Foto: Foto fra filmen

Fake er cool. Drik FAKE.

Cph:Dox
FOR ABONNENTER

Der er ingen mangel på energidrikke med tåbelige navne og vulgære logoer. Men hvordan får man sådan et overflødighedsprodukt lirket ind i forbrugerens bevidsthed? Det handler kun i ringe omfang om produktets indhold, men om stil og narrativ, eller også gør man som Red Bull og forvandler sig til en begivenhedskulturpolitik. Man drikker ikke det, der læsker, men det, der er cool.

Udfordringen fra et markedsføringssynspunkt er, at tingene nu muterer så hurtigt, at man skal stå op, før de andre er gået i seng for at møde til tiden i ’cool school’. Er det gået viralt, rykker det. Hvad rykker? Ligegyldigt, bare det rykker. Denne absurde logik fra senkapitalismens pangfarvede ødemarker oplevede den norske undergrundskomiker Amir Ashgarnejad, da han blev hyret af reklamekampagnen bag en amerikansk energidrik, der i Borglis rekonstruktion kaldes for DRIB.

Amir dyrker en humor så dobbeltbundet, at ingen kan finde ud af, hvad der er for sjov, men det hitter som viral video, da han provokerer en tilfældig kleppert på gaden og bliver hamret ned. Kan man blot overføre den energi til flaskeform, må begge parters lykke være gjort.

Men så enkelt er det heldigvis ikke. Amirs knockout er fake. Reklame er dobbelt fake. Filmen om Amirs absurde oplevelser i L.A. er både tredobbelt fake, en sandfærdig genfortælling med Amir i hovedrollen og en demaskering af reklamebranchen. Lussingerne, Amir får i Borglis genfortælling, er meget værre end de virkelige øretæver, fortæller den klejne Amir, der ikke kan se en spilleregel uden at tage pis på den.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Viden

Forskere skaber tråd med superstyrke

FOR ABONNENTER

Annonce