I Quentin Tarantinos film, er der to muligheder for at dø: At blive skudt eller at blive talt ihjel. Kilde: Politiken TV / Vært: Kim Skotte / Producer: Peter Vintergaard

Ordhypnotisøren Tarantinos spaghettiwestern er håbløst selvsmagende

Munden står ikke stille på revolvermændene i 'The Hateful Eight', der bliver for lang i spyttet.

Filmanmeldelser
FOR ABONNENTER

Selvfølgelig måtte Quentin Tarantino før eller siden nå frem til Sergio Leones spaghettiwestern i sit skoleridt igennem filmens pulp-genrer.

Og for at ingen skal kunne misforstå oprigtigheden i Tarantinos hommage til 60’ernes hårdkogte genoplivning af den klassiske westerngenre, har Tarantino fået Leones hofkomponist, Ennio Morricone, til at skrive originalmusikken til ’The Hateful Eight’. At Morricones musik så ikke passer vanvittig godt til begivenhederne på lærredet, er en anden sag.

Fra typografi til musik og skurkegalleri får den hele armen med stilren hyldest til Leones univers. Oven i købet filmet i vintageformatet ultra panavision 70.

Filmen vrimler med genrehenvisninger, men Tarantino er også blevet et selvrefererende univers. I sig selv et citat fra de postmoderne 90’ere, som Tarantino i så høj grad var med til at definere. Hvilket både er ret cool og pænt trættende. Stilens selvironi og selvcitatets cirkelslutning får ikke nødvendigvis det bedste frem i hinanden.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce