Depraveret. Et bur fuld af tigre og en drag queen  i kropsnær silkekjole er nogle af ingredienserne  i den underholdende, men alt for langtrukne 'The Last Time  I Saw Macao'.
Foto: Foto fra filmen

Depraveret. Et bur fuld af tigre og en drag queen i kropsnær silkekjole er nogle af ingredienserne i den underholdende, men alt for langtrukne 'The Last Time I Saw Macao'.

To halvdokumentarer befinder sig for langt fra virkeligheden

Et portugisisk og et fransk eksperiment fortæller i henholdsvis depraveret og totalitært billedsprog.

Cph:Dox

Selv hvis man betragter dokumentarbegrebet som en livrem med vidde til at rumme en hval, er det vanskeligt at bruge den genrebetegnelse om to af de film, der vises i afslutningsweekenden under CPH:DOX.



Portugisiske ’The Last Time I Saw Macao’ er delvis indspillet i Portugals tidligere koloni Macao ved Hongkong og skildrer i underholdende B-spillefilms-æstetik en efter stemmen at dømme temmelig desillusioneret underverdensmands fantasi om at genfinde veninden Candy, der har sin telefon slukket og vist – igen – er ude at lege med de forkerte drenge.

En metahistorie om kapitalens og imperialismens lumre depravation hældes her uelegant og ikke uden selvhøjtidelighed ud over lærredet i alt for mange minutter.

Egentlig besynderligt at ’The Last Time I Saw Macao’ har kandideret til at vinde festivalens hovedpris i år.

Tilfældig rækkefølge hver gang

Mere interessant og æstetisk gennemført om end absolut ikke bredere vinklet er den franske ’Differently, Molussia’.



Præcis hvordan den kan opleves her i weekenden, vides faktisk ikke, for de i alt ni kapitler er indspillet på hver sin spole og kører sådan lidt random fra visning til visning.

Ikke at det har voldsom betydning for en grynet, stoisk sag, hvor handlingen er betydningsløs og foregår i den imaginære stat Molussien.

LÆS GUIDE

Instruktøren fortolker her en obskur tysk roman og har fået en obskur fransk film ud af projektet, hvor ideen med at lade kapitlerne skifte rækkefølge sammen med billedernes konsekvente, følelsestomme kuldeæstetik giver et ekstremt resultat, der sætter spørgsmålstegn ved, hvor bredt dokumentarbegrebet kan blive uden at blive meningsløst.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce