Annonce
Annonce
Annonce
Film & tv

Bornedals amerikanske filmhit stjæler gods fra gysernes genbrugsstation

'The Possession' er noget så umoderne som en lækkert lavet gyser.

Gem til liste

The Possession

4. december - 9. januar

fakta

Politiken synes

Gysere skal helst ligne lort. Det er dogmet i disse år, hvor man har en indædt tro på, at gyset bliver mere overbevisende, hvis det ligner den skinbarlige, håndholdte djævelskab.

Det er især den ekstremt subjektive og abrupte lydside, der giver filmen størstedelen af dens uhygge

Men hvis man vil have ’autentisk’ p.o.v. uhygge, så er det ikke Ole Bornedal, man skal ringe til. Bornedal og hans fotograf Dan Laustsen gider ikke lave noget, der ligner hjemmevideo.

Det må Sam Raimi have vidst, da han ringede efter Bornedal og bad ham filmatisere gyseren ’The Possession’.

Variation over djævlebesættelse
Det kan ikke være manuskriptets originalitet, der har fristet Bornedal.

Juliet Snowden og Stiles Whites historie ligner dæmonisk dusinvare, selv om den nok så bemærkelsesværdigt hævder at bygge på en autentisk historie om en såkaldt Dibbukæske, der dukkede op i en amerikansk avisartikel i 2004 og efter sigende skulle rumle ildevarslende rundt ude på eBay.

’The Possession’ er en variation over djævlebesættelse, hvor det nye er, at eksorcismen ikke er katolsk, men jødisk.

LÆS OGSÅGyselig filmgryderet er den rene pærevælling

Clyde og Stephanie er løbet sur i det og skal skilles. Det går selvfølgelig ud over de to døtre, teenageren Hannah og den lidt yngre Em. På et loppemarked får Em øje på en mystisk gammel æske af træ, som hun øjeblikkelig bliver dybt fascineret af.

Clyde køber æsken med den skjulte låsemekanisme og de sælsomme hebraiske inskriptioner til sin datter.



Forrygende billetsalg i USA
Æsken har en grim vane med at hviske. Datteren åbner æsken. Og så har vi balladen. Man kan gætte på, at to ting har fristet Ole Bornedal ud over pengene, æren og chancen for at foretage sig noget fornuftigt, mens brikkerne til hans store kommende ’1864’-projekt faldt på plads.

LÆS OGSÅDR investerer kæmpebeløb i Bornedals historiske drama

’The Possession’ har en indbygget mulighed for at gøre filmen til en symbolsk fortælling om skilsmisse som en sprække, der åbner op for dæmoni i familien. Og så er det en mulighed for at komme til at spille med de filmiske muskler på en noget anden baggrund end herhjemme.

Bornedal griber resolut begge muligheder.

’The Possession’, som fik en forrygende start i USA og allerede har tjent sig selv ind adskillige gange, er blevet en lækkert lavet gyser, hvor det blærede håndværk scorer en del højere end uhyggen.


Mere stil end andre gys
Fotograferingen er hele tiden knivskarp. Valget af et nybygget hus som kulisse for et hjemsøgt hus er frækt.

Filosofien synes at være, at alt skal foregå ude i det åbne. Men det er især den ekstremt subjektive og abrupte lydside, der giver filmen størstedelen af dens uhygge og giver den, hvad så få gysere har: stil.

Ikke mindst pga. måden hvorpå lyden bestyret af Chris M. Jacobsen kommer og går uden varsel.

Lyden placerer personerne i pludselige tilstande af vakuum, som effektivt illustrerer, hvordan den kendte verdens spilleregler pludselig kan forsvinde eller forvrænges.

Fasttømret gyserfamilie
Jeffrey Dean Morgan er i den mandlige hovedrolle som den fraskilte far Clyde placeret i denne usikre fornemmelse af en virkelighed, der kommer og går med foruroligende uforudsigelighed.

Basketballtræneren Clyde kan ikke længere stole på sine sanser og på de anerkendte spilleregler. Hans døtre spillet af Madison Davenport og Natasha Calis er begge glimrende.

Skuespilmæssigt virker familien i det hele taget mere fasttømret end gennemsnittet af ’gyserfamilier’.

Ole Bornedal efterlader sig med andre ord et nok så nydeligt visitkort på gerningsstedet. Det lykkes Bornedal at antyde, at der er to dæmoner på spil. En ældgammel dibbuk ved navn Abuzu og en moderne ved navn Skilsmisse.

Giver 'Paranormal Activity' ret
Men bortset fra en nyfortolkning af kunsten at stikke en finger i halsen og en djævelsk joke på tandlægen Bretts bekostning, må man konstatere, at de mange eskalerende effekter er uden synderlig effekt.

Den dæmoniske æske rummer mest klicheer og gammelt gods fra gysernes genbrugsstation pudset alt for fine og blanke op med ny teknologi.

SE OGSÅOle Bornedal efter gyseroptagelser: Alt brændte ned

Selv det mest ækle er lidt lækkert lavet og på dét punkt må man konstatere, at Bornedal & Laustsens insisteren på håndværksmæssig kvalitet indirekte giver ’Paranormal Activity’-filosofien ret.

Det, der er ude af balance, kan give en fornemmelse af desorientering og kaos, som gys udmålt med filmisk vaterpas og computerskabte effekter bare ikke giver, så længe grundmaterialet er så gennemsnitligt som her.

PolitikenPlus
  • Mad Men - Sæson 7 pt. 1 1. del af 7. sæson af den ekstremt populære serie.

    Pluspris 260 kr. Alm. pris 300 kr. Køb
  • Gloria Prisbelønnet chilensk film emd en forrygende Paulina Garcia i hovedrollen.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Fortiden Oscar-vinderen Asghar Farhadi er tilbage med endnu et syleskarpt og universelt menneskeligt drama med thrillerelementer.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Hobbitten 2 Fra den Oscarvindende instruktør Peter Jackson kommer nu ?Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark?, som er den anden film i trilogien baseret på J.R.R. Tolkiens populære mesterværk ?Hobbitten?.

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Don Jon Prisbelønnet og anmelderrost alternativ komedie.

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb