Frygt. Nogle gange kunne det sgu være rart at stikke af fra arven fra 9/11, Rose, Seidenfaden, al-Qaeda, terrortrusler og det forbandede høje sikkerhedsniveau. På den anden side er det også farligt at være på Nørreport Station, og der er politimænd med maskinpistoler i Torvehallerne, til BogForum, i Krystalgade (billedet - arkivfoto).
Foto: JENS DRESLING

Frygt. Nogle gange kunne det sgu være rart at stikke af fra arven fra 9/11, Rose, Seidenfaden, al-Qaeda, terrortrusler og det forbandede høje sikkerhedsniveau. På den anden side er det også farligt at være på Nørreport Station, og der er politimænd med maskinpistoler i Torvehallerne, til BogForum, i Krystalgade (billedet - arkivfoto).

Klummer

Bliver vi mon nogensinde trygge igen?

Alarmen går, terrortruslen er overalt, og det er utroligt svært at være skabende, omstillingsparat og kreativ, når hjernen planlægger flugtruter, og kroppen råber vagt i gevær.

Klummer
FOR ABONNENTER

Forleden lød alarmen på avisen. Øredøvende højt og pludseligt. Jeg stod på vores såkaldte rygeraltan og snakkede sommerferieplaner med en kollega. Som ansatte i JP Politikens Hus har vi i efterdønningerne af Muhammedkrisen efterhånden vænnet os til dem. Alarmerne. Men denne her gjorde mig skidebange. For den var ikke meldt ud, som en øvelse normalt er, den kom ud af det blå. Det var alvor.

To kolleger kom spurtende og trak os indenfor, mens huset gik i alarmberedskab. Jeg fik øjeblikkeligt mavepine og tænkte: Nu er det nu. Nu er det nu, at de kommer og halshugger os. Nu er det nu, at mordere kommer ind på redaktionen og råber, at Allah er stor, fyrer en maskinpistol af, og så er det slut. Tænk at det er nu, på en smuk, solrig sommerdag, at vi bliver angrebet.

I et anfald af panik ringede jeg til min bedste ven på redaktionen. Hvorfor? Fordi jeg ville redde ham, tror jeg. Han grinede og sagde, at han var bevæbnet med sit peruvianske pusterør, så de kunne bare komme an. Det er en ret almindelig forsvarsmekanisme herinde. At folk gemmer sig bag galgenhumor og ironi. For det er faktisk ret skræmmende at være bange for sit liv. Vi er jo ikke soldater i krig, men helt almindelige funktionærer med bløde håndflader, som blot er gået på arbejde.

Alarmen var heldigvis en fejl. Nogle gange er det en kaffemaskine, der brænder en sikring. Andre gange driller et sprinkleranlæg. Efter 5-10 minutter kommer der så en udmelding om, at det hele var en fejl. Heldigvis. Men jeg lover jer, at de der minutter, hvor vi venter, både de bange og de jokende, de minutter er ikke sjove. For en eller anden dag kommer de jo nok ind. Hvis de virkelig vil.

Tid til at investere i din kulturelle kapital?

Prøv Danmarks førende kulturavis med dagligt kulturtillæg i en måned for 1 kr.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce