Hvad der aldrig skete, mens kunstneren selv levede, sker nu. Leonardo da Vinci kommer til London.

Udstillingens titel er allerede samtaleemne: ’Leonardo Da Vinci: Painter at the Court of Milan’.

Nok er der et helt kalenderår til, at National Gallery slår dørene op for mødet med denne den italienske renæssances mest geniale altmuligmand. Men allerede nu lover foromtalerne sensationer.

Og hvem forventer mindre end det fra denne hvidskæggede ener, der for over 500 år siden i det små begyndte at opfinde forbløffende meget af det, der er blevet opfundet lige siden, med undtagelse af mobiltelefonen og så en del andre småting.

Den sjældne ægte vare
Det er ikke et af de sædvanlige lidt perifere emner, der står på plakaten: som f.eks. Leonardo som billedhugger, arkitekt, geograf, ingeniør, opfinder, botaniker eller anatom.

Eller Leonardo og hans mystiske spejlskrift. Nej, det er den sjældne ægte vare: Leonardo som maler.

Endda som hofmaler. Det, som han kun var i meget begrænset grad, fordi hans mange ubegrænsede talenter gjorde ham så efterspurgt og tvang ham til at være så meget andet.

Succesen i London er så godt som forudbestemt, selv om det, som måtte være tilbage af det britiske imperium, formentlig er blevet pantsat, for at kunstmuseet på Trafalgar Square kan låne nogle værker, som aldrig tidligere har været vist i England, som f.eks. ’La Belle Ferronière’ fra Louvre.

Nok er det aldrig blevet rigtig afklaret, hvor stor en andel Leonardos elever – Giovanni Antonio Boltraffio og Marco d’Oggiono – havde i dette maleri og i et par andre arbejder fra samme periode.

LÆS OGSÅ Unik da Vinci-samling bliver vist frem i London

Men hvem bekymrer sig i den forbindelse om ophavsretten til et par små kunstneriske værkandele? Det handler om Leonardo, først og fremmest, og mellem så meget andet er Leonardo også blevet verdensberømt for aldrig at afslutte sine værker.

Når kunsthistorikerne taler om Leonardo, taler de derfor om det særlige Leonardorelaterede problem, der kaldes ’Non finito’.

Men det har ikke gjort glansen om hans navn mindre glansfuld.

Det er åbenbart den eneste færdighed, Leonardo savnede: evnen til at gøre det færdigt, han var i gang med. Faktisk var det en erkendelse, som plagede kunstneren i hans sidste leveår.

Men uden grund. For i dag er Leonardo medlem af det stærkt skrumpende selskab af kunstnere, som alle kender.

Fortiden er forbi
Logisk set burde kunsthistorien være en kulturel størrelse, der voksede med tiden, eftersom der bliver stadig mere kunsthistorisk materiale.

Men det modsatte er tilfældet. Den skrumper i forhold til det kulturelle beredskab, der kaldes moderne almen dannelse, og som i de seneste par årtier har fået sit informationsbehov mere og mere fokuseret ind på nutiden.

LÆS OGSÅ Sådan fik Leonardo det rette smil frem hos Mona Lisa

Fortiden er for flere og flere virkelig blevet en tid, der på enhver måde er forbi.

Bortset fra specialisterne – dem, som chefer ved Danmarks Radio har omtalt som ’vidensbelastede’ – hvem kender så i dag navne som Piero di Cosimo og Lorenzo di Credi eller de italienske kunstnere fra Fontainebleau-skolen, som fortsatte, hvor Leonardo slap, som f.eks. Rosso Fiorentino.

Og hvor mange har hørt om Leonardos lærer, Verrocchio?

Eller om hans samtidige, Filippino Lippi, som var så berømt, da han levede, at alle værksteder i Firenze holdt ekstraordinært lukket den dag i 1504, da han døde og blev begravet.

Renæssancegeniet
Statens Museum for Kunst har et billede – ’Den hellige Catharina’ – malet af en vis Bernardino Luini, en milanesisk kunstner fra omkring 1500.

Han var så påvirket af Leonardo, at billedet i 1763 blev solgt som et værk af – netop Leonardo.

Men hvem kender denne Luini i dag, ud over ’informationsbelastede’ kunsthistorikere?

Og hvem ville vove at arrangere en større udstilling med nogen af disse navne? Eller en kreds af dem? Ingen ville! Eftersom ingen af navnene bare er i nærheden af at være trækplastre.

LÆS OGSÅ Da Vinci-tyve krævede 35 mio. i løsesum

Hvorfor er det netop Leonardo, der er blevet så berømt, når hans efterladte kunstneriske værk er af et så beskedent omfang, sådan numerisk?

For ingen anden kunstner kan i den grad skabe sensation og fylde medierne, bare fordi en er faldet over en tegning, som nogen tror muligvis er en ægte, om end usigneret og udokumenteret Leonardo.

Dan Browns fantasifulde genbrug af ham kan ikke være hele forklaringen. Og det kan hans mytiske portræt ’Mona Lisa’ heller ikke, selv om det for næsten hundrede år siden blev emnet for en opera, ’Mona Lisa’ af den tyske komponist Max von Schillings.

Leonardo er bare blevet inkarnationen af renæssancegeniet, det universelle menneske, som utvivlsomt ville have udrettet langt mere, hvis ikke forsynet havde været så nærigt kun at tilmåle ham et almindeligt menneskes levetid.

Ligesom Michelangelo, Caravaggio, van Gogh og foruroligende få andre store er Leonardo indlemmet i det lille kontingent af kunstnere fra tiden før 1900, som stadig kan tilfredsstille et kollektivt behov for at kende bare lidt til tiden før nutiden.

Kun eneren huskes
Åbenbart hersker stadig den lov, som bl.a. den svenske popgruppe Abba har sunget om og genopfrisket for alle. Den hedder: The Winner Takes It All.

Kortspillets, elitesportens og idrættens benhårde princip har bredt sig – ikke bare til politik, men til litteratur, musik, kunst og film. Selv om forskellen mellem nr. 1 og nr. 2 måske oprindelig kun var et par sekundbrøkdele, vokser de små marginer med tiden og bliver efterhånden til store forskelle.

For de små marginer afgør, hvem der skal huskes, og hvem der skal glemmes.

Som følge af det altid eksisterede behov for forenkling kommer der en skønne dag, hvor alle kun kan eller vil huske navnet på ham, der er blevet ophøjet til at være eneren, mens alle lykkeligt har glemt alt om dem, der var hans samtidige, plus alt det, som han var en del af.

LÆS OGSÅ Fingeraftryk afslører da Vinci-maleri

Det er det altid truende behov for forenkling og reduktion, der slår til. Det er overskuelighedens tyranni, der sætter sig igennem.

Beskæringen begrænser sig ikke kun til den italienske højrenæssance. Den har sat sine mærker op gennem kunsthistorien.

Strømningernes enkeltpersoner
Tag en så enormt populær isme som impressionismen. Her gælder den også.

Intet museum ville uden store økonomiske risici turde lave en udstilling med en fransk impressionist som Armand Guillaumin, som i øvrigt er en rigtig god maler. Det ville også have store betænkeligheder ved at sætte Alfred Sisley på plakaten, og han er bestemt ikke ringere.

LÆS OGSÅ Stjålet Monet-maleri er dukket op igen

Eller for den sags skyld Camille Pissarro, som havde stor betydning for den unge Gauguin. Renoir er kun marginalt mere interessant.

For alle vil hellere satse alle pengene på Claude Monet, endnu en gang. For det var jo Monet, der malede de berømte åkander, høstakke, katedraler etc.

Han er ikke bare blevet den første blandt ligemænd i sin egen bevægelse. I manges reducerede kunstneriske verdensbillede er han nærmest den eneste, og det er også ham, som Galeries Nationales på Grand Palais i Paris har taget på programmet næste år.

Monet er blevet den, der bedst sælger billetterne til impressionismen som isme.

Den abstrakte kunsts 'Leonardo'
Piet Mondrian er navnet på en modernist, som engang var temmelig berømt. Han var en af det abstrakte maleris fædre og med til at skabe den banebrydende bevægelse ’De Stijl’.

Men et dansk museum havde et skuffende besøgstal med sin Mondrian-udstilling for et par år siden.

Det havde ikke været bedre, om museet i stedet havde vist en udstilling med Wassili Kandinsky eller Paul Klee. For de sælger heller ikke billetter i det omfang, der gør dem attraktive som museale satsninger i den store stil.

LÆS OGSÅ Klodset kvinde slår flænge i Picasso

Den abstrakte kunst har nemlig allerede fået sin ’Leonardo’.

Han hedder Pablo Picasso. Ganske vist kender vi ham allerede, synes vi. Men det varer aldrig længe, før der kommer endnu en museumsudstilling med Picasso, så vi kan lære ham endnu bedre at kende.

Næste gang bliver det på Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst.

Nysgerrighed over for nye navne er blevet en luksus, som kunstlivet ikke længere kan tillade sig.

Så hellere udstille en stor rocksanger og komponist som Bob Dylan i en problematisk gæsterolle som bildende kunstner. For han er en superstjerne, en verdensberømthed, og hans navn behøver ingen præsentation, heller ikke når han maler i stedet for at synge.

De slidte kunstnere
På det seneste har vi hørt om store tenorer med store stemmeproblemer.

Det er dog ikke kun tenorer, der kan slides op.

Kunstnere kan også slides op, om end det sker på en anden måde.

Hvis man i den indskrænkede efterspørgsels navn kun viser de samme få kunstneres værker om og om igen, vil der komme en dag, hvor de er blevet så forbrugte, at ingen længere gider opleve dem heller.