Annonce
Annonce
Film & tv

De ensomme og de afviste regerede Berlinalen

Den tyske filmfestival slutter i dag og overlader os nu igen til virkeligheden og dens store problemer.

Annonce

Under plakaten af sig selv i rollen som den lokale miss i 1986 og koncerten i Berlin med idolet Whitney Houston i 1988 kryber hun sammen på gulvet og brækker sig. Ud med al den vodka, hun indtog aftenen før foran den fotograf fra storbyen, hun havde hyret for at genoplive sin drøm om at blive model.

Og hvis sperm, genboen i de grå betonblokke, en midaldrende lærer, fyret fra sit job, listede sig ind og tørrede af hendes mave lidt tidligere på den grå morgen. Fotografen onanerede ud over den falmede eksmiss, mens hun sov branderten ud.

Et eller andet sted i Polen i begyndelsen af 1990’erne. Muren er faldet, friheden genvundet og kapitalismen på vej ind over grænserne mod øst for fulde gardiner. Men de er stadig ensomme, de fire kvinder, der nøgent og så realistisk, at man selv kan mærke deres forknugede livskvalme helt ind kroppen, når man ser på dem. Ensomme og afviste, af livet, af mændene, af mulighederne, af hinanden.

Fire korte kvindeportrætter vævet ind i hinanden med psykologisk nål og tråd, der stikker så dybt i Tomasz Wasilewskis film, at den næsten fremkalder landsmandens Kieslowskis ’Dekalog’ og en af de senere års mere overraskende biografsucceser ’Ida’ af Pawel Pawlikowski.

En af festivalens sidste film i går og en fornem start på nedtællingen for Berlinale 66, der slutter i dag med uddelingen af bjørne i guld og sølv.

Problemerne presser sig på

Priserne vil forhåbentlig lyse op efter en kuldslået og traurig filmfestival, der ikke lod nogen forblive i tvivl om de tyngende problemer, vor lille klode moser rundt i, uden at nogen synes at kunne sparke den i den rigtige retning.

Det er den samme følelse af klaustrofobisk handlingslammelse, der ligger over netop ’United States of Love’ i den polske provins og mange andre film i dette års hovedkonkurrence.

Guldbjørn.  Fra Lampedusa spejder drengen Samuele ud over havet, hvorfra flygtningene plejer at komme, i Gianfranco Rosis fine favoritfilm, den italienske dokumentar ’Fuocoammare’, som er en af favoritterne til Guldbjørnen. Hovedværket i Berlinalens flygtningetema tager emnet tilbage til sit humanistiske udgangspunkt og undgår fastlåste standpunkter med sin levende, foruroligende og nærværende skildring. Foto: Berlinalen.

Vil man hale en trend op af suppedasen, er det, at vi, i hvert fald i Europa, synes at have brug for at fokusere lidt på os selv, familien, det indimellem svære og frustrerende ønske om at udvide den med et barn, at forsøge at eksperimentere med samlivsformer og den uudgrundelige ensomhed, der kan dukke op, selv om man er omgivet af de såkaldt nærmeste.

Ude fra den store verden trænger problemerne sig på med de krige og konflikter, der sender millioner på flugt ind i vores liv og hverdag.

LÆS OGSÅ:Thomas Vinterberg i Berlin: Jeg skammer mig over at være dansker

Det store fremmede kommer meget tættere på, fremmer angst og mange steder aggression. Men de fremmede selv kommer ikke rigtig tæt på de fleste af os, heller ikke i Berlinalens udvalg om folk, der er trængt eller på flugt fra krig, fattigdom eller religiøse traditioner – den spanske ’Soy Nero’, den tunesiske ’Inhebbek Hedi’, den 8 timer lange filippinske ’A Lullaby to The Sorrowful Mystery’ og den italienske dokumentar fra Lampedusa, ’Fuocoammare’ (Fire at the Sea). Sidstnævnte er aftenens helt store favorit i medierne og i korridorsnakken på Berlinalen – og af festivalens boss, Dieter Kosslick, allerede erklæret som et »mesterværk«.

Men vil en jury med så navnkundig en skuespiller som Meryl Streep i spidsen virkelig lade en dokumentarfilm vinde den største pris? Måske nok, for ’Fuocoammare’ tager fat på festivalens store tema, flygtninge, på en måde, der bringer os til tilbage til den humanisme, som engang var udgangspunktet for enhver debat om emnet på en god og hæderlig måde.

Sker det, vil det være sandsynligt, at skuespillere og instruktører i den mere nære og familiære trend kan høste priser. Og her ligger Trine Dyrholm, der alle steder er blevet skamrost for sin hovedrolle i Thomas Vinterbergs ’Kollektivet’, tilsyneladende rigtigt til med en præstation, som sikkert også har rørt den jurypræsident, Dyrholm ser op til og gerne vil møde. For eksempel i aften.

Et truet Europa

»Vi ville ikke arrangere en flygtningefestival, selv om vi er midt i rodet. Men vi ville have en festival, hvor flygtningekrisen udgør en stor del«, sagde Dieter Kosslick i går til Screen Magazine.

Guldbjørn.  'Tunesier Hedi' er på vej væk fra et arrangeret ægteskab, da han pludselig oplever rigtig kærlighed i form af en stormende forelskelse i Rim. Men kan en mand på flugt fra sig selv, et planlagt liv, religionen og traditionerne bare finde sig selv en form for uventet lykke? De store spørgsmål behandles fint og intimt i Mohamed Attias film i skyggerne fra det arabiske forår, som er blandt favoritterne til Guldbjørnen. Foto: Berlinalen.

Midt i ’rodet’, storpolitikken, står den europæiske familie, truet indefra og udefra. En trussel, som går igen i flere af årets film, er barnløshed eller problematiske graviditeter, som den, kvinden i Anne Zohra Berracheds tyske bidrag ’24 Wochen’, har. Hun overvejer abort, da hun får at vide, at barnet vil blive født med Downs syndrom. En uafrystelig og nærgående film, som kunne fortjene en pris.

SE OGSÅ:Europa bindes sammen af krige og kriser

Det gør også mange andre – eksempelvis den fine bosniske ’Death in Sarajevo’ eller amerikanske ’Midnight Special’ – på en lidt usædvanlig og under alle omstændigheder ikke rigtig imponerende festival. Måske var det netop mangel på rigtig gode spillefilm, der fik Berlinalen til at tage dokumentarfilmene med i konkurrencen, hvor genren endda står med store chancer for at lade sig hylde med den største pris.

Helt fortjent – der er alligevel ingen vej uden om virkeligheden.

Redaktionen anbefaler

Berlinalen: Briter med sydstatsdialekt og immigranter i krig

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce