Fællesbog. Mette Moestrup og Naja Maria Aidt har skrevet en digtsamling sammen. De har tidligere, sammen med dramatikeren Line Knutzon, skrevet fællesbogen 'Frit flet'. Foto: Mikkel Tjellesen

Fællesbog. Mette Moestrup og Naja Maria Aidt har skrevet en digtsamling sammen. De har tidligere, sammen med dramatikeren Line Knutzon, skrevet fællesbogen 'Frit flet'. Foto: Mikkel Tjellesen

Kultur tophistorie

To amazonedigtere skriver rasende og smukt og svært

Naja Marie Aidt og Mette Moestrups har skrevet en fællesbog fuld af dystre varselsdigte.

Kultur tophistorie

De sidste ti års danske digtning er fuld af affekt. Fra Lars Skinnebachs vrængende besværgelser omkring midtnullerne over Yahya Hassans arrige anklager til den rasende sorg i Ursula Andkjær Olsens ‘Udgående fartøj’ fra sidste år. Med mange flere. I poesien er vrede og sorg drivkraft for en ny patos, der er mere voldsom end inderlig.

Det gælder også Naja Marie Aidt og Mette Moestrups nye fælles digtbog, den dystre, men smukke ‘Omina’, der ifølge forlaget er blevet til i forlængelse af arbejdet med den store fællesbog ‘Frit flet’, som Aidt og Moestrup sammen med Line Knutzon udgav i 2014.

Den lille askegrå bog består af to tekstspor, der både kan læses sammen og hver for sig. Naja Marie Aidt har skrevet venstresiderne, Mette Moestrup højresiderne, og frem for afrundede, selvstændige digte er der tale om et forløb, hvor de to skriftstemmer altså netop (når man vel at mærke læser dem ud i ét) fletter sig ind og ud mellem hinanden.

Man kan næsten gætte af titlen, at ‘Omina’ er strammere i formen og ikke mindst mørkere og mere hermetisk end ’Frit flet’.

Ordet omina kommer, som der står i en note, af flertalsformen af det latinske ord omen, der (også på dansk) betyder varsel, og digtene er fulde af betagende dunkel og foruroligende billedkraft.

For ikke at tale om decideret spådomsinventar som beske drikke, flagermusetis, sortbær, urter, askeflager og fugle.

Væsentligt nok er det ikke så meget et klarsyn som tvetydighed og tvivl om, hvad varslerne varsler, som ja, indvarsles i bogens første fyndige linjer: »dette skal handle om/ tvivl og dette skal/ være en hammer/ af brændende stål«, lyder det først i Aidts spor, som Moestrups så besvarer: »dette skal handle om/ hjertets hårdhed/ og dette skal være blødt/ som et afskåret bryst«.

Alligevel er det ikke som varselsdigte, at ‘Omina’ er mest overbevisende, for strammere er konceptet heller ikke, og nogle steder bliver det næsten for kryptisk.

Det, der virkelig overbeviser, er snarere den urolige energi og lige dele sårbare og aggressive rasen, som digtene, selv når de er mest dunkle, er både båret og optaget af. Som når hjertet på samme tid »banker som knytnæveslag« og »lukker sig som barnehånd«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Legemliggørelsen af den rasen er amazonen, der med afskåret bryst og vildt hesteridt vokser frem af digtenes flet og bliver katalysator for det, jeg opfatter som digtenes grundlæggende forsøg på at vende afmagt til magt. (Det mytiske kvindelige krigerfolk amazonerne skar ifølge græske sagn deres ene bryst af for bedre at kunne håndtere en bue – således styrket af et sår.)

På Naja Marie Aidts venstresider kommer den urolige energi råt og skønt til udtryk i en repetitiv og rytmisk reduktion af sætningen til det mest elementære, som f.eks. i denne sælsomme spejling mellem menneske og hest: »urolig hestekrop/ vil løbe stejler vildt/ i båsen hormoner/ raser vildt i/ hestekrop urolig// urolig menneskekrop/ vil løbe stejler vildt/ bag døren hormoner/ raser vildt i/ menneskekrop urolig// urolig hestekrop er/ ganger blank// urolig menneskekrop er/ kødet blødt// en kvinde// en kriger«.

Mette Moestrups højresider har en anden, mere løssluppen og eksalteret rasen og klang. Lyt f.eks. til denne bogstavrimende frembuldren om amazonens vilde ridt gennem skoven: »at gå – hvorfor/ når man kan ride/ ja, må!/ gennem en skov/ penetrere bladhang med panden/ kraniekrone/ i trav over mos/ skræv mod skind/ over floras farverigdom// blåklokke rødkløver/ mørkegrønne mos/ allersmukkeste grå hjerne«.

At bogen på den måde også er en samtale mellem to forskellige poetiske temperamenter, ikke bare en vekslen, men også en udveksling mellem dem, er måske det smukkeste ved den lille bog.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce