Annonce
Annonce
Annonce
Film & tv

Rørende og rå debut er en af årets stærkeste film

Paddy Considines 'Tyrannosaur' sidder som en knytnæve i solar plexus.

Gem til liste

Tyrannosaur

4. december - 9. januar

fakta

Politiken synes

Ordet trøstesløs er vel det mest præcise, når man skal beskrive Josephs (Peter Mullan) liv og sindstilstand.

Han lever alene, ensom og alkoholiseret efter sin hustrus død, hans bedste ven er døende af kræft, og i filmens første scene sparker han sin hund ihjel.

Han er indespærret i sit eget raseri, og han er helt, helt alene. Heller ikke i det himmelske håber han på sympati. Som han siger: »Min far var et røvhul, men han vidste, han var det. Gud tror stadig, han er Gud«.

Helt til hundene
Men gudstro er nu alligevel det, der ved et tilfælde redder Joseph, da han efter et slagsmål søger tilflugt i en kristen genbrugsbutik, hvor Hannah (Olivia Colman) arbejder.

Med sin stædige tro på det bedste i mennesker får hun prikket hul gennem hans hårde panser, men i modsætning til, hvad Joseph umiddelbart tror, står det hurtigt klart, at hun er mindst lige så ensom og stakkels som han, selv om hun på overfladen har både rigdom, ro og lykke.

'Tyrannosaur' er instrueret af den britiske skuespiller Paddy Considine (kendt fra bl.a. 'Cinderella Man' og 'Submarine'), og filmen, der er hans første spillefilm, er en videreudvikling af kortfilmen 'Dog Altogether' fra 2007.

LÆS OGSÅKølig DDR-film skildrer overvågningssamfundets tavshed

Der er to centrale hunde i filmen, den ene er Josephs, den anden tilhører genboen, en brutal mand, der har sin muskelhund bundet fast til bæltet og behandler sin kæreste og dennes søn som værre end skidt.

Joseph vil gerne se sig selv som drengens beskytter, men er han overhovedet i stand til at beskytte nogen, når han selv er helt til hundene?

Ansigtet, der kan bære en hel film
Filmens titel går på, at Joseph kaldte sin afdøde, overvægtige hustru for tyrannosaurus, fordi kaffen skvulpede i kopperne, når hun gik ned ad trappen, men titlen kunne lige så vel gå på Josephs eget bidske temperament, eller for så vidt på, at både han og Hannah har skeletter af dinosaurstørrelsen i skabene.

Når en film begynder med en scene, hvor en mand sparker en hund ihjel, er tonen ligesom slået an. Og 'Tyrannosaur' har da heller ingen feel good-ambitioner, men præsenterer i stedet tilskueren for en udfordring: Kan vi komme til at holde af en mand, der begår noget så utilgiveligt grumt?

Det kan vi, ja, for i Peter Mullans skikkelse bliver Joseph til en figur, man ligesom Hannah kommer til at stole på. »Jeg føler mig tryg med dig«, siger hun, da hun har søgt tilflugt fra sin voldelige mand hos Joseph. »Det er der ingen, der er«, svarer han.

Skotskfødte Mullans præstation som Joseph vækker minder om hans gennembrudspræstation som en anden Joe i Ken Loachs 'My Name Is Joe' fra 1998, og med 'Tyrannosaur' beviser han igen, at han er en af britisk films mest stabilt stærke karakterskuespillere, hvis ansigt alene kan bære en hel film.

Mørbanket
Filmen er afsindigt godt fortalt, helt stringent og uden unødvendigheder. Billederne er dokumentariske, næsten antiæstetiske, og farvetonerne er så grå, at den blomsterbuket,

Hannah sætter i Josephs stue, næsten virker skinger. Der klippes fra scene til scene på en måde, så der skabes lydlige og billedlige overgange, der spiller på tilskuerens frygt og forventninger.

En scene, hvor Hannahs mand (fremragende ondskabsfuldt inkarneret af Eddie Marsan) ser ud til at kunne slå hende når som helst, slutter, inden det sker, men den følgende scene indledes med et brag, da Joseph er ved at vælte sit haveskur, og så ved vi instinktivt, at hun fik tæv. Det er en elegant måde at gå uden om at vise volden og i stedet fortælle den ved hjælp af filmsproget.

LÆS OGSÅKen Loach provokerer med film om moderne slavehandel

Sent i filmen kommer der en afsløring af den slags, der tipper hele filmens balance, og om man vil synes om den kovending eller ej, er nok individuelt, selv om den er fint funderet i persontegningen.

Men overordnet set er fortællingen om de to fortabte sjæle, der finder hinanden, så rå og rørende, at filmen trækker alle sine stik hjem. Også selv om man føler sig lidt mørbanket bagefter.

PolitikenPlus
  • Mad Men - Sæson 7 pt. 1 1. del af 7. sæson af den ekstremt populære serie.

    Pluspris 260 kr. Alm. pris 300 kr. Køb
  • Gloria Prisbelønnet chilensk film emd en forrygende Paulina Garcia i hovedrollen.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Fortiden Oscar-vinderen Asghar Farhadi er tilbage med endnu et syleskarpt og universelt menneskeligt drama med thrillerelementer.

    Pluspris 80 kr. Alm. pris 100 kr. Køb
  • Hobbitten 2 Fra den Oscarvindende instruktør Peter Jackson kommer nu ?Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark?, som er den anden film i trilogien baseret på J.R.R. Tolkiens populære mesterværk ?Hobbitten?.

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb
  • Don Jon Prisbelønnet og anmelderrost alternativ komedie.

    Pluspris 140 kr. Alm. pris 180 kr. Køb