Snit. Tidligere overrabiner Bent Lexner står stadig for omskræinger i Det Jødiske Samfund, mens uddannelsen af en afløser er i gang. Her er hans redskaber: en slags nål, en klemme (billedet viser tre forskellige størrelser) og en skarp kniv.
Foto: Katinka Hustad (arkiv)

Snit. Tidligere overrabiner Bent Lexner står stadig for omskræinger i Det Jødiske Samfund, mens uddannelsen af en afløser er i gang. Her er hans redskaber: en slags nål, en klemme (billedet viser tre forskellige størrelser) og en skarp kniv.

Kultur tophistorie

Ni ud af ti danskere vil forbyde rituel omskæring af drengebørn

Hvis Danmark indfører et forbud mod omskæring vil det få dramatiske konsekvenser for jøderne, siger overrabbiner. Socialdemokraterne og Venstre afviser at kriminalisere omskæring.

Kultur tophistorie

Der er massiv modvilje mod omskæring af drengebørn, som især praktiseres af jøder og muslimer. 87 procent af danskerne vil have indgrebet forbudt, før man er 18 år og myndig, viser en måling, Megafon har lavet for Politiken og TV 2.

Målingen vækker bestyrtelse blandt jøder og muslimer.

»For os er omskæring en naturlig del, der er er lige så vigtig som dåben. Det er et ritual, der er vigtigt både for troende og ikketroende jøder. Det er vores kendetegn og en del af vores kultur«, siger rabbiner i Det Jødiske Samfund Jair Melchior.

Hvad vil det betyde, hvis Danmark indfører et forbud?

Modstanderne af omskæring er ikke antisemitter, men får de held til at overbevise politikerne om et forbud, vil det være en antisemitisk handling

»Så vil jødisk liv i Danmark langsomt stoppe. Vi vil blive fremmedgjort, og man vil sætte mærkater på os. Jøder, for hvem jødedommen er vigtig, vil rejse herfra«.

LÆS OGSÅ HERBERT PUNDIKS KLUMME

Jair Melchior mener samtidig, at et forbud vil være udemokratisk og vise, at Danmark ikke respekterer religiøse mindretal.

»Modstanderne af omskæring er ikke antisemitter, men får de held til at overbevise politikerne om et forbud, vil det være en antisemitisk handling. Det vil være en lov vendt mod jøder«, siger han og fremhæver, at der ikke er sundhedsfagligt belæg for, at omskæring skader drengene.

Op mod 2.000 omskæres årligt

Sundhedsstyrelsen undersøgte området i 2013 og konkluderede, at der årligt omskæres mellem 1.000 og 2.000 drenge herhjemme. Styrelsen henviser fortsat til det notat, den lavede om indgrebet i 2013, hvor den konkluderede, at der ikke er »sådanne risici ved indgrebet, når det foretages korrekt og af kompetente læger, at styrelsen finder anledning til at anbefale et forbud«.

Omskæringsdebatten har raset i flere omgange. For to år siden viste en undersøgelse fra YouGov, at 74 procent af danskerne ønskede et forbud. Den andel er altså ifølge Megafonmålingen vokset markant siden.

Imam Naveed Baig fra Dansk Islamisk Center er overrasket over den store modstand mod omskæring, og han tror, at mange i den meget følelsesladede debat har glemt det centrale i problematikken.

»Hvad betyder det at være anderledes? Kan vi leve sammen og have forskellige kulturelle og religiøse ritualer i vores liv? Det handler om retten til forskellighed, respekten for det, der er anderledes«, siger han.

Naveed Baig kan godt sætte sig ind i, hvorfor omskæring kan vække så stærke følelser.

»Selv om jeg er uenig, forstår jeg godt dem, der siger: ’Drengebarnet skal selv have lov til at bestemme, om han vil lade sig omskære som voksen’. Jeg kan godt sætte mig ind i det samfund, hvor autonomi og personlig frihed er i højsædet. Derfor mener jeg heller ikke, det her er udtryk for manglende tolerance fra danskernes side. Det er mere et udtryk for manglende oplysning og dialog«, siger imamen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»En voldsom krænkelse«

Megafonmålingen vækker til gengæld glæde hos Intact Denmark, der arbejder for en aldersgrænse for omskæring af drenge. Foreningen afviser, at ønsket om en aldersgrænse skyldes modvilje mod jøder, muslimer eller andre kulturer. Tværtimod har foreningen også jødiske og muslimske medlemmer, fortæller forkvinde Lena Nyhus.

»Vi arbejder for børnenes tarv. Der er ikke andre, heller ikke ens forældre, der skal bestemme, hvad der skal ske med ens penis. Indgrebet kan jo ikke gøres om. For os er det vigtigt at sikre den enkelte person retten til selv at bestemme over sin krop og sine kønsorganer, og derfor skal vi have en 18-års aldersgrænse«, siger hun.

Lena Nyhus tror, at den massive modstand mod omskæring hænger sammen med, at Danmark i mange år har haft fokus på barnets tarv.

»Vi opfatter det at give et barn en lussing som en voldsom krænkelse. Så er det at skære et drengebarns forhud væk også en voldsom krænkelse«, siger hun.

Intact Denmark ønsker en lovgivning, der beskytter alle børn mod »kønslemlæstelse«, uanset om den foretages i Danmark eller uden for landets grænser. Altså at det forbud, der i dag findes imod omskæring af piger og kvinder, også kommer til at omfatte drenge.

Partier er delte i debatten

Både Enhedslisten, de radikale og SF er kritiske over for omskæring, men i Folketinget vil hverken Socialdemokraterne eller Venstre være med til at kriminalisere indgrebet.

»I Venstre går vi ikke ind for et forbud. Der er en lang række kulturelle overvejelser i forbindelse med omskæring. Der er jo forskellige religioner, hvor det er er almindeligt«, siger sundhedsordfører Jane Heitmann. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Den nystiftede forening Retten til Forskellighed – Circuminfo advarer også mod et forbud. Læge Mohammad Sohail Asghar, der er medlem af formandskabet, mener, at modstanderne overdriver konsekvenserne af omskæring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det bliver blæst op til noget meget stort, men rent medicinsk er der ikke entydige argumenter for, at det skadeligt, eller for at der er gavnligt«, siger han og ønsker oplysning og bedre undersøgelser af konsekvenserne i stedet. »Et forbud kan føre til flere ’køkkenbordomskæringer’, og det vil være farligt for børnene«.

-----------------------

Rettelse: I en tidligere version blev rabbiner Jair Melchior omtalt som overrabbiner.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce