Annonce
Annonce
Kultur

Museumsdirektør giver sig selv tre år til indfri ambitionerne

Tidligere chef for DR 2 Michael Thouber har overtaget posten som direktør for Kunsthal Charlottenborg, der har været plaget af dårlig økonomi og skandaler, og er nu klar til at fortælle, hvordan restaurant og rockmusik skal trække kunder, uden at det kunstneriske niveau daler.

Annonce

fakta

Den afslappede attitude er rent skuespil, medgiver Kunsthal Charlottenborgs nye direktør.

Michael Thouber er i virkeligheden ganske pænt oppe at køre, bedyrer han, endnu inden vi er nået helt inden for døren i det stor palæ ved Kongens Nytorv.

Ikke blot har håndværkere i pausen mellem to udstillinger lige revet store dele af den statslige kunsthals parketgulve, så kegler og afspærringstape advarer om fare for styrt her ganske kort før den næste store åbning.

Hullerne i gulvet er måske også en ganske passende metafor for alle de spørgsmål, der udestår, når direktørens egen strategi nu skal blive til kunst på Charlottenborg, funderer han.

»Det er nu, den skal briste eller bære, så jeg går jo lidt rundt og drømmer om at få lukket nogle af de ting, vi har besluttet os for«, siger Michael Thouber.

Hvis jeg ikke om tre år har en økonomi, der er stor nok, til at Charlottenborg kan arbejde med dem, som jeg ubetinget vil arbejde med, er det ikke interessant for mig.

Michael Thouber, direktør, Kunsthal Charlottenborg

Han forlod i sensommeren sin stilling som kanalchef på DR 2 for i stedet at hellige sig »drømmejobbet« som statsansat kunstdirektør. Kunstnerisk set er hovedopgaven den samme som før, lyder det: Charlottenborg skal stadig være hovedstadens kunsthal for international samtidskunst på højeste niveau.

Det var også ambitionen under de tre forudgående direktører, som på under et tiår mere eller mindre ufrivilligt har måttet give op efter få år på posten. For indehaverne af den stadig varmere chefstol har haft ondt i økonomien. Senest da Jakob Fabricius i fjor måtte trække sig efter et underskud på over 600.000 kroner på udstillingsbudgettet.

LÆS OGSÅ: Balletknægten elsker stadig teatermagien

Hvad vil Michael Thouber gøre anderledes, spurgte jeg ham derfor allerede i efteråret. Svaret måtte dog vente, da den helt nyslåede direktør i Politikens spalter trak »det berømte 100-dages kort« for at tygge grundigt på sagen først. Og alt bliver ikke som før, siger direktøren, nu hvor hans selvvalgte tænkepause er slut.

»Jeg sætter gang i flere aktiviteter ved siden af det helt snævre udstillingsarbejde. Jeg vil gerne have, at Charlottenborg bliver et mødested for langt flere, end vi er i dag. Når jeg kommer til Paris, går jeg altid på Palais de Tokyo, som jeg synes er en kæmpe inspiration, i forhold til hvor vi bør bevæge os hen«, siger Michael Thouber.

For det store parisiske museum for samtidskunst formår at være »levende sted« med en velbesøgt restaurant, »som opsøges lige så meget af studerende som af forretningsfolk«, beskriver Thouber forbilledet. Imens er Charlottenborg i dag mere en »oase for kendere«, siger han:

»Udefra kunne det jo i princippet lige så godt ligne en bank som et udstillingssted for samtidskunst, og selv om det er et pragtfuldt sted, er det jo ikke et sted, vi også går hen bare for at hænge ud, vel? Det skal det også være«.

Alle motivationer er lige gyldige

Derfor har Michael Thouber sat jagten ind på at finde en ny restauratør til kunsthallens underetage, hvor vægge måske kan væltes for at skabe mere plads til et spisested. Imens står en spritny biograf snart færdig, som skal lægge lærred til en af de »nye københavnertraditioner«, som direktøren håber at kunne stå fadder til.

Konkret vil han indgå et udvidet samarbejde med filmfestivalen CPH DOX, ligesom Charlottenborg fremover også slår pjalterne sammen med Roskilde Festival.

Det vil allerede i år betyde afholdelsen af et såkaldt Roskilde warm-up med unge lovende bands i museets gård, mens kunsthallen sætter fokus på unge kunstneres værker indenfor. Også museets store facade mod Nyhavn skal fremover tages i brug til store udsmykninger, startende med den ghanesiske kunstner Ibrahim Mahamas store kollager af sammensyede kakaosække, der blandt andet vakte opsigt på sidste års biennale i Venedig:

»Jeg vil gerne have, at når folk kommer til Kongens Nytorv og til Nyhavn, kan de se, at denne bygning byder på noget andet – fra facaden til gården, boghandlen og selvfølgelig det, du finder oppe ad trappen. Nogle vil gå op og se udstillingerne. Andre vil måske gå til et filmarrangement eller blot drikke en kop kaffe. Alle motivationerne er for mig at se helt gyldige. Jeg tror på, at det, vi laver, har en væsentlighed for Danmark, men den dannelse, vi prøver at give videre, kræver altså også, at folk bliver fortrolige med stedet. Og her har der måske været nogle år, hvor det har været glemt, og man har forsømt at invitere folk indenfor«.

Nogle vil måske frygte, at den velkomst vil ske på bekostning af kunsten?

»Ja, men den modsætning tror jeg bare ikke på. Spørger du, om jeg vil nå populariteten ved at udvande det kunstneriske program, er svaret nej. Det håber jeg, at alle vil kunne se, ligesom de færreste nok vil påstå, at det er gået ud over kvaliteten på Palais de Tokyo, at man der også kan opleve andet end den klassiske kunstoplevelse. Det handler om at bevare den faglige integritet, samtidig med at vi gør noget for at få et større betalende publikum. Og jo større publikumssucces, jo større projekter kan man altså komme i nærheden af. Vi kommer til at skrue op, sådan tror jeg, du kan skrive det«.

Det handler om at bevare den faglige integritet, samtidig med at vi gør noget for at få et større betalende publikum. Og jo større publikumssucces, jo større projekter kan man altså kommei nærheden af.

Michael Thouber, direktør, Kunsthal Charlottenborg

Lige nu er der ud over de gabende huller med den blottede rør- og kabelføring et sælsomt rod fra to netop lukkede udstillinger med den newzealandske billedkunstner Michael Stevenson og koreografen William Forsythe.

Det hele skal være væk om et par uger, når Pulsar-festivalen rykker ind med værker af unge kunstnere fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Kunstakademi. Allerede dagen efter åbner den traditionsrige forårsudstilling, og senere ser Michael Thouber frem til at præsentere lidt af en verdensstjerne i de højloftede haller.

Senere i år kan han præsentere en ny version af den schweiziske superkurator Hans Ulrich Obrists berømte show ’Take me (I’m Yours)’, der første gang fandt sted på Londons Serpentine Gallery i 1990’erne.

SE OGSÅ:Lukas Graham fortsætter sejrsgangen i USA

Her får de besøgende lejlighed til at tage de udstillede genstande med hjem, og stjerner som Yoko Ono og britiske Gilbert & George vil på Charlottenborg dele salene med helt ukendte kunstnere, opregner en begejstret Thouber, der også bebuder en stor gruppeudstilling om det allestedsnærværende flygtninge- og migrationsspørgsmål til efteråret.

»Folk skal føle, at det er deres sted. Og det er jo paradoksalt, for det er det allerede. Vi har alle sammen betalt det over skattebilletten, men langtfra alle har en fortrolighed med at komme her, og den vil jeg gerne arbejde på at skabe, så samtidskunsten bliver en del af flere danskeres liv og af den samfundsdebat, vi står i«.

Faldfare.  Både Kunsthal Charlottenborgs gulve og fremtidige virke er fuld af åbne huller i disse dage. Foto: Miriam Dalsgaard

Under din forgænger var det svært at leve op til det høje faglige ambitionsniveau med den offentlige støtte, Charlottenborg har til rådighed. Kan man overhovedet have de helt høje ambitioner, du taler om, med et udstillingsbudget på en lille håndfuld statslige millioner?

»Nej, det tror jeg ikke. Men hovedparten af budgettet kan altså i dag ikke bestå af det, du får fra staten. Så en stor del af min opgave bliver netop at finde den ekstra finansiering«.

Hvor skal den komme fra?

»Det handler selvfølgelig om, hvordan vi får flere folk til at støtte op om vores produktioner. Charlottenborg skal være attraktivt for de private fonde, som normalt involverer sig i kunst og kultur, men også for en lang række private virksomheder, som måske skal lære at have en tradition for at støtte dannelse, kunst og kultur. Og så skal vi som sagt se kritisk på vores egen finansieringsmodel, så flere betaler for at se kunsten, så vi får en restaurant, der er velbesøgt, så vi får en god boghandel og en god biograf«.

Alle politikere og kunstentreprenører peger i dag flittigt på fondene som finansieringskilde, efter at regeringen har sparet på statens drift. I kan vel ikke bade i de samme penge alle sammen?

»Nej, det er klart. Og i mit hoved hedder målsætningen også en 1 til 3-løsning, som Karsten Ohrt lærte mig, da han var chef på Statens Museum for Kunst. Hver eneste gang, man får 1 krone af staten, skal man selv skaffe 2. Og da fondene ikke kan levere begge, må vi selv skaffe den sidste ved øget omsætning eller ved, at private virksomheder går ind«, siger Michael Thouber.

At det kan lade sig gøre, finder Thouber også belæg for udenbys – denne gang dog i Aarhus:

»På ARoS spurgte de jo ikke bare staten om flere penge. De lavede to erhvervsklubber. En for de 25 vigtigste virksomheder i deres region og en bredere med 120 virksomheder. Det har været med til at finansiere den bølge på ARoS, hvor både det faglige og det publikumsmæssige niveau har udviklet sig i en fantastisk retning«.

Erhvervsfolk ser muligheder

Hvornår får Charlottenborg så en erhvervsklub?

»Jeg ved ikke, om det lige er den rigtige løsning for Charlottenborg. Men jeg vil afgjort tale med en række private virksomheder om, hvilket potentiale der ligger gemt i det her hus. Her er jeg ret fortrøstningsfuld, for når jeg tager erhvervsfolk med herind, er det første, de ser, rent faktisk muligheder«.

Men hvis jeg nu solgte kaffefiltre eller bananer og ikke bare var en ren filantrop, hvad skulle min interesse så være i, at I viser samtidskunst herinde?

»Jeg ville jo ikke bare bede dig lægge nogle penge. Der skal ske en eller anden form for udveksling, hvor vi ville tilbyde dig noget ordentligt. En privat virksomhed kunne måske være interesseret i at finansiere de skiftende udsmykninger af facaden med den eksponering, der ligger i det. Nogle kunne måske være interesserede i at finansiere biografen. Og når ARoS fik succes, var det jo også, fordi de tilbød et forum, hvor erhvervsfolk kunne mødes om nogle oplevelser, der lå ud over det, de så på deres normale mødegange«.

Nogen vil mene, at man kan finde stærkere kunstkuratorer end Michael Thouber, for eksempel din forgænger?

»Som også var en endog meget dygtig kurator, ja. Altså, jeg er jo en direktør, der så har en meget dygtig kurator ansat, og jeg samarbejder derudover med både danske og internationale institutioner med andre dygtige kuratorer«.

LÆS OGSÅ:Norsk medieboss vil i kamp mod Google og Facebook

Er det forkert at sige, at du først og fremmest skal kunne det, som ikke lykkedes din forgænger: at få det hele til at løbe rundt økonomisk?

»Det er klart – jeg skal ikke komme ud med et underskud. Jeg har enorm respekt for Jakobs Fabricius’ arbejde herinde, som har efterladt et solidt fagligt fundament med stigende publikumstal. Det er klart, at der er en forventning om, at jeg er direktør for en moderne kunsthal. Det betyder både et højt fagligt niveau, en ambition om at invitere flere besøgende indenfor og et krav om, at økonomien fungerer. Det skal jeg levere«, siger Michael Thouber.

Det er klart - jeg skal ikke komme ud med et underskud.

Michael Thouber, direktør, Kunsthal Charlottenborg

Om det er lykkedes, når Thoubers strategi er ført ud i verden, vil Kunstakademiets rektor, Sanne Kofod Olsen, være den første til at bedømme. Kunstakademiets rektor har siden sammenlægningen med Charlottenborg i 2012 haft ganske stor interesse i at holde kunsthallens forbrug inden for budgettets rammer.

For bliver bundlinjen rød på Charlottenborgs side af gården, koster det groft sagt undervisningstimer på akademiet. Michael Thoubers succeskriteriet er dog ikke blot at slippe for bøvl med chefen på den anden side, indskærper han:

»Jeg tror sgu hellere, jeg vil være arrogant nok til at sige, at hvis jeg ikke om tre år har en økonomi, der er stor nok, til at Charlottenborg kan arbejde med dem, som jeg ubetinget vil arbejde med, er det ikke interessant for mig. Det er min ambition. Vi sidder i et fransk palæ, som er bygget på internationalt udsyn i 1800-tallet af folk med kæmpe kunstneriske visioner. Hvis ikke vi kan komme i nærheden af at leve op til dem i 2016, er det for fattigt«.

Velkomst.  Michael Thouber vil samarbejde med Roskilde Festival og filmfestivalen Copenhagen Dox for at trække flere besøgende ind på Kunsthal Charlottenborg. Foto: Miriam Dalsgaard

Redaktionen anbefaler

Økonomi bremser nye anerkendte museer

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce