nero ønsker sig så brændende, men ikke kan hverken forklare eller forsvare.

Endnu en fremragende, nær, medmenneskeligt vedkommende og psykologisk dyb film om immigranters vilkår i en verden, der bare ikke vil kendes ved dem.

Redaktionen anbefaler

De mange nyheder om flygtninge får ansigt og følelser på Lampedusa

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce