FORSKEL. Når menneskehjernen er presset, fravælger den grammatiske elementer i en sætning, så 'Peter har købt en cykel' under tidspres vil blive læst som 'Peter køb cykel'. Det viser ny dansk forskning. Opdagelsen kan være med til at forbedre den måde, man behandler folk med sprogrelaterede hjerneskader på. Illustration: Tomas Østergren

FORSKEL. Når menneskehjernen er presset, fravælger den grammatiske elementer i en sætning, så 'Peter har købt en cykel' under tidspres vil blive læst som 'Peter køb cykel'. Det viser ny dansk forskning. Opdagelsen kan være med til at forbedre den måde, man behandler folk med sprogrelaterede hjerneskader på. Illustration: Tomas Østergren

Kultur tophistorie

Ny dansk forskning rokker ved vores forståelse af grammatik

Hidtil har man i vid udstrækning inden for sprogvidenskaben troet, at evnen til at forstå og bruge grammatik er medfødt. Dansk forskningsprojekt peger nu en anden vej.

Kultur tophistorie

Når vi mennesker kigger ud i et rum, er der typisk et væld af visuelle indtryk, som vores hjerne skal bearbejde.

Lænestolen i hjørnet, maleriet på væggen, gulvtæppets mønstre. Alle de ting kan vi se, men vores hjerne er ikke i stand til at fokusere på dem alle samtidig. Så den sorterer.

Det samme gør hjernen, når vi skal læse en sætning eller en længere tekst under tidspres. Og nu tyder et nyt dansk forskningsprojekt fra Københavns Universitet på, at det i høj grad er de grammatiske ord og elementer, som vores hjerne sorterer fra, når den er belastet.

Hvis man eksempelvis skal læse sætningen ’Peter har købt en cykel’, vil den udfordrede hjerne kun opfatte de såkaldt leksikalske ord ’Peter’, ’køb’ og ’cykel’, mens de grammatiske elementer som hjælpeverbet ’har’, bøjningsendelsen ’t’ og den bestemte artikel ’en’ træder i baggrunden, forklarer sprogforsker og leder af projektet Kasper Boye.

Hidtil har man i vid udstrækning inden for sprogvidenskaben troet, at evnen til at forstå og bruge grammatik er medfødt. Men Kasper Boye og hans kollegers forskningsprojekt indikerer nu, at evnen til at bruge og forstå grammatik i langt højere grad er betinget af miljø. Og netop det, at mennesket angiveligt deler ord op i vigtige og mindre vigtige kasser, er en »radikalt anderledes måde« at tænke grammatik på.

»I stedet for at sige, at evnen til grammatik er en medfødt struktur, som vi må affinde os med, indikerer vores forskning, at evnen er et resultat af evolution og menneskets behov for at prioritere kompleks information«, siger Kasper Boye.

Forskerholdet håber desuden, at projektet kan være med til at forbedre diagnosticering af patienter med agrammatisme – en lidelse, der typisk indtræffer efter en hjerneskade, og som gør det svært for patienter at genkende, sige, læse og skrive grammatiske elementer.

Det er lidt, ligesom hvis du bygger et Lego-hus og hiver en af brikkerne væk, så det vælter. Så kan du godt bygge et andet hus af de resterende brikker

»Lidelsen kan være svære at diagnosticere, så vi håber, at projektet kan hjælpe til med at kunne forudsige, præcist hvilke sprogelementer og ord en patient har svært ved, og på den måde hjælpe diagnosticeringen bedre på vej«, siger Kasper Boye.

Twitter-syndromet

I projektet bad Kasper Boye og hans kolleger 83 testpersoner om på tid at læse en svær tekst på knap 500 ord. Undervejs skulle de strege alle n’er og t’er ud, som ofte indgår i grammatiske elementer. Det viste sig, at testpersonerne overså næsten dobbelt så mange af de n’er og t’er, som optrådte i grammatiske elementer, som af de n’er og t’er, der var del af leksikalske elementer som for eksempel navneord, forklarer Kasper Boye.

Eksperimentet bekræftede, at vi mennesker tilsyneladende ikke prioriterer grammatiske elementer, når vi af forskellige årsager er under pres. Samme tendens ser man eksempelvis på det sociale medie Twitter, hvor brugerne har et begrænset antal tegn til rådighed, når de vil formulere sig, pointerer Kasper Boye:

»Der kan man også se, at det ofte er de grammatiske elementer, som bliver smidt ud. Men man forstår jo stadig i vid udstrækning meningen i det, folk skriver på Twitter«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den samlede hjerne

Jesper Mogensen er neurolog og professor ved Københavns Universitet. Han er tilknyttet forskningsprojektet og vurderer, at det vil kunne give »langt bedre muligheder« for at diagnosticere og behandle agrammatisme og andre hjerneskader, der knytter sig til sprog.

Projektet har vist, at der tilsyneladende ikke er ét bestemt område i hjernen, som tager sig af grammatik. Det er et spørgsmål om, at hjernen kan klippes sammen på forskellige måder og på den måde genvinde noget af det tabte. Og det er en interessant opdagelse, forklarer Jesper Mogensen.

»Det er lidt, ligesom hvis du bygger et Lego-hus og hiver en af brikkerne væk, så det vælter. Så kan du godt bygge et andet hus af de resterende brikker. Måske ikke det samme hus, men et hus, der fungerer lige så godt«.

Samtidig håber han, at forskningsresultaterne også kan give ny viden om den måde, hjernen overordnet set er organiseret på. Ikke kun i forhold til menneskets rent sproglige egenskaber.

»Projektet viser også, ud fra et neurologisk perspektiv, at menneskehjernens evne til at bruge grammatik er et resultat af, hvordan hvert enkelt menneske bruger sin hjerne individuelt. Hjernen er ikke født med en grammatik, men udvikler den undervejs, og det er interessant«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce