Som kunstnerisk emne er landbruget igen kommet på plakaten. Men i det store hele kun hos én billedkunstner.

Inden Allan Otte satte fokus på væltede traktorer og mejetærskere og andre ulykker i det såkaldte Udkantsdanmark, havde ingen i 100 år ofret landbruget særlig opmærksomhed.

Mens filmkunsten havde forstået at romantisere og siden problematisere livet på landet, og litteraturen også havde kendt sin besøgelsestid, havde billedkunsten gang i andre ting. Det var, som de to, livet på landet og livet på lærredet, ikke længere sagde hinanden noget.

LÆS OGSÅDansk film gør Udkantsdanmark til det vilde vesten

Forholdet mellem dem havde også været længe om at komme i gang. Mellem utallige former for modgang måtte det danske landbrug døje med først rigtig at blive et emne i kunsten, da det i slutningen af 1800-tallet kom på retur og overlod en stadig større del af nationalproduktet til industrien.

Landskaber i sig selv havde været en yndet genre mindst siden 1600-tallet. Var disse landskaber overhovedet befolket, var det med skikkelser, der var mindst lige så idealiserede som dem selv: med figurer fra poesien og mytologien.

Der gik lang tid, før en kunstelsker lærte at se noget smukt i, hvad landboerne selv foretog sig ude på landet. Som ultraliberalt erhverv havde kunstneren altid afbildet det, som hans kunder og velyndere helst ville omgive sig med.

Og gemene medlemmer af fjerdestand kunne endnu ikke konkurrere med gudinder og nymfer. Det kom de til.

Den første bondeskildrer
Nogen skulle være den, der slog hul på konventionerne. Det blev Peter Cramer, en kunstnerboheme, der mest ernærede sig som teatermaler ved Komediehuset i København.

I 1778 udstillede han på Kunstakademiets salon nogle såkaldte ’Bondestykker’, hvis beskedne størrelse stod i kontrast til den opsigt, de vakte.

For her trådte den første bondeskildrer i dansk billedkunst i karakter. Forbillederne havde Cramer hentet i 1600-tallets nederlandske maleri, skønt han vist aldrig havde været uden for Danmarks grænser. Hans far var imidlertid gartner, og det har kunsthistorikerne set som tilstrækkeligt belæg for hans agrare interesser.

Slidt.  'Udbrændt' hedder Allans Ottes mennesketomme situationsskildring fra 2007. Titlen - og maleriet - mere end antyder, at andet end campingvognen har kendt bedre dage.Overmandet af national stolthed
Måske var det ikke så tosset en forklaring, som den lyder, for næsten alle væsentlige skildrere af landlivet er rundet af den jord, de stod på, når de malede. Man har malet, hvad man følte sig forbundet med – så at sige gennem blodets og jordens bånd. Det gælder også Allan Otte, som kommer fra et gårdmiljø på Års.

Med nationalromantikken i 1840’erne opstod der for alvor en bred interesse for at se det danske landskab gengivet i al sin herlighed, og stadens kunstnere blev opfordret til at pakke deres lærreder, pensler, farver etc. og opsøge rigets fjernere egne.

Kun derved – ved selvsyn – blev de i stand til at skildre landet på en sådan måde, at selv de mest garvede københavnere ville blive overmandet af national stolthed.

Det krævede autenticitet. Detaljerne skulle være i orden. Det var derfor, folkelivsskildrere tog på studie- og opdagelsesrejse hos landalmuen.

Staklerne på landet
Christen Dalsgaard var en af dem, der ville gøre nøjagtige forstudier til sine hverdagsdramaer blandt bønder og landboere, og fra en ungdomsrejse i det jyske hjemtog han et arsenal af skitser, som for altid skulle støtte hans stedhukommelse.

Alt havde etnografisk interesse: lige fra typiske klædedragter til de ting, der stod på kommoden i bondens lavloftede rum.

Men til trods for detaljerne er disse malede interiører i dag ikke meget værd som kulturhistoriske sandhedsvidner. Bondestuerne var mest kulisser, og kunstneren genbrugte gerne de samme rekvisitter og møbler i forskellige billeder.

Man skulle gerne føle det, som om man kendte de stakler, der skulle sige farvel til den eneste ene eller tage pænt imod en landsbysnedker, der kom med kisten til et dødt barn. Det var den grumme skæbne, der undertiden kunne ramme landboerne, uden at de af den grund bøjede nakken.

Det slidsomme liv blev nærmest skildret, så det så ud, som højnede det moralen hos dem, der gik bag ploven eller kastede sæden. Det ses for eksempel i Frederik Vermehrens maleri af ’En sædemand’ fra 1859.

Slid, sved og fattigdom
Men som realismen tog til, forsvandt illusionerne og de sidste rester af nationalromantikken. Mod slutningen af 1800-tallet var der ikke længere så yndigt ude på landet.

I ’Udslidt’ fra 1889 har H.A. Brendekilde malet en gammel landarbejder, der er styrtet, og man kan næsten høre kvinden, som måske er konen, skrige om hjælp ud over den øde mark.

Men trods sin noget teatralske dramatik rummede billedet en kerne af sandhed. Da forbrugerne kunne importere billigere korn fra udlandet, og priserne på dansk korn begyndte at falde, kunne de små landbrug ikke mere brødføde en familie.

De, der havde muligheden og livet for sig, flyttede mod byerne, hvor en voksede industri kunne lokke med arbejdspladser. Eller de emigrerede. De, der blev tilbage, måtte betale med slid, sved og fattigdom.

Mennesker mærket af døden
De elendige sociale forhold var baggrunden for mange af L. A. Rings billeder, som for eksempel ’Tiggerbørn uden for en bondegård’, som han malede i 1883.

Udvandringen fra landet er også grunden til, at man i Rings billeder møder så mange gamle mennesker – eller mennesker, der synes mærket af døden.

Da han malede sin bror, der høster kornet i ’Høst’, lignede broderen allerede en dødning, der var krøbet i arbejdstøjet. For han bruger le. Sådan var kornet længe blevet høstet i de små husmandsbrug landet over.

Vi skal frem til fynboen Peter Hansens ’Høstbillede’ fra 1910, før andelsbevægelsen spejler sig i kunsten, og man høster i flok. Otte år tidligere havde samme kunstner malet ’Pløjemanden vender’, hvor en mand i blå jakke og hvide bukser går bag to heste.

Plovmand.  Peter Hansens 'Pløjemanden vender' fra 1902.Mekaniseringens gennembrud
Faktisk var det mere end bare pløjemanden, der var vendt. For på det tidspunkt var mekaniseringen slået igennem mange steder på landet. Blot ikke i billedkunstens skildring.

Som helhed valgte malerne stadig motiver efter, hvad der forekom at være karakterfuldt og billedskønt, ikke efter, hvad der var mest nutidigt eller typisk. I 1883 var vi med Ring til ’Kartoffelopgravning’.

I 1885 malede Niels Bjerre nogle piger, der kærner smør med håndkraft. I 1886 tog vi roer op i Niels Pedersen Mols’ store maleri, hvor tilmed et par store trækdyr var spændt for vognen.

Og i et maleri fra 1892 har Chr. Mourier-Petersen taget os med til en mælkekælder på Ryomgård. Heller ikke hos dyremalerne Michael Therkildsen eller Theodor Philipsen mærker man, at landbruget er ved at vokse til en effektiv industri. For de foretrukne modeller er stadig heste og køer, der går og græsser.

Bondemalerstriden
I det 20. århundredes begyndelse var Fynboerne, eller malerkunstens fynske skole, gået sammen med litteraturens ’jyske bevægelse’ om at sende kulturen tilbage til den danske natur.

Trods alle de fremskridt, som civilisationen havde gjort, holdt forfatteren Johannes V. Jensen fast ved, at mennesket var nødt til at vende tilbage til livet i dets oprindelige form, hvis det vil bevare sin menneskelighed.

Derfor skulle man male og digte ud fra fælles bestræbelser på at sætte det oprindelige og primitive i højsædet. På den måde kunne man vande de dybe rødder, der bandt danskerne til deres fædrene jord.

Andre litterære sjæle fandt dog, at landbrugsmotiver var uskønne og umaleriske. Den modsætning førte til ’bondemalerstriden’, en fejde, der fik Politikens spalter til at syde og gløde i foråret 1907.

På den ene side stod fynbomalerne. De var repræsentanter for provinsens bondekultur og for den overbevisning, at intet emne var for jordbundet, nært og familiært til at blive foreviget i olie. På den anden side befandt sig en håndfuld åndfulde nyromantikere med aristokratiske dannelsesidealer og mere ophøjede krav til et maleris motiv.

Landlige motiver på retræte
Fynboerne kom mest sejrrige ud af striden, uden at landbruget som motiv kunne tage del i sejren. Det gik nærmest på aftægt, da modernismen satte sig på billedfladen, og en ny epokes kunstnere følte sig mere hjemme i storbyen – eller ligefrem kom til verden i den.

Ekspressionismen, kubismen, surrealismen og de andre ismer, der banede vejen for den abstrakte kunst, havde ikke noget behov for landluft. Der var dog stadig nogle, der holdt de gamle motiver i hævd, og de bedste af dem samledes i sammenslutningen Corner og blandt Odsherredsmalerne.

Men at male landet, som det lå, gjorde man ikke, hvis man ville mænge sig med avantgarden. Den kunsthistoriske fortælling om landet og landbruget var blevet en fortælling, der skulle bøjes i datid.

Tegn på krise
Allan Ottes moderne malerier betegner nok en rejse tilbage til det gamle danske erhverv, vel at mærke i en heftig aktualiseret udgave. Men man kan godt vælge at se disse slående mennesketomme malerier, med deres indbyggede trafikale konflikter, som en klar kritik af de landskaber og det erhverv, der skildres.

LÆS OGSÅDer er ikke meget 'bonderøv' tilbage i landbruget

Romantik er det ikke. For landbruget ses ikke som industriens nostalgiske modsætning, men blot som en anden moderne industrigren med synlige krisetegn.

Så heller ikke her, hvor det ser ud til at genopstå, er det danske landbrug, hvad det var engang.